torsdag den 8. februar 2018

Anmeldelse: BANG UNPLUGGED på Edison



"Regissørens Klokke lød. Langsomt kom Publikum paa Plads, mens Trampen paa Galleriet, Snakken i Parkettet, Appelsindrenges Raab overdøvede Musikken - og endelig ogsaa de sløve Folk i Logerne kom til Ro og ventede. Det var Numret: L e s  q u a t r e  D i a b l e s."



Herman Bang ville selv have elsket opførelsen af hans 50 sider lange fortælling ”Les Quatre Diables”, der er navnet på luftakrobattruppen, der består af brødrene Adolphe og Fritz, og søstrene Aimée og Louise.
Bang var selv i sin tid berømt for sine animerede oplæsninger, og blev flittigt karikeret i vittighedsbladet ”Corsaren” (1840-55) - ligesom Kierkegaard blev det.
Finn Abrahamowitzs skildrede Bang i romanen ”Smertens Mester” (1985), og Jakob Weis satte ham på scenen i Folketeatrets ”Bang og Betty” (2012), og Karen-Lise Mynster har som scenisk konsulent mindst lige så godt fat i fortællingen om luftakrobattruppen. Få kan som Bang skildre den frygtelige lidelse og smerte som kærligheden afstedkommer.
 
 
Når hovedpersonen hedder Fritz, skyldes det utvivlsomt at Bangs egen ulykkelige kærlighed bar samme navn, for det er tydeligt at mærke sammensmeltningen af smerte, lyst og fortvivlelse som hovedpersonen er bærer af. Den samtidige Edvard Munch afbilder kvinden som en vampyr, der suger manden tør for kraft og liv, og det er samme kærlighedsbillede, der går igen i fortællingen om de fire luftakrobater og den skønne fornemme kvinde i logen, der sværmer for Fritz og som han drages fatalt imod – som myggen mod den tilintetgørende flamme.
Anders Refn filmatiserede fortællingen med titlen ”De Flyvende Djævle” i 1985. En fantastisk filmisk fabel, der allerede dengang ramte mig, som da Mrs. Robinson nedlagde sin Benjamin i ”The Graduate”. Det er det samme tab af uskyld der sker på Edison, men med endnu mere fatale følger.

 
Vi sidder i en manege, hvor skuespillerne Mette Frank og Petrine Agger i frydefuldt samspil reciterer teksten, så tekstens iboende teaterliv står lyslevende. Ud over to orangemalede trappestiger som bliver brugt på mange forskellige måder, er de eneste sceniske remedier de to sorte jakker som tages af og på. Det er det hele. Og det er mere end nok. Jeg sad med tilbageholdt åndedræt fra start til slut – i en hel times tid. Jeg burde mindst være død af iltmangel, men følte mig tværtimod iltet og genopvakt.. Her var intet – og alligevel alt. Det var én lang fryd.
Joachim Holbeks lille gennemgående chanson havde en lige så stærk og inciterende virkning som Mordets Melodi i filmen af samme navn. Det er en lille melodi, der med sin dvælende sanselighed både kan illustrere den spirende lyksalighed og samtidig få det til at gyse i én - før det afgørende spring.
Der er ikke ændret ét komma i den oprindelige fortælling. Det er med andre ord en forestilling, der forholder sig tro over for oplægget - og der er ikke ét ord for meget. Men selvfølgelig er den samlede tekst beskåret, for ellers kunne spilletiden ikke holdes. En publikummer, der sad et par pladser fra mig, sagde bagefter til sidemanden, at det til tider kunne være svært at hitte rede i, hvad der skete og hvem der sagde hvad. Det er jeg slet ikke enig ikke, for jeg har sjældent oplevet en så smuk, ren og besjælet tekstfremførelse.



Holdet bag ”Bang Unplugged” står også bag ”Blixen Unplugged”, som jeg ikke har set, men til gengæld nød jeg ”Romantiker” med Mette Frank i Poesiens Hus på Oslo Plads i 2016. Det er let at tænke den som mellemstation til Bang-forestillingen, for det sværeste er den rene enkelhed. Den som det netop er opnået med Bang. Mens det i ”Romantiker”, med ord af Michael Strunge, Morti Vizki og Lene Henningsen, var en ordtæt rejse gennem aftenen, natten og frem mod morgendagen, er det i ”Bang Unplugged” snarere en rejse, der starter med pirren og nysgerrighed, og som via fuldbyrdelsen ender med destruktion og død.
Det gælder om at skynde sig i teatret, så længe det stadig er muligt at opleve Les Quatre Diables – og deres dødsspring. For sjældent har døden smagt så sødt og bittert som den gør for de to elskende. Hun elsker ham, mens han elsker en anden. Det er en sjælden fin oplevelse.
 


BANG UNPLUGGED
De Fire Djævle

Spilleperiode: 6.-10. februar 2018
Edison, 
Betty Nansens Intimscene, Edisonsvej 10, 1856 Frederiksberg

På scenen: Petrine Agger og Mette Frank
Scenisk konsulent: Karen-Lise Mynster
Scenografi/kostumer: Oana Constantineanu
Komponist: Joachim Holbek
Arrangør: Christine Bibaud/Sceneprojekt

Trailer

"Bang Unplugged" havde premiere i november 2017 i Literaturhaus på Nørrebro og spillede bagefter i Karens Minde Kulturhus i Sydhavnen - og altså nu på Edison.
Forestillingen har modtaget støtte fra Vilhelm Hansen Fonden, Christian X´s Fond, Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik samt Georgs Jorcks, Hustru Emma Jorcks Fond og Københavns Scenekunstudvalg.

 
Amour, amour,
oh, bel oiseau,
chante, chante,
chante toujours
 
Der var netop den Aften meget livligt paa Markedet,

lørdag den 3. februar 2018

At sidde til bords med hele verden


 
Immart Artist Dinner
i Global Art Gallery
fredag den 2. 2. 2018

Vi skulle mødes i Global Art Gallery på Skalbakken i Vanløse. Det regnede i stride strømme, så det var dejligt at komme indenfor. Vi var 18 tilmeldte, der tørnede sammen til Immart Artist Dinner, arrangeret af Immigrant Art. Nicol Foulkes Savinetti havde orkestreret aftenen. Vi skulle hver medbringe en ret og havde fået til opgave at præsentere én af de andre deltagere. Vi var på forhånd inddelt i 3 hold. Det var de røde, der lagde for. Selv skulle jeg introducere Sunniva fra Færøerne. Antropolog der på feltarbejde i Argentina, havde mødt kæresten Sebastian fra Colombia, der til gengæld skulle introducere mig. Sunniva og Sebastian samarbejdede også kunstnerisk, for Sunniva leverede researchen til de performances som Sebastian lavede. Senest i samarbejde med Udviklingsplatformen for Scenekunst.
Jeg var nødt til at få en nærmere forklaring, for når Sunniva som antropolog arbejder med ernæring og mad, hvordan kunne det så indgå i Sebastians performances? For det viste sig ikke bare at være den mad han spiste, men også den suppe-opskrift og det internationale samarbejde han indgår i med tilberedning af suppe, der viser noget om hvordan (mad)kulturer inspirerer og udvikler sig i mødet med andre kulturer.


Alvaro, som jeg sad ved siden af, havde læst medicin og var fra Madrid, men havde sideløbende hele tiden glødende interesseret sig for at fotografere – inde i kroppen! Jo, han manglede lige at opfinde det kamera, der kunne gøre det, men fortalte så inspireret og detaljeret om det, så jeg ikke var i tvivl om at det nok skulle lykkes for ham. Og jo, Danmark var et godt land at arbejde videre med de ideer i.



Sune, der sad overfor, var indehaveren af galleriet, hvor vi befandt os. Selv boede han i en lejlighed på 2. sal og havde sin rådgivningsvirksomhed på 1. sal. Både virksomheden og galleriet var baseret på og inspireret af menneskerettighederne. Således at de ophængte værker skulle spille sammen med hans rådgivning på 1. sal, hvor det handlede om at få implementeret menneskerettighederne og en social ansvarlighed hos de danske virksomheder, der ville videre ud i verden for at erobre nye markeder - i overensstemmelse med den etiske ansvarlighed, der forventedes.  


 



Jeg var også glad for at møde Depp, der nu arbejder på dagbladet Information. Deep er syrer fra Damaskus, og har allerede optrådt flere gange i Informations spalter. Han var journaliststuderende, da han for 3-4 år siden flygtede hertil, men han er også digter - uden at vide det selv. Hans særegne forståelse og talent for at observere og beskrive det han ser, gør ham til noget ganske særligt. Både han og aftenens arrangør, Nicol Foulkes Savinetti, var jeg så heldig at have med på sidste års festival, ”Ja tak, til kaffe”. Depp til åbningen og Nicol til afslutningen.

Det var som at sidde til bords med hele verden. Der var dejlig mad inspireret af alverdens køkkener, og imellem vores introduktioner af hinanden, var der musik og sang - og performance. Selv var jeg inviteret til at fortælle om festivalarbejdet.

Det engelske oplæg kan læses og høres under ”Nyheder”.


 


Selv om aftenen ikke handlede om at samle ind til uledsagede flygtningebørn, var der mange fællestræk til det lige så dejlige Sammenføringsgilde ude hos Paul på Amager i december. Sikkert fordi begge ”gilder” handlede om at møde nye mennesker. Det var blikke på andres liv (og værker), for noget af det mest fascinerende og berigende er at møde mennesker og blive draget ind i deres forskellige verdner. Det gælder om at nære trangen og lysten til at åbne vinduet ud til verden. Der er alt at vinde i dette møde med det fremmede, men  vi skal turde det og gøre det med så stor åbenhed, så vi ikke forfalder til at tro på de skræmmebilleder, som alt for ofte repeteres omkring os. Det giver håb at møde andre og en tro på verden - og jeg drog opløftet hjem derfra.

Vedr. Sammenføringsgilderne i Venligbo-regi:
Læs beskrivelsen fra Sammenføringsgildet på Amager – og også Katrines muntre og hjertevarme beskrivelse af, hvordan det hele startede, for egentlig skulle det have været noget helt andet. Siden da har det grebet om sig. Man kan læse om de kommende gilder på siden her.


Også hos Immigrant Art er der planer om, at middagene skal gentages månedligt.
Læs mere.
Det koster ikke noget at være medlem, og det kræver ikke andet end at man enten er kunstner eller bare interesserer sig for den internationale udveksling mellem danskere og herboende udlændinge. Prøv det!

 
Alle fotos: Nicol Foulkes Savinetti
 
Læs også Nicols beretning fra middagen.  

torsdag den 1. februar 2018

Bedsteforældre for Asyl modtager Venskabsprisen



SOS Racismes Venskabspris

til Bedsteforældre for Asyl 
i Verdenskulturcentret den 31.1.2018
 
”I holder af, I holder med og I holder ved!” sagde Anne Nielsen (formand for SOS mod Racisme) ved prisoverrækkelsen af Venskabsprisen til Bedsteforældre for Asyl i aftes i Verdenskulturcentret.    

Nina Lørring (Bedsteforældre for Asyl) takkede for prisen med ordene: ”På mange måder er det værre i dag end da vi startede. Anerkendelsesprocenten for dem, der får asyl er meget, meget lavere end den har været i mange år, og der gives frygteligt mange afslag. Hovedmantraet hos regeringen er i dag: ”Vi skal have dem hjem, de skal udsendes, og det skal de på alle mulige måder tilskyndes eller trues til!”
 
 
 
Tove Krag fra Kongelundsgruppen (Bedsteforældre for Asyl) fortalte muntert om de vellykkede udflugter, som de havde lavet med kvinderne fra Kongelunden, der aldrig tidligere havde været på nogen som helst udflugter, og slet ikke uden hverken mænd eller børn, og sluttede med at konstatere: ” Det kan ikke siges stærkt nok: Det er en skændsel at placere forældre med børn i Sjælsmark. Det er psykisk nedbrydende, det er umenneskeligt – og vi kan kun sige det til jer som I garanteret ved i forvejen - Der er fortsat brug for hjælp. Nu mere end nogensinde. Jeg tror ikke at der er steder i Danmark, hvor man behandler mennesker på den måde. Det er værre end at være i fængsel i Danmark. Der er brug for fortsat at protestere mod de forhold. Det er frygteligt at være på besøg i Sjælsmark og se, hvordan regeringen og støttepartiet accepterer at mennesker skal leve.”

Jørn Nerup fra Lægegruppen (Bedsteforældre for Asyl) fortalte fint og oplysende om, hvordan man forsøger at fastslå unge flygtninges kronologiske alder ud fra metoder, der videnskabeligt slet ikke er belæg for at bruge, hvilket man heller ikke gør i andre lande. Kun i Danmark. Fordi der fra regeringens side er behov for et redskab og en metode til at fastslå den pågældendes alder i et forsøg på at ”dokumentere” at alderen er over 18 og dermed voksen, for at kunne gøre det lettere at behandle - og i sidste ende give afslag på asyl. 
 


Pris-omtaler :

Læs Marianne Olsens ord om Venskabsprisen
Arrangementsopslag på Facebook

-----------------------------------------

Opdatering:


Hvor er det dejligt at så mange har været inde og læse om prisoverrækkelsen.
1.400 har læst med om den fine begivenhed i går aftes.
For dem der vil mere end bare læse og sympatisere, er der en mulighed mere,
der intet andet kræver end et par tryk på tastaturet. På Folketingets nye Borgerforslag kræves der 50.000 stemmer før et forslag kan komme op i Folketinget.
Det startede i forgårs og et af de 10 forslag, der allerede ligger der, handler netop om ”Statsborgerskab til unge mennesker, som er født og opvokset i Danmark - indfødsret ved erklæringsafgivelse”.
Man stemmer – og det er anonymt - ved at følge linket, logge ind med NemID og bekræfte. Det er ganske enkelt – og det kan måske være med til at gøre en forskel.
Jeg synes at det er forsøget værd. Det er et af de mest støttede forslag.
 
NB: Her er et tip!
Selv havde jeg svært ved at komme ind med Internet Explorer, men da jeg skiftede browser til Google Chrome gik det bedre.
 
 - 4.2.2018 kl.18.28 -