HVIDE PLETTER - en bogforomtale

Jeg gik netop og manglede den stemme. Ja, jeg ledte faktisk efter nogen, der kunne sætte de rette ord på det. Vi kender det. Vi ved det godt, og alligevel mangler der lige ham eller hende til at sige det på rette måde. Og der var han, Egon Clausen,

Vi genkendte først hinanden efter Cypern-mødet hos DEO. Jeg var glad for at kunne hæve blikket op fra den hjemlige mørke andedam og skue ud over Europa. Det blev det ikke mere fredeligt af, men udsynet var heldigvis MEGET større.

”Jeg har en brochure til dig!”

 

”HVIDE PLETTER - Kritik af statens udflytning” hedder bogen, der udkommer om 1½ uge. Den tog 1½ måned for ham at skrive.

Og det som jeg hæftede mig ved, da Egon fortalte om den, rammer han meget godt med citatet fra bogen, om DF:

”Prisen for deres hævntørst er høj, og den skal betales af alle danskere. Som nation får vi et svækket kulturelt beredskab ... I tilgift et offentligt system, der har mistet meget af sin faglige kompetence, og som i årevis vil humpe af sted på administrative krykker ...Her kan der igen tales om pletter, eller rettere: om én plet, men den er til gengæld stor. Den er heller ikke hvid, men sort, og den er blevet sat på Danmark. En stor sort plet.”

 

Om den hovedløse udflytning skriver han om bogen:

”Regeringens samlede indsats er særdeles modsætningsfyldt. I første runde har man flyttet 3.900 arbejdspladser ud af landets kommuner, men samtidig fører man en sparepolitik overfor de selvsamme kommune, så de må fyre 8.000 af deres medarbejdere. I 9 ud af 10 af de berørte kommuner vil den samlede effekt af regeringens politik medføre en reduktion af den kommunale beskæftigelse. Det vil med stor sandsynlighed gå ud over den sociale sektor og måske også skolevæsenet. Til gengæld får man nogle jurister og økonomer. Det er svært at se, at det skal være et fremskridt.”

 

 Jeg glæder mig til at læse hele bogen som Egon selv udgiver

(og her kommer reklamen):

Køb bogen v. henvendelse til Egon

Pris kr. 200, porto kr. 36

MobilePay: 40 37 22 03

Reg. 4201 konto: 2410100773

Egon Clausen: Tlf.: 4037 2202, ecl@pc.dk

Anmeldelse: MARIENBORG – NEJ TAK! på Postcaféen

Fotograf: Lars Grunwald/Polfoto: Robin Hart

Overboen banker panden mod radiatoren.
Igen og igen.

Hvorfor hænger han sig ikke bare
og får det overstået i en fart?
 

Tonen i monologen, MARIENBORG – NEJ TAK! af Julie Maj Jakobsen, i Postcaféen, Borgbjergvej 26 i Sydhavnen, er direkte og rå, men også befriende morsom, selv om der tydeligvis ikke er noget at le af. Der bliver ikke skudt noget under stolen. I forestillingen befinder vi os lidt længere oppe ad vejen – i nr. 1, i lejligheden under hvor Anker og Ingrid boede. Statsministerparret, der sagde nej tak til Marienborg, for det var her de følte sig hjemme – i Sydhavnen. Lyden af dem og deres liv siver ind ad væggene og konfronterer hovedpersonen med sit bekvemme, men alligevel virkeløse liv. Hun er en 35-årig arbejdsløs akademiker. Den eneste hun er i kamp med – er sig selv. Hun er frugten af forældrenes kamp på barrikaderne, men nu er der ikke længere noget at kæmpe for, for friheden er blevet så total at den også er blevet ligegyldig. Når telefonen ringer, har hun travlt, hun er lykkelig og selvtilstrækkelig. Hun smiler og hun ler, mens hun fortæller om den kronik som hun arbejder på, men når faren ringer af, er der kun gråd og desperation tilbage. Gråd over egen utilstrækkelighed og desperation over at hun ikke flytter sig ud af stedet. Hun er lænket. Hun har sit eget anker. Helt konkret er hendes ene fod holdt fast med en alenlang kæde. Hun er lænket til stedet og tiden. Hvad skal man gøre, når man har fået alt forærende fra start, men alligevel ikke kan komme ud af stedet?

