torsdag den 8. februar 2018

Anmeldelse: BANG UNPLUGGED på Edison



"Regissørens Klokke lød. Langsomt kom Publikum paa Plads, mens Trampen paa Galleriet, Snakken i Parkettet, Appelsindrenges Raab overdøvede Musikken - og endelig ogsaa de sløve Folk i Logerne kom til Ro og ventede. Det var Numret: L e s  q u a t r e  D i a b l e s."



Herman Bang ville selv have elsket opførelsen af hans 50 sider lange fortælling ”Les Quatre Diables”, der er navnet på luftakrobattruppen, der består af brødrene Adolphe og Fritz, og søstrene Aimée og Louise.
Bang var selv i sin tid berømt for sine animerede oplæsninger, og blev flittigt karikeret i vittighedsbladet ”Corsaren” (1840-55) - ligesom Kierkegaard blev det.
Finn Abrahamowitzs skildrede Bang i romanen ”Smertens Mester” (1985), og Jakob Weis satte ham på scenen i Folketeatrets ”Bang og Betty” (2012), og Karen-Lise Mynster har som scenisk konsulent mindst lige så godt fat i fortællingen om luftakrobattruppen. Få kan som Bang skildre den frygtelige lidelse og smerte som kærligheden afstedkommer.
 
 
Når hovedpersonen hedder Fritz, skyldes det utvivlsomt at Bangs egen ulykkelige kærlighed bar samme navn, for det er tydeligt at mærke sammensmeltningen af smerte, lyst og fortvivlelse som hovedpersonen er bærer af. Den samtidige Edvard Munch afbilder kvinden som en vampyr, der suger manden tør for kraft og liv, og det er samme kærlighedsbillede, der går igen i fortællingen om de fire luftakrobater og den skønne fornemme kvinde i logen, der sværmer for Fritz og som han drages fatalt imod – som myggen mod den tilintetgørende flamme.
Anders Refn filmatiserede fortællingen med titlen ”De Flyvende Djævle” i 1985. En fantastisk filmisk fabel, der allerede dengang ramte mig, som da Mrs. Robinson nedlagde sin Benjamin i ”The Graduate”. Det er det samme tab af uskyld der sker på Edison, men med endnu mere fatale følger.

 
Vi sidder i en manege, hvor skuespillerne Mette Frank og Petrine Agger i frydefuldt samspil reciterer teksten, så tekstens iboende teaterliv står lyslevende. Ud over to orangemalede trappestiger som bliver brugt på mange forskellige måder, er de eneste sceniske remedier de to sorte jakker som tages af og på. Det er det hele. Og det er mere end nok. Jeg sad med tilbageholdt åndedræt fra start til slut – i en hel times tid. Jeg burde mindst være død af iltmangel, men følte mig tværtimod iltet og genopvakt.. Her var intet – og alligevel alt. Det var én lang fryd.
Joachim Holbeks lille gennemgående chanson havde en lige så stærk og inciterende virkning som Mordets Melodi i filmen af samme navn. Det er en lille melodi, der med sin dvælende sanselighed både kan illustrere den spirende lyksalighed og samtidig få det til at gyse i én - før det afgørende spring.
Der er ikke ændret ét komma i den oprindelige fortælling. Det er med andre ord en forestilling, der forholder sig tro over for oplægget - og der er ikke ét ord for meget. Men selvfølgelig er den samlede tekst beskåret, for ellers kunne spilletiden ikke holdes. En publikummer, der sad et par pladser fra mig, sagde bagefter til sidemanden, at det til tider kunne være svært at hitte rede i, hvad der skete og hvem der sagde hvad. Det er jeg slet ikke enig ikke, for jeg har sjældent oplevet en så smuk, ren og besjælet tekstfremførelse.



Holdet bag ”Bang Unplugged” står også bag ”Blixen Unplugged”, som jeg ikke har set, men til gengæld nød jeg ”Romantiker” med Mette Frank i Poesiens Hus på Oslo Plads i 2016. Det er let at tænke den som mellemstation til Bang-forestillingen, for det sværeste er den rene enkelhed. Den som det netop er opnået med Bang. Mens det i ”Romantiker”, med ord af Michael Strunge, Morti Vizki og Lene Henningsen, var en ordtæt rejse gennem aftenen, natten og frem mod morgendagen, er det i ”Bang Unplugged” snarere en rejse, der starter med pirren og nysgerrighed, og som via fuldbyrdelsen ender med destruktion og død.
Det gælder om at skynde sig i teatret, så længe det stadig er muligt at opleve Les Quatre Diables – og deres dødsspring. For sjældent har døden smagt så sødt og bittert som den gør for de to elskende. Hun elsker ham, mens han elsker en anden. Det er en sjælden fin oplevelse.
 


BANG UNPLUGGED
De Fire Djævle

Spilleperiode: 6.-10. februar 2018
Edison, 
Betty Nansens Intimscene, Edisonsvej 10, 1856 Frederiksberg

På scenen: Petrine Agger og Mette Frank
Scenisk konsulent: Karen-Lise Mynster
Scenografi/kostumer: Oana Constantineanu
Komponist: Joachim Holbek
Arrangør: Christine Bibaud/Sceneprojekt

Trailer

"Bang Unplugged" havde premiere i november 2017 i Literaturhaus på Nørrebro og spillede bagefter i Karens Minde Kulturhus i Sydhavnen - og altså nu på Edison.
Forestillingen har modtaget støtte fra Vilhelm Hansen Fonden, Christian X´s Fond, Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik samt Georgs Jorcks, Hustru Emma Jorcks Fond og Københavns Scenekunstudvalg.

 
Amour, amour,
oh, bel oiseau,
chante, chante,
chante toujours
 
Der var netop den Aften meget livligt paa Markedet,

lørdag den 3. februar 2018

At sidde til bords med hele verden


 
Immart Artist Dinner
i Global Art Gallery
fredag den 2. 2. 2018

Vi skulle mødes i Global Art Gallery på Skalbakken i Vanløse. Det regnede i stride strømme, så det var dejligt at komme indenfor. Vi var 18 tilmeldte, der tørnede sammen til Immart Artist Dinner, arrangeret af Immigrant Art. Nicol Foulkes Savinetti havde orkestreret aftenen. Vi skulle hver medbringe en ret og havde fået til opgave at præsentere én af de andre deltagere. Vi var på forhånd inddelt i 3 hold. Det var de røde, der lagde for. Selv skulle jeg introducere Sunniva fra Færøerne. Antropolog der på feltarbejde i Argentina, havde mødt kæresten Sebastian fra Colombia, der til gengæld skulle introducere mig. Sunniva og Sebastian samarbejdede også kunstnerisk, for Sunniva leverede researchen til de performances som Sebastian lavede. Senest i samarbejde med Udviklingsplatformen for Scenekunst.
Jeg var nødt til at få en nærmere forklaring, for når Sunniva som antropolog arbejder med ernæring og mad, hvordan kunne det så indgå i Sebastians performances? For det viste sig ikke bare at være den mad han spiste, men også den suppe-opskrift og det internationale samarbejde han indgår i med tilberedning af suppe, der viser noget om hvordan (mad)kulturer inspirerer og udvikler sig i mødet med andre kulturer.


Alvaro, som jeg sad ved siden af, havde læst medicin og var fra Madrid, men havde sideløbende hele tiden glødende interesseret sig for at fotografere – inde i kroppen! Jo, han manglede lige at opfinde det kamera, der kunne gøre det, men fortalte så inspireret og detaljeret om det, så jeg ikke var i tvivl om at det nok skulle lykkes for ham. Og jo, Danmark var et godt land at arbejde videre med de ideer i.



Sune, der sad overfor, var indehaveren af galleriet, hvor vi befandt os. Selv boede han i en lejlighed på 2. sal og havde sin rådgivningsvirksomhed på 1. sal. Både virksomheden og galleriet var baseret på og inspireret af menneskerettighederne. Således at de ophængte værker skulle spille sammen med hans rådgivning på 1. sal, hvor det handlede om at få implementeret menneskerettighederne og en social ansvarlighed hos de danske virksomheder, der ville videre ud i verden for at erobre nye markeder - i overensstemmelse med den etiske ansvarlighed, der forventedes.  


