lørdag den 25. februar 2017

Anmeldelse: DE DANSER ALENE på Rialto: Teatret


 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen
 
Utroligt at det kan lade sig gøre. Anders Fogh Jensens tekst burde være uspillelig, for det er næsten ikke et manuskript, men rettere tanker fra en filosof, der er blandet til noget, der ligner en historie. Alligevel er det så frisk, så idefyldt og flot udført, at underet indtræffer og Mammutten kan krone sit i forvejen succesfyldte virke med endnu en medrivende og ganske anderles teaterfortælling. De fire medvirkende charmer sig igennem, som de salgskonsulenter de også er. Det hele starter med håndtryk og latter, men det viser sig snart at være rent teater. Det handler om at netværke, at holde sig i bevægelse. At holde takten. At blive ved og blive ved og blive ved. Holde sig i bevægelse, bare blive ved og blive ved og… Mærk rytmen og bare bliv ved. Alt er bevægelse. Bare bliv ved. Hold takten. Bare nyd det, selv om det for længst er holdt op med at være sjovt.
Fotograf: Per Morten Abrahamsen
Anders Fogh Jensens tekst giver sparket til de fine fornemmelser. Samme overskud som skuespillerne bringer for dagen præger instruktionen og det visuelle scenebillede bragt til verden af Egill Pálsson. Den rundbuede bagskærm tjener som lærred for de opprojicerede billeder. Det er smart og rapt iscenesat som hvirvlende scenebilleder. Langsomt sætter ordene sig på os, og vi oplever ligesom hovedpersonen at det snører sig mere og mere sammen. For har vi ikke netop gjort det samme på denne premiereaften, sådan som det skildres på scenen? Vi har på vej ind i teatret minglet, småsnakket, hilst og nikket til hinanden? Det er den verden i lever i. Ligesom på scenen holder vi os i live og i bevægelse. Vi er ligesom dem rappe, kvikke og til stede i nuet. Eller er vi? Det svier og kradser. Satiren er et spejl som vi kan spejle os i. Vi tror at vi ser det hele, men vi ser intet. Forestillingen er det spejl som Katrine Greis-Rosenthal, Tina Gylling Mortensen, Thue Ersted Rasmussen og Henrik Birch kigger ind i. Forestillingen lægger sig elegant i forlængelse af sidste sæsons "Sidst på dagen er vi alle mennesker".
Fotograf: Per Morten Abrahamsen
Forestillingen er lavet som var det et photo-shoot. Det hvirvler rundt med hurtige ideer, kvikke lyssætninger og ad hoc-løsninger. Alting omformuleres som var det i ”Manden der ville være skyldig” af Henrik Stangerup. Opsigelsen af en lejekontrakt bliver til en mulighed om at flyde med flow´et og se, hvad der dukker op. Grib dagen! Grib livet! Grib ud efter det hele – og end med at stå tomhændet. Det er så grotesk at Holberg spøger i kulissen. Det snører sig mere og mere sammen, og er nødvendigt befriende, da hun omsider stiger af og protesterer. Derved efterlades vi med håb, for vi må gøre som hende: sige fra og træde ud af geleddet. Hvis vi vil os selv det kært. Andet er der ikke at gøre, for ellers vil det knuse os. Ordene og parolerne mudrer og klistrer til og sætter sig på os, og lader os ikke alene. Det er en moderne Faust-fortælling, vi får alverden, hvis vi holder os i bevægelse og ikke på noget tidspunkt stiger af og standser strømmen. Vi får hele verden, hvis vi bare sælger vor sjæl. Det er da en god handel, for vi bruger den jo alligevel ikke.
Tillykke til Mammutteatret for at holde fast – og ikke sælge deres!!


Fotograf: Per Morten Abrahamsen

DE DANSER ALENE
- et lærestykke af filosoffen Anders Fogh Jensen

Medvirkende:
Katrine Greis-Rosenthal,
Tina Gylling Mortensen,
Thue Ersted Rasmussen
og Henrik Birch

Instruktion/scenografi:
Egill Pálsson

Dramaturg: Claus Flygare
Lysdesign & produktionsledelse: Lasse Svarre
Lyddesign: Ida Jacobsen
Koreografi: Esa Alanne
Instruktørassistent: Jonas Borgensgaard
Rekvisitør & forestillingsleder: Peter Lind
Afviklingsteknik: Rune Spangsbo
Kostumier: Sophie Brandt Scheller
Lysassistent: Emil Berthelsen
Scenebygning: HK Design og Produktion
 
 
Spilleperiode: 25. februar – 25. marts 2017
DE DANSER ALENE er en co-produktion mellem Mammutteatret og Nørrebro Teater og spiller på Rialto: Teatret på Frederiksberg