På det lave bord er der en stor stofdukke, der er klædt som hende. Det ER hende, som hun ligger der viljesløs og lænket. På et tidspunkt indtager hun også selv den spagat-position som dukken ligger i. Det er også fortællingen om en bidronning på afveje, der bliver spist af søskendeparret på 10 og 12 år. Det er hende og storebroren. Han spiser kroppen, mens hun får hovedet – for bidronningen stikker ikke. Nu er han der ikke længere, for han er blevet psykotisk, og er, som hun siger, "...allerede forsvundet over på den anden siden, hvorfra man ikke kommer tilbage". Forgæves holder hun stædigt fast i at det er broren – og ikke hende – der er syg, men noget er tydeligvis galt, for selv om hun er frigjort og uafhængig, føler hun sig handlingslammet og fastspændt.



Fotograf: Lars Grunwald/Polfoto: Robin Hart

Det er tekstens store fortjeneste, at den formår at give hovedpersonen et liv og en fylde som hun reelt ikke har. Vi forstår hende og føler med hende. Livet og teksten er på én gang glasklar og tåget. Transparent og uigennemskuelig. Monologen er som form noget af det sværeste og mest krævende, for der er kun én skuespiller til at bære den og der er absolut intet at gemme sig bag. Teksten er skrevet direkte til Maria Carmen Lindegaard, der er fast tilknyttet teatret. Den svøber sig tæt om hende, og får det hele til at se så let og ubesværet ud, og hun fremfører den med et nærvær og et overskud, så det er en fryd. Diktionen er så tydelig, at hvert et ord høres, selv når hun ligger ned eller står med ryggen til. Der er ingen sprækker – ud over dem som teksten er fuld af.
Julie Maj Jakobsen modtog en Reumert som årets talent i 2012 for ”Forsamlingshuset” og blev Reumert-nomineret for ”Fucking Fattig” året efter.

MARIENBORG – NEJ TAK!  er  overbevisende iscenesat af Mille Marie Dalsgaard.
Skuespiller, instruktør og dramatiker udgør et trekløver, der får det hele til at se legende let ud.

Mille Maria Dalsgaard er kombineret skuespiller, instruktør og kunstnerisk leder af Sydhavn Teater. I november 2016 stod Sydhavn Teater og Teater Nordkraft bag den ødselt opsatte og meget vellykkede ”Jeanne D´Arc” i Dansehallerne, hvor Mille spillede hovedrollen. Det var en bedrift! Efterfølgende spillede hun i foråret 2017 egenhændigt samtlige roller i teatrets stedspecifikke vandreforestilling ”Skygge (Eurydike siger)” af Nobel-pristageren Elfriede Jelinek. Det var en svært tilgængelig tekstlig tour de force, der var ambitiøs som bare pokker. Så selv om jeg gik uforløst derfra, gik jeg ikke tomhændet hjem. Sydhavn Teater er uden fast scene, med overskriften ”Internationalt teater med lokal forandring”. Det lyder lidt smart, men der er faktisk dækning for det.

MARIENBORG – NEJ TAK! er en co-prodution med Teatret ved Sorte Hest, hvor forestillingen spiller fra den 12.-20 marts 2018, mens den spiller på Postcaféen i Sydhavnen fra den 24. januar til 3. februar 2018. 

Fotograf: Lars Grunwald/Polfoto: Robin Hart

MARIENBORG – NEJ TAK!

75 min. Monolog

Dramatiker: Julie Maj Jakobsen

Instruktør: Mille Maria Dalsgaard

Skuespiller: Maria Carmen Lindegaard

Teknik: Søren Hansen

Forhus: Malik Hansen

Producent: Mathilde Johnsen

Co-produktion med Teatret ved Sorte Hest

* 

Sydhavn Teater:
 

Postcaféen, Borgbjergvej 26, 2450 København SV

25. januar - 3. februar 2018

Hjemmeside og billetter

*

Teatret ved Sorte Hest:

Vesterbrogade 150, 1620 København V 

12. - 20. marts 2018

Hjemmeside og billetter 

 