 



Jeg var også glad for at møde Depp, der nu arbejder på dagbladet Information. Deep er syrer fra Damaskus, og har allerede optrådt flere gange i Informations spalter. Han var journaliststuderende, da han for 3-4 år siden flygtede hertil, men han er også digter - uden at vide det selv. Hans særegne forståelse og talent for at observere og beskrive det han ser, gør ham til noget ganske særligt. Både han og aftenens arrangør, Nicol Foulkes Savinetti, var jeg så heldig at have med på sidste års festival, ”Ja tak, til kaffe”. Depp til åbningen og Nicol til afslutningen.

Det var som at sidde til bords med hele verden. Der var dejlig mad inspireret af alverdens køkkener, og imellem vores introduktioner af hinanden, var der musik og sang - og performance. Selv var jeg inviteret til at fortælle om festivalarbejdet.

Det engelske oplæg kan læses og høres under ”Nyheder”.


 


Selv om aftenen ikke handlede om at samle ind til uledsagede flygtningebørn, var der mange fællestræk til det lige så dejlige Sammenføringsgilde ude hos Paul på Amager i december. Sikkert fordi begge ”gilder” handlede om at møde nye mennesker. Det var blikke på andres liv (og værker), for noget af det mest fascinerende og berigende er at møde mennesker og blive draget ind i deres forskellige verdner. Det gælder om at nære trangen og lysten til at åbne vinduet ud til verden. Der er alt at vinde i dette møde med det fremmede, men  vi skal turde det og gøre det med så stor åbenhed, så vi ikke forfalder til at tro på de skræmmebilleder, som alt for ofte repeteres omkring os. Det giver håb at møde andre og en tro på verden - og jeg drog opløftet hjem derfra.

Vedr. Sammenføringsgilderne i Venligbo-regi:
Læs beskrivelsen fra Sammenføringsgildet på Amager – og også Katrines muntre og hjertevarme beskrivelse af, hvordan det hele startede, for egentlig skulle det have været noget helt andet. Siden da har det grebet om sig. Man kan læse om de kommende gilder på siden her.


Også hos Immigrant Art er der planer om, at middagene skal gentages månedligt.
Læs mere.
Det koster ikke noget at være medlem, og det kræver ikke andet end at man enten er kunstner eller bare interesserer sig for den internationale udveksling mellem danskere og herboende udlændinge. Prøv det!

 
Alle fotos: Nicol Foulkes Savinetti
 
Læs også Nicols beretning fra middagen.  

torsdag den 1. februar 2018

Bedsteforældre for Asyl modtager Venskabsprisen



SOS Racismes Venskabspris

til Bedsteforældre for Asyl 
i Verdenskulturcentret den 31.1.2018
 
”I holder af, I holder med og I holder ved!” sagde Anne Nielsen (formand for SOS mod Racisme) ved prisoverrækkelsen af Venskabsprisen til Bedsteforældre for Asyl i aftes i Verdenskulturcentret.    

Nina Lørring (Bedsteforældre for Asyl) takkede for prisen med ordene: ”På mange måder er det værre i dag end da vi startede. Anerkendelsesprocenten for dem, der får asyl er meget, meget lavere end den har været i mange år, og der gives frygteligt mange afslag. Hovedmantraet hos regeringen er i dag: ”Vi skal have dem hjem, de skal udsendes, og det skal de på alle mulige måder tilskyndes eller trues til!”
 
 
 
Tove Krag fra Kongelundsgruppen (Bedsteforældre for Asyl) fortalte muntert om de vellykkede udflugter, som de havde lavet med kvinderne fra Kongelunden, der aldrig tidligere havde været på nogen som helst udflugter, og slet ikke uden hverken mænd eller børn, og sluttede med at konstatere: ” Det kan ikke siges stærkt nok: Det er en skændsel at placere forældre med børn i Sjælsmark. Det er psykisk nedbrydende, det er umenneskeligt – og vi kan kun sige det til jer som I garanteret ved i forvejen - Der er fortsat brug for hjælp. Nu mere end nogensinde. Jeg tror ikke at der er steder i Danmark, hvor man behandler mennesker på den måde. Det er værre end at være i fængsel i Danmark. Der er brug for fortsat at protestere mod de forhold. Det er frygteligt at være på besøg i Sjælsmark og se, hvordan regeringen og støttepartiet accepterer at mennesker skal leve.”