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Tidligere anmeldelser af Mammutteatrets forestillinger:
"Sidst på dagen er vi alle mennesker" (2016)
"Catering" (2015)
 

Anmeldelse: AFTER MISS JULIE i Krudttønden


Fotograf: Valdemar Mørkeberg Mikkelsen

Der er swingende dansemusik i radioen.  Det er lige efter 2. verdenskrig. Verden er af lave og samfundet er i opbrud. Alle de faste ideer er i frit fald. Tidens vinde kaster de tre personer i AFTER MISS JULIE hid og did. Det er en tid, hvor der drømmes store drømme, men er det mere end bare drømme? Det er den undertekst, der ligger neden under den skæbnetunge genfortælling af Patrick Marber baseret på Strindbergs ”Frøken Julie” i That Theatre Company´s engelsksprogede forestilling i Krudttønden. Selv om den engelske titel indikerer at det er i tiden EFTER det oprindelige Strindberg-stykke, er der i stedet tale om en versionering, der nagler det oprindelige stykkes tidløshed hårdt og brutalt fast til tiden lige efter krigen. Det giver både fordele og ulemper. Det er let at identificere sig med et tidsbillede med klare paralleller til vor egen tid, men det er på bekostning af orginaltekstens tidløshed. For mens AFTER MISS JULIE kommer til at handle om det der bliver sagt, handler originalteksten om det der IKKE bliver sagt. Om alt det farlige, der ligger og lurer bag det usagte. Alligevel spilles der overbevisende. Benjamin Stender har både fysikken og psyken til at spille Jean, tjeneren med sociale ambitioner. Marie Winther Nørgaard er Julie, et forvoksent pigebarn, der leger med andres følelser og hengiver sig til tjenerskabet i ordets dobbeltbetydning. Johanne Wang-Holm er Jeans forlovede. Krigen afbrød deres forlovelse, så det aldrig blev med ring, men de er tydeligvis et par, indtil Julie pludselig dumper ind ad døren til køkkenet, hvor hun kaster sig over Jean. Christine ser det ske. Jean lader det ske, og ønsker det hemmeligt også. Julie lader ikke til at vide, hvad hun er ved at rode sig ud i. Måske er hun bare ligeglad. Ud af dette slynger sig en fortælling om magt og sex. Om sex og dominans.
 
Fotograf: Valdemar Mørkeberg Mikkelsen

I Ian Burns gennemarbejdede iscenesættelse holdes teksten i et tæt greb, men det sætter ikke historien fri. Men det kan være en pointe at en historie om fastholdelse netop ikke sættes fri. De tre roller er som skakbrikker på et skakbræt, hvor hvert træk bringer dem tættere mod deres egen destruktion, for på bedste græske tragedievis går alle under. Forestillingen er deres overlevelseskamp. Men Julie bliver aldrig farlig nok. Som elskovssygt pigebarn, spilles hun som nutidig kvinde, der er havnet i en tidslomme lige efter krigen. Det kunne sagtens have fungeret, hvis hun i al sin naivitet også havde været beregnende. Men når hun ikke oplever noget socialt fald, når hun går i seng med farens tjener, oplever Jean heller ikke nogen reel social opstigen, og derved stækkes det eksplosive indre drama, der er indlejret i historien. På samme måde bliver Christines udbrud til sidst heller ikke så voldsomt som det KUNNE have været. Det oprindelige Strindberg-stykke er meget klarere, hårdere og grusommere i sin tidløse brutalitet, men alt det har Marber fravalgt. Det gør stykket rarere og mere underholdende, men er det egentlig en fordel, når det handler om det begravede vilddyr som vi alle bærer rundt på, og når stykkets beske morale er at civilisation bare er et tyndt lag fernis oven på vores iboende vildskab? Når sex bare er et våben for at opnå magt?

Sidst jeg så originalversionen i Staffan Valdemar Holms iscenesættelse og før det i Lis Vibeke Kristensens iscenesættelse på Café-Teatret, sad jeg helt fremme på kanten af sædet med tilbageholdt åndedræt. Det gjorde jeg ikke i Krudttønden. Alligevel er det en flot opsætning, også selv om det aldrig bliver farligt nok.
 
Fotograf: Valdemar Mørkeberg Mikkelsen
AFTER MISS JULIE 
af
Patrick Marber
(efter August Strindbergs "Frøken Julie") 
Instruktør: Ian Burns
Instruktørassistent: Peter Vinding
Scenografi: Tamara Tomanic
Lyddesign: Mark Jones
Lysdesign: Katja Andreassen
Originale kompositioner: Mikkel Sönnichsen
Kostumer: Hanne Mørup
Hår/makeup: Elizabeth Bukkehave
THAT THEATRE COMPANY
Spilleperiode: 22. februar - 25. marts 2017
Krudttønden, Serridslevvej 2, 2100 København Ø.