*

Anmeldelse: FAUST på Mungo Park

Selv om Mungo Parks forestillinger altid er flot opsatte rent visuelt, er det ingenting mod det der møder os i FAUST. Johann Wolfgang Goethe (1749-1832) opfandt ikke Faust. Han siges at have levet omkring år 1500 i Württemberg, og var åndemager og stjernetyder, men også en svindler. I 1587 bliver der udgivet en folkebog om ham, hvor han er blevet til en lærd mand, der indgår en pagt med djævelen om evigt liv. Inden 1600 var bogen oversat til 5 sprog – og til dansk i 1588. Året efter blev den dramatiseret af Shakespeares samtidige Christopher Marlowe, der var fascineret af beretningen om mennesket, der tør sætte sig op imod den guddommelige orden. Goethe arbejdede med historien hele livet. I 1813 udkom 1. del og 2. del i 1832 – kun 8 måneder før Goethe døde. De to deles samlede 459 siders er frit bearbejdet af Line Mørkeby, Line Bie Rosenstjerne, Martin Geertz og Morten Christensen i en samproduktion med Alias Teaterproduktion. Line Mørkeby skrev Mungo Parks seneste forestilling ”Fritz Hansen Folket” og ikke mindst ”De Stuerene”.  Mungo har i forvejen en fornem samarbejdstradition, for da de sidst - i samarbejde med Skuespilhusets Eventministerium - lavede ”Boys Don´t Cry” (på kun 11 dage!) vandt de Årets Reumert 2014. Måske sker det samme med FAUST. Den er overdådig både i form og indhold. Der er tale om en ganske voldsom bearbejdelse, for det der i Skuespilhusets 2006-opsætning af Katrine Wiedemann med Jens Jørn Spottag og Nicolas Bro som Faust og Mefisto var en større ensembleforestilling, er hos Mungo Park blevet til et kammerspil med bare 4 medvirkende - på kun 1 time og 45 minutter.  

 

 

Alt hvad der oprindelig var af prologer, mellemspil og epiloger er som blæst væk. Og hvad med Goethe? Er han også røget ud med badevandet? Ja, til dels, og alligevel bliver det der står tilbage et voldsomt og vellykket konglomerat af originalteksten. Det er en yderst fortættet beretning, og det er rent ud sagt utroligt så visuelt betagende den tidsløse fabel om fortabelse er i Allerød.

Spillet i alle fire roller er tæt og djævelsk velfungerende.
Djævelen og Faust  skal spilles så de matcher hinanden, for at stykket får den rette balance og bliver så farligt som muligt. For et spil om fortabelse er absolut ikke uaktuelt – heller ikke i dag. Der er et gnistrende samspil imellem de to. Henrik Prik er formidabel, og hans sproglige beherskelse af blankversene (ikke mindst i åbningsscenen) er flot. Som djævelen er Martin Geertz skræmmende i hvidt ulasteligt jakkesæt. Der er ingen horn og hale, men vi er ikke i tvivl om at han kommer ”nedenfra”.  Marianne Mortensen er mildest talt udknaldet som heksemutter. Stærkt spil! Gretchen spilles af Line Bie Rosenstjerne, der både skal spille uskylden selv og det modsatte, da vi siden møder hende i dødsriget. Inden da lever hun i et tæt incestuøst forhold med broren, bevægende spillet af Carl Christian Riestra, der er blind, men alligevel seende nok til at forstå, hvad der foregår.

Stykkets flotteste scene er da Faust og Gretchen elsker i silhuet mod det udspændte stof, der også gør det ud for sengen, hvor hun bagefter kvæler broren, da han vågner op af sin bedøvede søvn - og opdager dem. Det tager chokerende lang tid inden hun får kvalt ham. Eller også er det fordi tiden står stille, mens det står på. Siden slår hun både sig selv og barnet ihjel. Det er ikke at ødelægge spændingen at vide det på forhånd, for så mange ord er fjernet, så det kun er en fordel at være sig handlingen bevidst. For med tragedierne og klassikerne er det ikke et spørgsmål om, HVAD der sker, men HVORDAN.

Iscenesætteren Henrik Grimbäck har sammen med scenografen Julian Toldam Juhlin formået det utrolige med det trange scenerum, således at de pladsmæssige begrænsninger faktisk fremstår som en fordel. Stærkt og effektivt sekunderet af lysdesigneren Jacob H.S. Rasmussen, der lader lyset antage psykedelisk karakter, når det udspaltes som når lys brydes i en krystal, og kaster farvede skygger, så alt fremstår fordrejet, forhekset og fortryllet. Ja, der er sandelig ingen grund til at vente på sin egen fortabelse, når man allerede nu kan opleve Fausts ypperlige og sødmefyldte endeligt hos Mungo Park i Allerød.

 

FAUST

Mungo Park i co-produktion med Alias Teaterproduktion

1 time og 45 minutter

Premiere: 19.1.2018 -  Sæson 2017/2018

Instruktør: Henrik Grimbäck

Dramatikere:
Johann Wolfgang Goethe, Line Mørkeby, Line Bie Rosenstjerne, Martin Geertz og Morten Christensen

Medvirkende:
Henrik Prip, Marianne Mortensen, Line Bie Rosenstjerne, Martin Geertz og Carl Christian Riestra

Scenograf: Julian Toldam Juhlin

Komponister: Carl Christian Riestra og Carl Erik Riestra

Lysdesigner: Jacob H.S. Rasmussen

Lyddesigner: Rasmus Overgaard Hansen

Rekvisitør: Katrine Tuborgh

Instruktørassistenter:
Anne Bak Rasmussen og Tamara Mathiesen

Kostumier: Hanne Møller

Sminke: Hanna Kureer

Produktionsleder: Bjarne Jørgensen

Teknisk afvikler/forestillingsleder: Peter Schøning

Teknik/værksted:
Oskar Jankovic, Klaus Boje Bentsen, Mathilde Schwartz og Sonny Oeftiger

Hjemmeside

Mungo Park, Fritz Hansens Vej 23, 3450 Allerød

*

Andre anmeldte Mungo Park-forestillinger:
Fritz Hansen Folket, Uledsaget, Nordskoven 
& De Stuerene

               Andre anmeldte Line Mørkeby-forestillinger:  

Fritz Hansen Folket, Ung blond pige & De Stuerene  

 

 

Anmeldelse: SEX AND BETRAYAL i Huset

 

Man føler sig godt tilpas, når man træder indenfor. Der er sat små caféborde frem, der er en indbydende bemandet bar i den ene side og et flygel i den anden. Imellem de to er der et rødglitret staniolforhæng. Foran er der placeret et lille bord med selvhjælpsbøger om kærlighed og sex. Vi er med andre ord inviteret indenfor til en sexy cabaret, der bliver varetaget af to sexologer. Hun, Emmi (Jana Pulkrabek) er blond, slank og kvik. Han, Leo (Siegmar Tong) er sindig, lidt bamset og rar. Umiddelbart er de et umage par, og derfor er det så meget desto mere spændende, da de bevæger sig ind i den fælles historie, der knytter aftenen sammen. Set-up´et er meget forenklet. De sidder i hver sin side af scenen og ringer på en lille klokke hver gang de afsender en mail til den anden, for det hele starter med en fejlsendt mail, men kontakten udvider sig og antager amorøse over- og undertoner. Hun er eventyrlysten og drømmende. Han er mere tilbageholdende, men stadig nysgerrig – og spørgende. De spiller deres fælles usikkerhed ud mod hinanden. De smyger sig rundt om billedet af hianden, sådan som de forestiller sig det. Eller rettere sådan som det bliver til for deres indre blik. Det er et drømmespil, for de mødes aldrig. Eller det gør de måske alligevel – til sidst, men så er det måske for sent? Eller er det? Forinden træder en tredje person (Tom Hale) ind imellem dem, da det viser sig at hun allerede er gift. Rent konkret begynder ægtemanden at skrive til ham som hustruen har forelsket sig i, og hvad det afstedkommer vil være synd at afsløre her.

 

 

Historien om de to (der bliver til tre), skrevet af Daniel Glattauer, er nærmest skematisk, men den efterlader publikum i en løftet og lidt chokeret stemning. For vi kender det godt – denne ordenes passion via nettet - hvor vi er så tæt på at vi næsten kan røre, og alligevel så langt væk at det bare er tryk på tastaturet, før alting igen forsvinder. Men med ét bliver det så virkeligt at alt andet blegner, for vi føres ud på imaginære rejser, der både fortryller og forfører. Det samme skete efter premieren, hvor publikum blev siddende, for ingen havde umiddelbart lyst til at gå. Det er et kompliment, og så gør det mindre at rammefortælling med de to sexologer virkede uinteressant, for forestillingens egentlige rejse ledte lige ind i hjertet, så uprætentiøs som den var. Den blev ledsaget af veloplagte sang- og dansenumre.