Jørn Nerup fra Lægegruppen (Bedsteforældre for Asyl) fortalte fint og oplysende om, hvordan man forsøger at fastslå unge flygtninges kronologiske alder ud fra metoder, der videnskabeligt slet ikke er belæg for at bruge, hvilket man heller ikke gør i andre lande. Kun i Danmark. Fordi der fra regeringens side er behov for et redskab og en metode til at fastslå den pågældendes alder i et forsøg på at ”dokumentere” at alderen er over 18 og dermed voksen, for at kunne gøre det lettere at behandle - og i sidste ende give afslag på asyl. 
 


Pris-omtaler :

Læs Marianne Olsens ord om Venskabsprisen
Arrangementsopslag på Facebook

-----------------------------------------

Opdatering:


Hvor er det dejligt at så mange har været inde og læse om prisoverrækkelsen.
1.400 har læst med om den fine begivenhed i går aftes.
For dem der vil mere end bare læse og sympatisere, er der en mulighed mere,
der intet andet kræver end et par tryk på tastaturet. På Folketingets nye Borgerforslag kræves der 50.000 stemmer før et forslag kan komme op i Folketinget.
Det startede i forgårs og et af de 10 forslag, der allerede ligger der, handler netop om ”Statsborgerskab til unge mennesker, som er født og opvokset i Danmark - indfødsret ved erklæringsafgivelse”.
Man stemmer – og det er anonymt - ved at følge linket, logge ind med NemID og bekræfte. Det er ganske enkelt – og det kan måske være med til at gøre en forskel.
Jeg synes at det er forsøget værd. Det er et af de mest støttede forslag.
 
NB: Her er et tip!
Selv havde jeg svært ved at komme ind med Internet Explorer, men da jeg skiftede browser til Google Chrome gik det bedre.
 
 - 4.2.2018 kl.18.28 -

 

lørdag den 27. januar 2018

HVIDE PLETTER - en bogforomtale



Jeg gik netop og manglede den stemme. Ja, jeg ledte faktisk efter nogen, der kunne sætte de rette ord på det. Vi kender det. Vi ved det godt, og alligevel mangler der lige ham eller hende til at sige det på rette måde. Og der var han, Egon Clausen,
Vi genkendte først hinanden efter Cypern-mødet hos DEO. Jeg var glad for at kunne hæve blikket op fra den hjemlige mørke andedam og skue ud over Europa. Det blev det ikke mere fredeligt af, men udsynet var heldigvis MEGET større.
”Jeg har en brochure til dig!”
 
”HVIDE PLETTER - Kritik af statens udflytning” hedder bogen, der udkommer om 1½ uge. Den tog 1½ måned for ham at skrive.

Og det som jeg hæftede mig ved, da Egon fortalte om den, rammer han meget godt med citatet fra bogen, om DF:

”Prisen for deres hævntørst er høj, og den skal betales af alle danskere. Som nation får vi et svækket kulturelt beredskab ... I tilgift et offentligt system, der har mistet meget af sin faglige kompetence, og som i årevis vil humpe af sted på administrative krykker ...Her kan der igen tales om pletter, eller rettere: om én plet, men den er til gengæld stor. Den er heller ikke hvid, men sort, og den er blevet sat på Danmark. En stor sort plet.”
 
Om den hovedløse udflytning skriver han om bogen:
”Regeringens samlede indsats er særdeles modsætningsfyldt. I første runde har man flyttet 3.900 arbejdspladser ud af landets kommuner, men samtidig fører man en sparepolitik overfor de selvsamme kommune, så de må fyre 8.000 af deres medarbejdere. I 9 ud af 10 af de berørte kommuner vil den samlede effekt af regeringens politik medføre en reduktion af den kommunale beskæftigelse. Det vil med stor sandsynlighed gå ud over den sociale sektor og måske også skolevæsenet. Til gengæld får man nogle jurister og økonomer. Det er svært at se, at det skal være et fremskridt.”
 
