onsdag den 20. juli 2016

Mika Filborne: Der må ikke være nogen grænser i musikken


                                                                                                                      Fotograf: Michael Linnas
 
Oplev Mikas musik på lørdag til opvarmnings-arrangementet AT FINDE HJEM i Vedbæk og igen på festivalen MED OG UDEN SMYKKER, hvor han musikalsk binder de tre aftenarrangementer sammen med sit klaverspil. Derudover akkompagnerer han Ulla Henningsen i ”God Bless The Child” og indgår i et lyrisk/musikalsk samarbejde med digteren Sternberg omkring Sternbergs ”Tidsrejsedigte”.

-En enkelt tone kan give mig gåsehud!, siger Mika Filborne, der har sat sig til rette i en kurvestol over for mig ude i min kolonihave. Vi mødtes få dage forinden på Betaniahjemmet, hvor hans mormor, Aase fejrede sin 90-års fødselsdag. Ikke fordi hun bor der, men fordi hun står i baren og arbejder der som frivillig. Hendes 28-årige barnebarn satte sig efter den fine 3 retters-middag til klaveret og spillede 3 korte klaverstykker for fødselaren. Der blev straks helt stille. Klavertonerne gled lige så stille ind i os, og gjorde noget ved os. Vi var ikke mere de samme efter at have lyttet til hans musik. Hjemme lyttede jeg videre på YouTube til andre af hans kompositioner. ”Away from the dark” og ”Black Rose”.


 
Mika Filborne fortæller, at han startede med at spille klassisk klaver som 9-årig. Da han blev drillet med det, stoppede han som 14-årig, og det var først da han kom på efterskole, at han tog fat i det igen. Det skete næsten ved en tilfældighed, for på efterskolen havde han tilmeldt sig idrætslinjen, men da musiklæreren tilfældigvis kom forbi en dag, hvor han sad og spillede, flyttede han ham resolut over på musiklinjen. Det trak en lige linje frem mod Saturnus.

-Jeg spillede i DOOM-bandet Saturnus, der kommer fra Amager. De spiller det man kalder DOOM-metal, der er meget langsomt og melodisk. Det gav mig mulighed for at komme rundt og spille i verden, for det er et verdensband, så jeg har stået på en scene og spillet for 38.000 mennesker. Men jeg forlod Saturnus igen, da jeg ville gå mine egne musikalske veje, fordi der var noget inde i mig, der gerne ville ud. Toner kan være som ord. Der er ikke så langt fra heavy metal til klassisk musik. Soloerne og tonelængderne er de samme. Der er også mange metalbands der samarbejder med symfoniorkestre, hvor de laver musik sammen og får det til at gå op i en højere enhed.

 


Måske forstår jeg allerbedst koblingen mellem de for mig, meget forskellige universer, når jeg lytter til Mikas ”Demon´s Eye”, hvor der ligger en tågeindhyllet speak i baggrunden, der slutter manende med ordene ”Wake up”. For hvordan spille i et heavy metal-band og samtidig have denne overjordiske lyd i musikken, der gør det mere overjordisk end underjordisk? Måske er det netop Mikas åbenlyse talent, der bygger bro mellem de to, og gør vandringen gennem hans musikalske universer så fascinerende.

I ”Death and beauty” ligger der en vedvarende grundtone, der klinger gennem det, der mest minder om en evighed. Et ganske let klavertema slynger sig rundt om den første tone, hvorefter fløjtelyden gør svælget mellem døden og skønheden forunderlig og evig. Lydene bliver trukket ud så længe at det næsten ikke er til at holde ud, og alligevel er det behageligt at lytte til. Det sætter sig inde i kroppen og virker umådelig spændingsopbyggende og åbner til en indre verden. Som musik på den yderste dag, hvor alting er stoppet, og hvor der kun er de første toner af det helt nye og spæde liv der spirer frem.

 -Jeg synes at det er fantastisk, når de forskellige genrer møder hinanden. Hvis det swinger, er jeg med. Musik har ingen grænser. Det skal bare slippes fri. Der må ikke være nogen grænser, fortæller Mika før vi skilles.

 
 

Ingen kommentarer: