lørdag den 25. februar 2017

Anmeldelse: DE DANSER ALENE på Rialto: Teatret


 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen
 
Utroligt at det kan lade sig gøre. Anders Fogh Jensens tekst burde være uspillelig, for det er næsten ikke et manuskript, men rettere tanker fra en filosof, der er blandet til noget, der ligner en historie. Alligevel er det så frisk, så idefyldt og flot udført, at underet indtræffer og Mammutten kan krone sit i forvejen succesfyldte virke med endnu en medrivende og ganske anderles teaterfortælling. De fire medvirkende charmer sig igennem, som de salgskonsulenter de også er. Det hele starter med håndtryk og latter, men det viser sig snart at være rent teater. Det handler om at netværke, at holde sig i bevægelse. At holde takten. At blive ved og blive ved og blive ved. Holde sig i bevægelse, bare blive ved og blive ved og… Mærk rytmen og bare bliv ved. Alt er bevægelse. Bare bliv ved. Hold takten. Bare nyd det, selv om det for længst er holdt op med at være sjovt.
Fotograf: Per Morten Abrahamsen
Anders Fogh Jensens tekst giver sparket til de fine fornemmelser. Samme overskud som skuespillerne bringer for dagen præger instruktionen og det visuelle scenebillede bragt til verden af Egill Pálsson. Den rundbuede bagskærm tjener som lærred for de opprojicerede billeder. Det er smart og rapt iscenesat som hvirvlende scenebilleder. Langsomt sætter ordene sig på os, og vi oplever ligesom hovedpersonen at det snører sig mere og mere sammen. For har vi ikke netop gjort det samme på denne premiereaften, sådan som det skildres på scenen? Vi har på vej ind i teatret minglet, småsnakket, hilst og nikket til hinanden? Det er den verden i lever i. Ligesom på scenen holder vi os i live og i bevægelse. Vi er ligesom dem rappe, kvikke og til stede i nuet. Eller er vi? Det svier og kradser. Satiren er et spejl som vi kan spejle os i. Vi tror at vi ser det hele, men vi ser intet. Forestillingen er det spejl som Katrine Greis-Rosenthal, Tina Gylling Mortensen, Thue Ersted Rasmussen og Henrik Birch kigger ind i. Forestillingen lægger sig elegant i forlængelse af sidste sæsons "Sidst på dagen er vi alle mennesker".
Fotograf: Per Morten Abrahamsen
Forestillingen er lavet som var det et photo-shoot. Det hvirvler rundt med hurtige ideer, kvikke lyssætninger og ad hoc-løsninger. Alting omformuleres som var det i ”Manden der ville være skyldig” af Henrik Stangerup. Opsigelsen af en lejekontrakt bliver til en mulighed om at flyde med flow´et og se, hvad der dukker op. Grib dagen! Grib livet! Grib ud efter det hele – og end med at stå tomhændet. Det er så grotesk at Holberg spøger i kulissen. Det snører sig mere og mere sammen, og er nødvendigt befriende, da hun omsider stiger af og protesterer. Derved efterlades vi med håb, for vi må gøre som hende: sige fra og træde ud af geleddet. Hvis vi vil os selv det kært. Andet er der ikke at gøre, for ellers vil det knuse os. Ordene og parolerne mudrer og klistrer til og sætter sig på os, og lader os ikke alene. Det er en moderne Faust-fortælling, vi får alverden, hvis vi holder os i bevægelse og ikke på noget tidspunkt stiger af og standser strømmen. Vi får hele verden, hvis vi bare sælger vor sjæl. Det er da en god handel, for vi bruger den jo alligevel ikke.
Tillykke til Mammutteatret for at holde fast – og ikke sælge deres!!


Fotograf: Per Morten Abrahamsen

DE DANSER ALENE
- et lærestykke af filosoffen Anders Fogh Jensen

Medvirkende:
Katrine Greis-Rosenthal,
Tina Gylling Mortensen,
Thue Ersted Rasmussen
og Henrik Birch

Instruktion/scenografi:
Egill Pálsson

Dramaturg: Claus Flygare
Lysdesign & produktionsledelse: Lasse Svarre
Lyddesign: Ida Jacobsen
Koreografi: Esa Alanne
Instruktørassistent: Jonas Borgensgaard
Rekvisitør & forestillingsleder: Peter Lind
Afviklingsteknik: Rune Spangsbo
Kostumier: Sophie Brandt Scheller
Lysassistent: Emil Berthelsen
Scenebygning: HK Design og Produktion
 
 
Spilleperiode: 25. februar – 25. marts 2017
DE DANSER ALENE er en co-produktion mellem Mammutteatret og Nørrebro Teater og spiller på Rialto: Teatret på Frederiksberg

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Tidligere anmeldelser af Mammutteatrets forestillinger:
"Sidst på dagen er vi alle mennesker" (2016)
"Catering" (2015)
 

Anmeldelse: AFTER MISS JULIE i Krudttønden


Fotograf: Valdemar Mørkeberg Mikkelsen

Der er swingende dansemusik i radioen.  Det er lige efter 2. verdenskrig. Verden er af lave og samfundet er i opbrud. Alle de faste ideer er i frit fald. Tidens vinde kaster de tre personer i AFTER MISS JULIE hid og did. Det er en tid, hvor der drømmes store drømme, men er det mere end bare drømme? Det er den undertekst, der ligger neden under den skæbnetunge genfortælling af Patrick Marber baseret på Strindbergs ”Frøken Julie” i That Theatre Company´s engelsksprogede forestilling i Krudttønden. Selv om den engelske titel indikerer at det er i tiden EFTER det oprindelige Strindberg-stykke, er der i stedet tale om en versionering, der nagler det oprindelige stykkes tidløshed hårdt og brutalt fast til tiden lige efter krigen. Det giver både fordele og ulemper. Det er let at identificere sig med et tidsbillede med klare paralleller til vor egen tid, men det er på bekostning af orginaltekstens tidløshed. For mens AFTER MISS JULIE kommer til at handle om det der bliver sagt, handler originalteksten om det der IKKE bliver sagt. Om alt det farlige, der ligger og lurer bag det usagte. Alligevel spilles der overbevisende. Benjamin Stender har både fysikken og psyken til at spille Jean, tjeneren med sociale ambitioner. Marie Winther Nørgaard er Julie, et forvoksent pigebarn, der leger med andres følelser og hengiver sig til tjenerskabet i ordets dobbeltbetydning. Johanne Wang-Holm er Jeans forlovede. Krigen afbrød deres forlovelse, så det aldrig blev med ring, men de er tydeligvis et par, indtil Julie pludselig dumper ind ad døren til køkkenet, hvor hun kaster sig over Jean. Christine ser det ske. Jean lader det ske, og ønsker det hemmeligt også. Julie lader ikke til at vide, hvad hun er ved at rode sig ud i. Måske er hun bare ligeglad. Ud af dette slynger sig en fortælling om magt og sex. Om sex og dominans.
 
Fotograf: Valdemar Mørkeberg Mikkelsen

I Ian Burns gennemarbejdede iscenesættelse holdes teksten i et tæt greb, men det sætter ikke historien fri. Men det kan være en pointe at en historie om fastholdelse netop ikke sættes fri. De tre roller er som skakbrikker på et skakbræt, hvor hvert træk bringer dem tættere mod deres egen destruktion, for på bedste græske tragedievis går alle under. Forestillingen er deres overlevelseskamp. Men Julie bliver aldrig farlig nok. Som elskovssygt pigebarn, spilles hun som nutidig kvinde, der er havnet i en tidslomme lige efter krigen. Det kunne sagtens have fungeret, hvis hun i al sin naivitet også havde været beregnende. Men når hun ikke oplever noget socialt fald, når hun går i seng med farens tjener, oplever Jean heller ikke nogen reel social opstigen, og derved stækkes det eksplosive indre drama, der er indlejret i historien. På samme måde bliver Christines udbrud til sidst heller ikke så voldsomt som det KUNNE have været. Det oprindelige Strindberg-stykke er meget klarere, hårdere og grusommere i sin tidløse brutalitet, men alt det har Marber fravalgt. Det gør stykket rarere og mere underholdende, men er det egentlig en fordel, når det handler om det begravede vilddyr som vi alle bærer rundt på, og når stykkets beske morale er at civilisation bare er et tyndt lag fernis oven på vores iboende vildskab? Når sex bare er et våben for at opnå magt?

Sidst jeg så originalversionen i Staffan Valdemar Holms iscenesættelse og før det i Lis Vibeke Kristensens iscenesættelse på Café-Teatret, sad jeg helt fremme på kanten af sædet med tilbageholdt åndedræt. Det gjorde jeg ikke i Krudttønden. Alligevel er det en flot opsætning, også selv om det aldrig bliver farligt nok.
 
Fotograf: Valdemar Mørkeberg Mikkelsen
AFTER MISS JULIE 
af
Patrick Marber
(efter August Strindbergs "Frøken Julie") 
Instruktør: Ian Burns
Instruktørassistent: Peter Vinding
Scenografi: Tamara Tomanic
Lyddesign: Mark Jones
Lysdesign: Katja Andreassen
Originale kompositioner: Mikkel Sönnichsen
Kostumer: Hanne Mørup
Hår/makeup: Elizabeth Bukkehave
THAT THEATRE COMPANY
Spilleperiode: 22. februar - 25. marts 2017
Krudttønden, Serridslevvej 2, 2100 København Ø.
 

torsdag den 9. februar 2017

Anmeldelse: VENUS IN FUR i Huset


 

”Venus in fur” har en lang forhistorie. Leopold von Sacher-Masoch skrev romanen i 1870. Wanda von Dunajew, romanens centrale kvindelige karakter, var modelleret efter Fanny Pistor, der var en lovende litterær forfatter. De to mødtes da Pistor kontaktede Sacher-Masoch og foregav at være Baroness Bogdanoff, for at få råd og forfattervejledning. Romanen inspirerede David Ives til stykket af samme navn i 2010, hvor handlingen blev ført op til nutiden. Det var teaterstykket som Roman Polanski i 2013 baserede sin film af samme navn på. Og nu har Down the Rabbit Hole Theatre i Huset i Rådhusstræde sat det op som forestilling.
Ives´ stykke handler tilsyneladende om mænds billeder af kvinder, men det handler endnu mere om det som mænd ønsker at se og drømmer om. Og allermest handler det om, hvad der sker, når det får et solidt modspil af én, der slet ikke kan forstå eller se sig selv i den rolle, sådan som skuespillerinden protesterer over i en tekst, der hele tiden spidsfindigt og drevent hopper ud og ind af den prøvesituation, der forbinder dem. Det er vitterlig en prøvesituation.
 
Vibeke Nielsen. Fotograf: Diego Monsiváis

Strindbergs ”Kreditorer” og ”Frk. Julie” spøger i kulissen, for det handler i lige så høj grad om magt, dominans og sex. Oscar Wilde har sagt: "Everything in the World is about sex except sex. Sex is about power". Seksualiteten er et spændende spejl at kigge ind i. I forestillingen bliver det man ser i spejlet både tydeligere og mere fortegnet. Teksten er rap, veloplagt og fuld af forskydninger.
Ved premieren var det Vibeke Nielsen, der mestrede overbevisende at være en beskidt tøjte og en kvinde med stoisk ro over for Jens Blegaa, der langsomt må lade paraderne falde i takt med at han kommer tættere ind på livet af den skuespillerinde, der har opsøgt ham. Det er fornemt samspil de to imellem. Egentlig er hun kommet uanmeldt. Men hvem er hun, og hvad er hendes ærinde?
 
Jens Blegaa. Fotograf: Diego Monsiváis

Jeremy Thomas-Poulsen er teatrets kunstneriske leder og har instrueret forestillingen – og han gør det rigtig godt. For selv om skuespillerne er eminente, så afhænger alt af instruktøren i en forestilling, der hele tiden balancerer mellem stykket, der opføres i stykket og så den virkelighed, der omgiver den instruktør og den skuespillerinde, der langsomt går i clinch i et prøvelokale, hvor den sidste aflægger prøve for den første – eller er det omvendt? Det bliver man mange gange i tvivl om i løbet af forestillingen, der i høj grad spiller effektivt på publikums forventninger.
Hver aften kan man se én af fire mulige kombinationer, der vil give mulighed for at opleve og udforske styrkeprøven mellem manden og kvinden fra fire forskellige vinkler. Ved de øvrige opførelser kan man også opleve den engelske skuespiller Vanessa Poole og den amerikanske skuespiller Alex Lehman.

Teatrets første produktion ELSIE & NORM´S ”MACBETH” var fandenivoldsk og meget charmerende, og ligesom denne på engelsk, men stort teater var det ikke. Det er ”Venus in fur”.
 
Spilleperiode:
8. - 25. februar 2017: Tirsdag - lørdag kl. 19. Søndag kl. 14.
Medvirkende:
Vibeke Nielsen/Vanessa Poole - som Vanda
Jens Blegaa /Alex Lehman - som Thomas
Instruktør: Jeremy Thomas-Poulsen
Lysdesign: Paul Damage
Instruktør-assistent: Angelique Giroir
Spillested: House of International Theatre (HIT),
Huset-KBH’s 4. sal Stage, Rådhusstræde 13, 1466 København K
Producent: Down the Rabbit Hole Theatre
Varighed: knap 2 timer (uden pause).

onsdag den 1. februar 2017

Anmeldelse: ET MÆRKELIGT SKIB på Teater Vestvolden

 
Som han står der med sit skateboard, virker Elo glad og fuld af ideer. Han har en plan og gør alt for at det skal lykkes. Med kejtet charme forfører han en nytilflyttet familie. I starten lader de sig charmere, for det er jo sjovt, men noget føles også forkert, for allerhelst vil han gerne overtage familien og gøre den til sin egen. Forestillingens drama holdes tæt ind til kroppen i Jane Raschs dramatisering af Anita Krumbachs roman ”Et mærkeligt skib” fra 2009. Teater Vestvolden spiller stykket, der er folkeskolepensum i 5./6. klasse. Skoleeleverne sidder helt stille. Flere gange kigger jeg rundt for at se om de stadig er der. Historien har direkte adresse til alle der har prøvet at være udenfor. Den fortælles ligetil, men diskret. Det er ikke svært at spejle sig i hovedpersonens længsel efter noget andet og bedre, for det han har, kan han ikke bruge. Måske er det alle teenageres længsel efter at undslippe sig selv og det, de sidder fast i – det som vi alle sidder fast i, hvad enten vi lader os forføre eller selv forfører, for det er jo ikke kun noget der sker i teenagerårene. Det er et så fint billede på det der sker omkring os, og det er ikke svært at føle en genkendelse og forbundenhed med historien, mens den langsomt fortærer os med blid råhed.
 
Vi kender historien: en fremmed flytter ind. Det er en gyser, men på Teater Vestvolden er de teatralske virkemidler doseret meget fint af Anders Lundorph og Milad Alami. Den understøttende musik er komponeret af Mathias Nielsen. Andreas Berg Nielsen er med sin drengede charme både rørende og såre let at identificere sig med. Når han raser, ser vi i glimt, hvem han også er. Bagefter griner han undskyldende, for det var ikke meningen at vi skulle se det. Det er sprækkerne, der fascinerer, som når han råber ad familiens lillebror. I korte glimt kortslutter det for ham. Er han udspekuleret eller bare sat til vægs af tilværelsen? Offer eller bøddel – eller begge dele? Det er forestillingens styrke, at vi kommer til at forstå noget, der er svært at forklare. Vi forstår noget om baggrunden, der får mennesker til at handle som de gør. Om hvordan man, når man har for lidt, opfører sig som om man har for meget. Noget om at være menneske, og berige sig på andres bekostning, men også at det har omkostninger, når vi ikke bremser os selv og hinanden i tide.

 


Selv om Andreas Berg Nielsen er alene på scene i 45 minutter, er han i god dynamisk dialog og sammenspil med præoptaget film, der ledsager fortællingen visuelt på den rundbuede bagskærm. Næsten som et videospil, hvor vi ser det hovedpersonen ser. Vi suges ind i fortællingen og bliver ét med hans krop og tanker. Det forfører os til en nærhed og en intimitet som vi måske ellers ville have vægret os imod i denne fortælling om hvor langt vi er villige til at gå i kærlighedens og fællesskabets navn. Især når vi står udenfor.
 
 
MEDVIRKENDE
Andreas Berg Nielsen

 INSTRUKTION
Anders Lundorph og Milad Alami

 KOMPONIST: Mathias Nielsen

DRAMATIKER: Jane Rasch 

IDE & KUNSTNERISK LEDER: Stephan Pollner 

        TEKNISK OPSÆTNING: Obscura 
SPILLEPERIODE
24.1.-25.2.2017

SPILLEDAGE
Tirsdag kl. 10.30,  
Onsdag kl. 10.30 & 13.00,
Torsdag kl. 10.30, 
Lørdag kl. 17

 ALDER
Fra 11 år

 VARIGHED
45 min.