 Jeg glæder mig til at læse hele bogen som Egon selv udgiver
(og her kommer reklamen):

Køb bogen v. henvendelse til Egon
Pris kr. 200, porto kr. 36
MobilePay: 40 37 22 03
Reg. 4201 konto: 2410100773
Egon Clausen: Tlf.: 4037 2202, ecl@pc.dk

onsdag den 24. januar 2018

Anmeldelse: MARIENBORG – NEJ TAK! på Postcaféen

Fotograf: Lars Grunwald/Polfoto: Robin Hart

Overboen banker panden mod radiatoren.
Igen og igen.

Hvorfor hænger han sig ikke bare
og får det overstået i en fart?
 
Tonen i monologen, MARIENBORG – NEJ TAK! af Julie Maj Jakobsen, i Postcaféen, Borgbjergvej 26 i Sydhavnen, er direkte og rå, men også befriende morsom, selv om der tydeligvis ikke er noget at le af. Der bliver ikke skudt noget under stolen. I forestillingen befinder vi os lidt længere oppe ad vejen – i nr. 1, i lejligheden under hvor Anker og Ingrid boede. Statsministerparret, der sagde nej tak til Marienborg, for det var her de følte sig hjemme – i Sydhavnen. Lyden af dem og deres liv siver ind ad væggene og konfronterer hovedpersonen med sit bekvemme, men alligevel virkeløse liv. Hun er en 35-årig arbejdsløs akademiker. Den eneste hun er i kamp med – er sig selv. Hun er frugten af forældrenes kamp på barrikaderne, men nu er der ikke længere noget at kæmpe for, for friheden er blevet så total at den også er blevet ligegyldig. Når telefonen ringer, har hun travlt, hun er lykkelig og selvtilstrækkelig. Hun smiler og hun ler, mens hun fortæller om den kronik som hun arbejder på, men når faren ringer af, er der kun gråd og desperation tilbage. Gråd over egen utilstrækkelighed og desperation over at hun ikke flytter sig ud af stedet. Hun er lænket. Hun har sit eget anker. Helt konkret er hendes ene fod holdt fast med en alenlang kæde. Hun er lænket til stedet og tiden. Hvad skal man gøre, når man har fået alt forærende fra start, men alligevel ikke kan komme ud af stedet?
På det lave bord er der en stor stofdukke, der er klædt som hende. Det ER hende, som hun ligger der viljesløs og lænket. På et tidspunkt indtager hun også selv den spagat-position som dukken ligger i. Det er også fortællingen om en bidronning på afveje, der bliver spist af søskendeparret på 10 og 12 år. Det er hende og storebroren. Han spiser kroppen, mens hun får hovedet – for bidronningen stikker ikke. Nu er han der ikke længere, for han er blevet psykotisk, og er, som hun siger, "...allerede forsvundet over på den anden siden, hvorfra man ikke kommer tilbage". Forgæves holder hun stædigt fast i at det er broren – og ikke hende – der er syg, men noget er tydeligvis galt, for selv om hun er frigjort og uafhængig, føler hun sig handlingslammet og fastspændt.


Fotograf: Lars Grunwald/Polfoto: Robin Hart
Det er tekstens store fortjeneste, at den formår at give hovedpersonen et liv og en fylde som hun reelt ikke har. Vi forstår hende og føler med hende. Livet og teksten er på én gang glasklar og tåget. Transparent og uigennemskuelig. Monologen er som form noget af det sværeste og mest krævende, for der er kun én skuespiller til at bære den og der er absolut intet at gemme sig bag. Teksten er skrevet direkte til Maria Carmen Lindegaard, der er fast tilknyttet teatret. Den svøber sig tæt om hende, og får det hele til at se så let og ubesværet ud, og hun fremfører den med et nærvær og et overskud, så det er en fryd. Diktionen er så tydelig, at hvert et ord høres, selv når hun ligger ned eller står med ryggen til. Der er ingen sprækker – ud over dem som teksten er fuld af.
Julie Maj Jakobsen modtog en Reumert som årets talent i 2012 for ”Forsamlingshuset” og blev Reumert-nomineret for ”Fucking Fattig” året efter. Det er en overbevisende iscenesættelse af Mille Marie Dalsgaard.
Skuespiller, instruktør og dramatiker udgør et trekløver, der får det hele til at se legende let ud.
Mille Maria Dalsgaard er kombineret skuespiller, instruktør og kunstnerisk leder af Sydhavn Teater. I november 2016 stod Sydhavn Teater og Teater Nordkraft bag den ødselt opsatte og meget vellykkede ”Jeanne D´Arc” i Dansehallerne, hvor Mille spillede hovedrollen. Det var en bedrift! Efterfølgende spillede hun i foråret 2017 egenhændigt samtlige roller i teatrets stedspecifikke vandreforestilling ”Skygge (Eurydike siger)” af Nobel-pristageren Elfriede Jelinek. Det var en svært tilgængelig tekstlig tour de force, der var ambitiøs som bare pokker. Så selv om jeg gik uforløst derfra, gik jeg ikke tomhændet hjem. Sydhavn Teater er uden fast scene, med overskriften ”Internationalt teater med lokal forandring”. Det lyder lidt smart, men der er faktisk dækning for det.
MARIENBORG – NEJ TAK! er en co-prodution med Teatret ved Sorte Hest, hvor forestillingen spiller fra den 12.-20 marts 2018, mens den spiller på Postcaféen i Sydhavnen fra den 24. januar til 3. februar 2018. 

Fotograf: Lars Grunwald/Polfoto: Robin Hart

MARIENBORG – NEJ TAK!
75 min. Monolog

Dramatiker: Julie Maj Jakobsen
Instruktør: Mille Maria Dalsgaard
Skuespiller: Maria Carmen Lindegaard
Teknik: Søren Hansen
Forhus: Malik Hansen
Producent: Mathilde Johnsen
Co-produktion med Teatret ved Sorte Hest

Sydhavn Teater:
 
Postcaféen, Borgbjergvej 26, 2450 København SV

25. januar - 3. februar 2018
Teatret ved Sorte Hest:

Vesterbrogade 150, 1620 København V 

12. - 20. marts 2018

søndag den 21. januar 2018

Anmeldelse: FAUST på Mungo Park



Selv om Mungo Parks forestillinger altid er flot opsatte rent visuelt, er det ingenting mod det der møder os i FAUST. Johann Wolfgang Goethe (1749-1832) opfandt ikke Faust. Han siges at have levet omkring år 1500 i Württemberg, og var åndemager og stjernetyder, men også en svindler. I 1587 bliver der udgivet en folkebog om ham, hvor han er blevet til en lærd mand, der indgår en pagt med djævelen om evigt liv. Inden 1600 var bogen oversat til 5 sprog – og til dansk i 1588. Året efter blev den dramatiseret af Shakespeares samtidige Christopher Marlowe, der var fascineret af beretningen om mennesket, der tør sætte sig op imod den guddommelige orden. Goethe arbejdede med historien hele livet. I 1813 udkom 1. del og 2. del i 1832 – kun 8 måneder før Goethe døde. De to deles samlede 459 siders er frit bearbejdet af Line Mørkeby, Line Bie Rosenstjerne, Martin Geertz og Morten Christensen i en samproduktion med Alias Teaterproduktion. Line Mørkeby skrev Mungo Parks seneste forestilling ”Fritz Hansen Folket” og ikke mindst ”De Stuerene”.  Mungo har i forvejen en fornem samarbejdstradition, for da de sidst - i samarbejde med Skuespilhusets Eventministerium - lavede ”Boys Don´t Cry” (på kun 11 dage!) vandt de Årets Reumert 2014. Måske sker det samme med FAUST. Den er overdådig både i form og indhold. Der er tale om en ganske voldsom bearbejdelse, for det der i Skuespilhusets 2006-opsætning af Katrine Wiedemann med Jens Jørn Spottag og Nicolas Bro som Faust og Mefisto var en større ensembleforestilling, er hos Mungo Park blevet til et kammerspil med bare 4 medvirkende - på kun 1 time og 45 minutter.  
 