 

 

Ret beset sker der ikke meget mellem lagnerne. Men der er alligevel meget på spil, og det er det væsentligste. Det er flot, at HIT og den myreflittige instruktør/teaterleder Jeremy Thomas-Poulsen har fået skabt et driftigt engelsksproget teater i løbet af et par sæsoner og har mange spændende ideer og forestillinger i spil. Det startede med en munter Shakespeare-parodi, hvor ”Elsie & Norm`s Macbeth” var lutter fnis og grin. Stort teater var det ikke, men det var veloplagt og meget forfriskende. Til gengæld var den efterfølgende ”Venus in Fur” et pletskud. En meget vellykket forestilling, der både var fint udført og instrueret. Efterfølgeren, "No exit - reloaded" - en  opdateret udgave af Sartres ”Lukkede døre” genskabt af John Foster, var flot tænkt, men rørte mig ikke, selv om det øvrige publikum responderede begejstret. Siden har der været yderligere to forestillinger, hvoraf den ene var af mere komisk tilsnit. Alle iscenesat af Jeremy Thomas-Poulsen, der ikke mindst med ”Venus in Fur” (be)viste at han har et godt greb og stærk kunstnerisk nerve. Teatrets næste forestilling lyder også spændende, så det er en god ide at holde øje med, hvad det videre sker i HIT – House of International Theatre, hvor engelsk er det talte scenesprog.
 

Sex and Betrayal between the Sheets

Spilleperiode: 18.-28. januar 2018

Tirsdag-lørdag: kl. 19,
søndag den 21.1. kl. 17, søndag den 26.1. kl. 14

HIT - House of International Theatre

 Hjemmeside & billetter 


*

 

Instruktør: Jeremy Thomas-Poulsen

Skuespillere:
Jana Pulkrabek, Siegmar Tong og Tom Hale

Lys: Paul Damade

Scenemester: Angelique Giroir

Producent: Manusarts

*

HIT - House of International Theatre

Huset-KBH, stage, 4. sal,

Rådhusstræde 12, 1466 Copenhagen

 

Det allerførste Sammenføringsgilde var tænkt som noget helt andet

*

15.000 har læst beretningen fra #sammenføringsgilde i december hos Paul på Amager. Men hvordan startede det egentlig? Katrine fra Nordjylland har sendt mig denne beretning, hvor også Fawaz og Mads er nøglepersoner. Så velkommen til den varme og muntre beretning om det første sammenføringsgilde, der egentlig var tænkt som noget helt andet..

*.

Katrine beretter:

"Der var en der på et tidspunkt spurgte, hvordan idéen opstod og hvordan man holdt et sammenføringsgilde... Mads bad mig svare: Ja, hvad gjorde jeg, Mads? ...der er jo sådan set ingen opskrift på det, jeg tror bare at jeg var der. Helt lavpraktisk er idéen egentlig meget-meget simpel, man inviterer nogle mennesker hjem til sig selv, spiser sammen og donerer det man, hver især kan undvære til de uledsagede mindreårige. Det er ikke en konkurrence om hvem der kan undvære mest eller hvilken middag der samler flest penge ind, det handler udelukkende om at mødes -om at være sammen om en fælles sag. Derfor bliver de individuelle beløb heller ikke offentliggjort nogen steder. Det her er nemlig noget vi alle sammen skal kunne samles om. Jeg gjorde det til "min" middag, at jeg lavede en åben invitation i venligboerne Aalborg, med #sammenføringsgilde. Jeg lavede simpelthen et opslag hvor jeg fortalte hvor mange gæster jeg havde plads til, hvilken by og hvilken dato. Derefter blev pladserne besat efter "først til mølle" princippet. Da alle pladser var væk oprettede jeg en "begivenhed" for middagen hvor jeg skrev adressen, og hvor vi kunne kommunikere med hinanden. For at undgå det akavede i at gå rundt med en raslebøsse under selve middagen blev "begivenhedsgruppen" i dag også brugt til at informere om mobilepay nummeret og kontonummeret til donationerne.

Det var det praktiske, men historien begynder egentlig for et par måneder siden.

Foto: Daniel Hjorth

 

Jeg har fulgt venligboerne på sidelinjen et stykke tid, og jeg blev pludselig opmærksom på den stramning af familiesammenføringsreglerne der betyder at børn der er tilkendt opholdstilladelse og familiesammenføring i Danmark selv skal finde ud af at skaffe penge til deres families billet. De skal betale for at være sammen med deres forældre. Uretfærdigheden i at behandle børn på den måde var overvældende for mig. Jeg er selv både datter og mor.

Nogenlunde samtidig var Mads Nygaard mfl., i gang med en stor litteraturindsamling, og jeg havde også set et opslag hvor Mads nævnte noget om nogle koncerter. Så jeg tænkte "mad og musik kører meget godt i spænd, jeg er ikke forfatter så det kan jeg ikke bidrage med, men jeg er ret god til at lave mad... og mad kan man altid sælge, det kan være min måde at hjælpe de her børn".

Jeg skrev til ham at hvis han på et tidspunkt kunne bruge en til at lave noget mad, evt. i forbindelse med en koncert, så ville jeg rigtig gerne hjælpe.

Det jeg mente med beskeden var ikke det Mads forstod, og på den måde opstod det private #sammenføringsgilde.

Det opstod ud af en lille (åbenbart dårligt formuleret) besked der blev delt i venligbo-grupperne i København og Aalborg. Beskeden blev udviklet af os alle sammen, og den fik et navn. Derfor tilhører idéen ikke nogen -der er ingen ophavsmand. Sammenføringsgildet er opstået ud af (miskommunikation) krænket retfærdigheds følelse og ren og skær medmenneskelighed.

Nu er der jo mange måder at lave mad på, sammenskudsgilde, snobrød på bål, brunch, kaffekomsammen eller hvad man nu kan finde på. Man kan vælge at invitere folk man kender, eller man kan gøre som mig og ende op med mennesker man aldrig har mødt.
Den eneste af mine gæster jeg havde bare en lille idé om hvem var, var Mads, men jeg havde aldrig mødt en eneste af mine gæster.

Jeg havde faktisk forestillet mig at jeg skulle lave maden selv (det er mit fag), men der skete bare det at Fawaz en af gæsterne meldte sig frivilligt som kok. Selvom at jeg har et meget anstrengt forhold til at dele mit køkken med nogen som helst, kunne jeg jo ikke sige nej til Fawaz (og hvor er jeg i dag bare glad for at jeg ikke gjorde det, han er en formidabel kok og et helt igennem fantastisk menneske).

Ingen af os ville træde den anden over tæerne, så ingen havde taget teten. Det betød at da jeg (45 min. for sent) samlede Fawaz op var der ingen plan for menuen. Men efter flere længere diskussioner, om hvidløg, om hvem der skulle betale og om hvem der skulle bære poserne lykkedes det at få handlet ind, og efterfølgende også at få lavet en ret fantastisk middag, der var klar da de VORES gæster ankom kl. 18.

Vi var en blandet flok... Mads og Fawaz der startede venligboerne, en ung mand fra Eritrea, en byrådspolitiker der snart skal være far, en utrolig dygtig digter der berigede arrangementet med oplæsning af sine egne digte og som lånte HC Andersens samlede værker. Et ungt ægtepar - de sødeste mennesker, der ved at Mads elsker grillkylling. En ildsjæl der brænder for musik, og som gav aftenens smukkeste donation... en brun pose med teksten sammenføringsgilde skrevet med røde blokbogstaver, den kom fra hjertet.
Men de der gjorde forskellen for middagen var Marta og Karen. De kom alene, og kendte absolut ingen, ikke engang mig, for ligesom jeg er de heller ikke "aktive" i venligboerne.

Det er de to kvinder der er de modige og som gør en forskel, Det er så vildt at deltage i en middag hvor man ikke kender nogen, hvor man udelukkende deltager på grund af formålet. Jeg sender dem al min taknemmelighed.”

***

Jeg var helt paf efter at have læst Katrines vidunderlige beskrivelse, og sad med et stort smil, mens jeg læste den - og tænkte bagefter at den må da videre ud i verden. Det var Katrine (samt Mads og Fawaz) med på. Så her er den. Tak til Katrine for denne hjertevarme og muntre beretning!

*

Læs udskrift med link til podcast på DRs hjemmeside
om Sammenføringsgildet på Amager,
fra "Klik" på DR P4 tirsdag den 9.1.2018.

 

Læs mere om de

kommende sammenføringsgilder