 
Alt hvad der oprindelig var af prologer, mellemspil og epiloger er som blæst væk. Og hvad med Goethe? Er han også røget ud med badevandet? Ja, til dels, og alligevel bliver det der står tilbage et voldsomt og vellykket konglomerat af originalteksten. Det er en yderst fortættet beretning, og det er rent ud sagt utroligt så visuelt betagende den tidsløse fabel om fortabelse er i Allerød.



Spillet i alle fire roller er tæt og djævelsk velfungerende.
Djævelen og Faust  skal spilles så de matcher hinanden, for at stykket får den rette balance og bliver så farligt som muligt. For et spil om fortabelse er absolut ikke uaktuelt – heller ikke i dag. Der er et gnistrende samspil imellem de to. Henrik Prik er formidabel, og hans sproglige beherskelse af blankversene (ikke mindst i åbningsscenen) er flot. Som djævelen er Martin Geertz skræmmende i hvidt ulasteligt jakkesæt. Der er ingen horn og hale, men vi er ikke i tvivl om at han kommer ”nedenfra”.  Marianne Mortensen er mildest talt udknaldet som heksemutter. Stærkt spil! Gretchen spilles af Line Bie Rosenstjerne, der både skal spille uskylden selv og det modsatte, da vi siden møder hende i dødsriget. Inden da lever hun i et tæt incestuøst forhold med broren, bevægende spillet af Carl Christian Riestra, der er blind, men alligevel seende nok til at forstå, hvad der foregår.



Stykkets flotteste scene er da Faust og Gretchen elsker i silhuet mod det udspændte stof, der også gør det ud for sengen, hvor hun bagefter kvæler broren, da han vågner op af sin bedøvede søvn - og opdager dem. Det tager chokerende lang tid inden hun får kvalt ham. Eller også er det fordi tiden står stille, mens det står på. Siden slår hun både sig selv og barnet ihjel. Det er ikke at ødelægge spændingen at vide det på forhånd, for så mange ord er fjernet, så det kun er en fordel at være sig handlingen bevidst. For med tragedierne og klassikerne er det ikke et spørgsmål om, HVAD der sker, men HVORDAN.


Iscenesætteren Henrik Grimbäck har sammen med scenografen Julian Toldam Juhlin formået det utrolige med det trange scenerum, således at de pladsmæssige begrænsninger faktisk fremstår som en fordel. Stærkt og effektivt sekunderet af lysdesigneren Jacob H.S. Rasmussen, der lader lyset antage psykedelisk karakter, når det udspaltes som når lys brydes i en krystal, og kaster farvede skygger, så alt fremstår fordrejet, forhekset og fortryllet. Ja, der er sandelig ingen grund til at vente på sin egen fortabelse, når man allerede nu kan opleve Fausts ypperlige og sødmefyldte endeligt hos Mungo Park i Allerød.

 


FAUST
Mungo Park i co-produktion med Alias Teaterproduktion
1 time og 45 minutter
Premiere: 19.1.2018 -  Sæson 2017/2018
Instruktør: Henrik Grimbäck
Dramatikere:
Johann Wolfgang Goethe, Line Mørkeby, Line Bie Rosenstjerne, Martin Geertz og Morten Christensen
Medvirkende:
Henrik Prip, Marianne Mortensen, Line Bie Rosenstjerne, Martin Geertz og Carl Christian Riestra
Scenograf: Julian Toldam Juhlin
Komponister: Carl Christian Riestra og Carl Erik Riestra
Lysdesigner: Jacob H.S. Rasmussen
Lyddesigner: Rasmus Overgaard Hansen
Rekvisitør: Katrine Tuborgh
Instruktørassistenter:
Anne Bak Rasmussen og Tamara Mathiesen
Kostumier: Hanne Møller
Sminke: Hanna Kureer
Produktionsleder: Bjarne Jørgensen
Teknisk afvikler/forestillingsleder: Peter Schøning
Teknik/værksted:
Oskar Jankovic, Klaus Boje Bentsen, Mathilde Schwartz og Sonny Oeftiger
Mungo Park, Fritz Hansens Vej 23, 3450 Allerød
*

Andre anmeldte Mungo Park-forestillinger:
Fritz Hansen Folket, Uledsaget, Nordskoven 

& De Stuerene


               Andre anmeldte Line Mørkeby-forestillinger: