mandag den 6. november 2017

Anmeldelse: STRÆBER på Teater Grob


Foto: Per Morten Abrahamsen
 
Scenerummets bagvæg og gulv består af orange plader, og forrest på scenen står der fem mikrofonstativer, som de tre spillere, iført gule overtræksdragter, kæmper om. De er hvidsminkede, og bærer hvide tynde elefanthuer, så kun mund, rød næse og sortsminkede øjne er synlige. Skiftevist hiver de elefanthuerne op eller ned, alt efter om de har været hen at trykke på knappen til det store ur, der bestemmer hvornår LØBET går i gang. STRÆBERLØBET. Forestillingen spilles i to sideløbende tempi. Dels i et hasarderet overkill-tempo, hvor det er alles kamp mod alles. Dels i et langsomt og inderligt bekendelsesspor. Modsætningerne passer godt sammen, for rytmen kalder på langsommeligheden og omvendt, og dermed udgør et samlet hele. De fem unge spilles dækkende af Anne Gry Henningsen, Mikkel Reenberg og Marie Mondrup, fermt instrueret af Petra Søe ("Drømme om noget andet") efter manuskript af Julie Maj Jakobsen i samarbejde med instruktør og spillere, baseret på ide af Anne Gry Henningsen, der også er MÆRKVÆRKs leder. Forestillingen er en samproduktion mellem MÆRKVÆRK og Teater Nordkraft i Ålborg.

Foto: Per Morten Abrahamsen


Teatret har holdt workshops med de unge for at finde ud af, hvordan det er at vokse op i en verden af muligheder. Om rusen, når det lykkes, og om skuffelsen, når forventningerne er så høje, at de ikke når i mål. Om stædigt at kæmpe mod alle odds. Om liv, kærlighed og venskab. Deres refleksioner og personlige historier er grundlaget for forestillingen, der er bygget op som et darwinistisk udskilningsløb, men også om, hvad der sker, hvis man slipper og giver fanden i præstationer, valg og mål, sådan som to af dem gør i slutningen. I hvert fald minder de os ved deres exit om, at det måske slet ikke er nødvendigt at være med – og om at give så helt og fuldt slip på sig selv, for at være med i det store fælles stræber-løb. Der er fortsat håb.
 
Foto: Per Morten Abrahamsen
 
Det er svært ikke at blive rørt og grebet af sårbarheden, der træder frem i de scener, hvor det øvrige klovneri helt forsvinder. Det er ikke nogen stor forestilling, og det er det så måske alligevel, for lige bag det meget enkle og tilsyneladende karikerede gemmer der sig et svælg af oplevelser og et dyb af følelser, der suger én ned i et frit fald. For enkelheden giver både rum og mulighed for at historien og karaktererne kan brede sig og få den fylde som de skal have.
 
Foto: Per Morten Abrahamsen
 
Der er noget sært afvæbnende ved børne- og ungdomsforestillinger. De får mig til at sætte mig anderledes til rette på stolen. Måske ligefrem til at sidde lettere. Det sætter noget frit i måden at opleve teater på. Måske fordi det virker så umiddelbart og intuitivt. Jeg er lykkelig, at jeg ikke er ung igen, for jeg hadede det. Det minder forestillingen mig om. Om alt det, som var umuligt at håndtere. Ingenting passer sammen. Livet er enten for småt eller for stort. Selv passer man ikke til den verden, der omgiver én. Præcis sådan som forestillingens unge føler sig. Tiden står stille, intet ændrer sig. Det har aldrig været som det er nu, men det har vi altid sagt. Men passer det? I dag er den omgivende verden meget mere fragmenteret, for det har altid været ubærligt med følsomheden og den smerte og glæde, som er forbundet med den. Det er historien om, hvad der gemmer sig bag avisernes beskrivelser af 12-talspigerne og taberdrengene. Om hvordan det er at stå parat ved startstregen, og om hvor lidt og hvor meget, der adskiller vinderne fra taberne i løbet. STRÆBERLØBET. Forestillingen skildrer så fint ønsket om at ville vælte verden og ende med selv blive væltet omkuld - af et knips. Om venner og kærester, og om det ene øjeblik at føle sig så tæt på hinanden, for i næste at konstatere at man er helt alene. At den udvalgte slet ikke føler det samme. Om at skabe en verden inde i hovedet og føle, at alting smuldrer på et sekund, når virkeligheden alligevel ikke lever op til det.

 


Foto: Per Morten Abrahamsen

STRÆBER

- en samproduktion mellem MÆRKVÆRK og Teater Nordkraft
gæstespil på Teater Grob fra den 6. – 18. november 2017

 
Medvirkende: Maria Mondrup, Mikkel Reenberg og Anne Gry Henningsen
Idé: Anne Gry Henningsen
Manuskript: Julie Maj Jakobsen og Petra Søe i samarbejde med holdet
Instruktør: Petra Søe
Instruktørassistent: Jonas Østergaard Pedersen
Dramaturg: Trine Wisbech
Scenograf: Lisbeth Burian
Rekvisitter: Naja Haugaard Brimer
Lysdesign: Mathias Hersland
Hjemmeside og billetter

Læs mere om MÆRKVÆRK - teater til teenagere
 

onsdag den 1. november 2017

Anmeldelse: FRITZ HANSEN FOLKET på Mungo Park

 

 
Jeg har sjældent følt mig så nøgen og så afklædt som jeg gjorde efter forestillingen ”Fritz Hansen Folket” på Mungo Park. Endda i en grad så jeg kun klappede symbolsk til den efterfølgende applaus. Selv om jeg burde have rejst mig op og klappet begejstret. Men det kunne jeg ikke. Det var umuligt. Jeg forlod teatret tøvende og nedslået. For jeg havde via forestillingen, skrevet af Mungo Park-lederen Lasse Bo Handberg og dramatikeren Line Mørkeby, set mig selv og vor samtid, sådan som den også er. Det var noget jeg godt vidste, men som jeg havde forsøgt at fortrænge og ignorere for ikke at miste min glæde og min vished om, at det nok skal blive bedre. Det levner forestillingen ikke nogen større tro på, men det er heller ikke dens ærinde. For det er en protest, et opråb – eller måske snarere et manifest, der beskriver hvorfor det er gået så galt. Det er en gravskrift over det, der er skredet for os. Det er en overbevisende beskrivelse af, hvordan et nyt samfund er skudt frem. Alt det vi troede os så sikre på, er smuldret mellem vore hænder – og det har vi ladet ske! Al vores "selvfølgelige" humanisme er forduftet.
Forestillingen er lynende skarp og blændende godt lavet. Den er lagt i hænderne på Kamilla Bach Mortensen, der med sikker hånd styrer Mungos ensemble bestående af Marianne Mortensen, Henrik Prip, Mads Hjulmand, Anders Budde Christensen, Nana Morks og Jonas Munch Hansen (der også har arrangeret musikken).
 
 Foto: Bjarke Maccarthy
Mørkeby og Handberg arbejdede også sammen på forestillingen ”De Stuerene” i Kolding, der på én gang skildrede Dansk Folkepartis fantastiske succes og kælderdybe deroute, men gjorde det så visuelt udfordrende, at det blev til en fryd, der gjorde ondt. Men kan sådanne forestillinger være lavet for godt? For også ”Fritz Hansen Folket” virkede som et syrebad eller måske rettere et fremkalderbad.
Hovedpersonen Rune er ansat i en eller anden ikke nærmere defineret offentlig kulturstyrelse. I tv´et hører han statsministeren Løkke Rasmussen fra 2015 bebude en udflytning af et stort antal offentligt ansatte til provinsen, deriblandt ham selv, der må følge med til Esbjerg for ikke at miste sit arbejde. Han er indbegrebet af en humanistisk vestreorienteret kulturradikal ”slags”, sådan som han fortæller både i begyndelsen og i slutningen, hvor han bl.a. siger: ”Vi er jazz! Vi er improvisationen. Vi er umagen, vi er fryden ved det smukke. Vi er ansvaret for helheden og plads til soloen. Vi er sund fornuft, ikke snusfornuft! Vi er ikke ydre skal. Vi er ind til benet. Vi er plads. Plads til alle!” Vi er jamsession!” Kort sagt: ”Vi er dannelse, dømmekraft og sans for kvalitet.” Over for ham er der datteren, performance-kunstneren Ditte, der siger: ”Undskyld, at jeg har læst humaniora. Undskyld, at jeg er kunstner. Undskyld, at jeg er københavner. Undskyld, at jeg er intellektuel. Undskyld, ar jeg tror på at hjælpe. Undskyld, at jeg tjener penge, selv om jeg gerne vil hjælpe fattige. Undskyld, at jeg vil hjælpe de fattige. Undskyld, at jeg køber økologisk spelt-mel.”
 
 Foto: Bjarke Maccarthy
Rune maner i forestillingens begyndelse de to Brandes-brødre frem: Georg (1842-1927), der i 1871 begyndte sine forelæsninger ”Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur” og Edward (1857-1931), der i 1884 var medstifter af Dagbladet Politiken og i flere omgange fungerede som finansminister i C. Th. Zahles regeringer. Men også deres 3. og offentligt helt glemte bror, der desillusioneret skød sig en kugle for panden i et indelukke bag Fortunen. Det er samme desillusion, som Rune vedkender sig og tager på sig mange år efter - i vor samtid. På den måde knyttes fortid og nutid sammen, sådan som det effektivt gøres på flere planer i løbet af forestillingen. Men hvordan kunne det gå så galt? Hvad er der sket siden dengang og nu? Det er det, som forestillingen har sat sig for at undersøge, og det er netop, hvad der lykkes så alt for godt. Forfærdeligt godt.
 
 
Mungo Park leverer stadigvæk noget af byens bedste teater, selv om det slet ikke ligger i byen, men i Allerød – en halv times togtur fra København - på Fritz Hansens Vej. Hvem han var og hvad han var, denne Fritz Hansen, fortæller forestillingen levende om – men det skal være en overraskelse for alle dem, der forhåbentlig drager til Mungo Park i Allerød for dermed selv at blive en del af Fritz Hansen Folket. Men som forhåbentlig også kan blive det uden at blive lige så desillusioneret som jeg blev. Men det svier, når man bliver så brutalt afklædt og ”afsløret”. Jeg tror, det er sundt, selv om det ikke er rart. Måske er det endda nødvendigt.

 
FRITZ HANSEN FOLKET
Mungo Park
Koncept: Lasse Bo Handberg
Iscenesættelse: Kamilla Bach Mortensen
Dramatikere: Line Mørkeby og Lasse Bo Handberg
Scenograf: Nadia Nabil
Koreografi: Anja Gaardbo
Medvirkende: Marianne Mortensen, Henrik Prip, Mads Hjulmand, Anders Budde Christensen, Nana Morks og Jonas Munch Hansen
Musiker: Morten Ærø
Lyddesigner: Rasmus Overgaard Hansen
Tapetserer: Karin Pinderup
Skrædder: Katine Tuborgh
Instruktørassistenter: Arne Bak Rasmussen og Tamara Mathisen
 
Spilleperiode:
28.10- 11.12.2017 (Mungo Park, Fritz Hansen Vej 23, 3450 Allerød)
29.1.-22.2.2018 (Gladsaxe, Festsalen, Grønnemoseskolen Høje Gladsaxe)

 
*
Andre anmeldte Mungo Park-forestillinger:
 
*
Andre anmeldte Line Mørkeby-forestillinger:
 
*
Andre anmeldte Kamilla Bach Mortensen-forestillinger:

søndag den 22. oktober 2017

Anmeldelse: DRØMME OM NOGET ANDET på Rentemestervejens bibliotek


Fotograf: Natascha Thiara Rydvald

I august flyttede Teater Hund & Co. ind og blev stationært Lille Storbyteater på Rentemestervejens bibliotek i Nordvest. For nylig havde de premiere på deres første voksenforestilling: ”Drømme om noget andet”.
3 mennesker sidder i venteværelset. Den kvindelige præst (Karin Bang Heinemeier) i midten græder utrøsteligt. Kommunalvalgsstemmesamleren (Morten Brovn) på hendes ene side ved ikke hvad han skal gøre af sig selv, og hvordan han skal reagere på hendes smerte. Det samme gælder stewardessen (Mette K. Madsen) på hendes anden side. Deres øjne mødes og de bryder ud i sang. Det er en hjerteskærende forestillingsåbning.
”Når jeg står og kigger ud får jeg længsel, får jeg længsel...” sang Kim Larsen i sangen ”Se din by fra tårnets top” som både åbner og lukker forestillingen. Først fremført live som en spinkel klaverintro og siden sunget engleblidt af de tre medvirkende – inden de falder om.
Manuskriptet er af Julie Maj Jakobsen og Petrea Søe i samarbejde med skuespillerne. Det er baseret på Petrea Søes ide. Hun er også teatrets leder – og har instrueret.

Fotograf: Natascha Thiara Rydvald

Hvad er lykken - og hvorfor er den så lunefuld? Der rækkes op efter den igen og igen i forestillingen.  Personerne er forstået, spillet og instrueret med en gribende intens mangfoldighed. Der var ingen, der blev ladt i stikken. Eller rettere det blev de alle, men ikke kun. For hist og her er der flammer, der lyser op. Og det er dem vi må lune os ved.
De to bedste og stærkeste dobbeltscener er samtidig forestillingens mest overraskende og gådefulde. I den første opsøger præsten psykologen (Mette K. Madsen), fordi livet er gået i stykker for hende.  Derhjemme er der ingen der lytter til hende. Heller ikke i kirken. Ingen tror på hende – det gør hun heller ikke selv. Mens hun er ved at bryde sammen, begynder psykologen at synge en glad sang om glæden ved at køre bil. Det passer overhovedet ikke sammen, og netop derfor fungerer det så flot. Som publikum må vi trække på smilet, midt i al ulykken, for det er så menneskeligt.  I den anden scene fortæller manden (Morten Brovn) på sengekanten om en fantastiske drøm han har haft. Mens han bliver stadigt mere og mere opslugt af sin beretning, er hans kæreste (Mette K. Madsen) ved siden af ham ved at få et kvælningsanfald uden at han hverken ser eller ænser noget.  Deres to virkeligheder kolliderer uden at de opdager det. Hele tiden er det alvoren og humoren der afbalancerer hinanden.

Fotograf: Natascha Thiara Rydvald

Grebet om scenerne er hårdt og præcist. Alting følges til dørs. Der er ingen løse ender i en forestilling uden mange ord. Langsomt lærer vi personerne at kende. På bedste ”Short Cuts”-manér vikler deres liv og skæbne sig ind og ud af hinanden på kryds og tværs, men fælles for dem alle er, at de længes efter noget andet.
Skuespillerne blev på scenen akkompagneret fejende og lyttende af Niels Søren Hansen, der også har arrangeret musikken.
Forestillingen er som et raffineret puslespil, hvor hver brik, hver historie og hvert menneske har sin egen betydning, der først bliver tydelig frem mod slutningen, hvor det er muligt at se og forstå sammenhængen. Alligevel er det så lidt vi forstår. Men længslen og drømmen har vi til fælles – og det er ikke så lidt.  

Fotograf: Natascha Thiara Rydvald

Forestillingen spiller frem til den 4. november. Eventuelt kan man også kombinere det med at se familieforestillingen ”Den store jagt på lykken”.
Fotograf: Natascha Thiara Rydvald
 
Det er dét værd. Det er en fin lille forestilling, der ikke mindst spilles med afvæbnende charme af Zaki Nobel Mehabil som sønnen med de håbløse lykkejagtende forældre spillet af Anne Dalsgaard og Folmer Gry Kristensen. Så skynd dig til Nordvest, for lykken er lige rundt om hjørnet.

 

"Drømme om noget andet"

SPILLEPERIODE 13. okt. – 4. nov. 2017

SPILLETIDER Tirs. – fre. kl. 20.00. Lør. & søn. kl. 17.00

VARIGHED 1 time og 30 min.

MEDVIRKENDE Mette K. Madsen, Karin Bang Heinemeier & Morten Brovn
IDE & ISCENESÆTTELSE Petrea Søe
MANUSKRIPT Julie Maj Jakobsen & Petrea Søe – i samarbejde med holdet
SCENOGRAFI & KOSTUMER Lisbeth Burian
PIANIST & MUSIKALSK ARRANGØR Niels Søren Hansen
LYSDESIGNER Raphael Solholm
LYDDESIGNER Emil Assing Høyer
SKRÆDDER Camilla Lind
PRODUKTIONSLEDER & REKVISITØR Anna-Sophia Noerbel
DRAMATURGISK KONSULENT Trine Wisbech
INSTRUKTØRASSISTENT Emilie Hyldborg Berg
AFVIKLER Martin Danielsen
PRODUCENT Kenneth Gall
PR
 Laila Skjerning


Læs mere og køb billetter via teatrets hjemmeside.

 
ARTIST TALK OM LYKKE.
 
 
Fredag d. 27. okt. 2017 kl. 18.15-19.15 kan man opleve en samtale om LYKKE. Samtalen er mellem Michael Birkjær (Center for lykkeforskning) og Petrea Søe (iscenesætter og kunstnerisk leder på Teater Hund & Co.) Michael Birkjær er analytiker ved ´The Happiness Research Institute´ og Petrea Søe har udviklet og iscenesat forestillingen DRØMME OM NOGET ANDET, der har LYKKE som omdrejningspunkt.
Arrangementet er gratis og tilmelding er ikke nødvendigt.Efter artist talk er der mulighed for at købe mad og drikke i caféen inden aftenens forestilling DRØMME OM NOGET ANDET.

Fotograf: Natascha Thiara Rydvald

 
Teater Hund & Co. har også den skønne småbørnsforestilling "Opdagelse" på repertoiret, for de 1-3 årige og den 2-5 årige. En forunderlig rejse ind i et univers, der rent scenografisk er en sanserig oplevelse - også for voksne.
 
Her er det Anne Dalsgaard fotograferet af Søren Meisner.
 
 

mandag den 18. september 2017

Anmeldelse: CATHARSES på Teaterøen


 
 
Fotograf: Mikkel Arnfred

Review in English.

Igennem mørket er der noget, der knitrer. Først synes lyden at komme fra et sted bag tilskuerpladserne, men det kommer fra scenen, hvor noget ruller ind fra bagscenen. Det anes gennem mørket som en udefinerlig masse, og først da lyset langsomt blændes op, bliver det tydeligt, at det er to adskilte plasmeagtige gobler, der ruller ind skubbende og puffende til hinanden. Det er to plastomsvøbne væsener, der vender og vrider sig, før de til sidst støder sig ud af deres pupper – og fødes. Snart efter er de på fødderne som væsener, der udforsker sig selv og hinanden. Det er en mand og en kvinde. Begge iført lange tynde sorte bukser og en løshængende kjortel, åben i ryggen. Det er slet ikke typiske dansedragter, og det er deres bevægelser heller ikke. De bevæger sig imod hinanden med stadig større fart. Som magneter søger de hele tiden hinanden, og alligevel når de aldrig sammen. Som om de på én gang søger og afstødes af hinanden. Nogle af bevægelserne er hurtige og abrupte. Andre langsomme og glidende. Ofte i direkte tempomæssigt kontrast til musikken, der understreger den uforløste spænding imellem dem. For de er sammen og alligevel adskilte.

Fotograf: Mikkel Arnfred

Værkets titel, ”Catharses”, er flertalsordet for det græske ord for renselse, og som første gang bruges af Aristoteles i hans poetik fra ca. 325 før Kristi, hvor han definerer tragedie og dens virkning på publikum.
ilDance er svensk. Koreografen Israel Aloni, født og opvokset i Israel før han som 18-årig slog sig ned i Göteborg, hvor han og Lee Brummer har dannet ilDance, skabte med sit forrige værk ”Forbidden Fruit” et værk om seksualitet og har i denne nye forestilling, ”Catharses” fokuseret på det feminine og på hvad det betyder. Værket giver med afvæbnende poetisk råhed og kraft mindelser om Pina Bausch´ ”Le Sacre du Printemp”. Det blev danset vidunderligt af de to dansere: Lærke Appelon & Lukas Pzytarsky. Enhver trang til og ønske om at besmykke og underholde er fjernet. Tilbage er kun ren vilje og mod til at søge og finde det nøgne og direkte udtryk. Selv da danserne midtvejs gennem værket krænger bukser og kjortler af, virkede de hverken afklædte eller nøgne, smurt ind som de var i mudder. Lige som i Bausch´ ”Le Sacre du Printemps”, der foregår i jord og mudder (som jeg oplevede det på Pariseroperaen for et par år siden) gav det mindelser om de første mennesker, der som mudderets Adam og Eva rejser sig op og træder ud af det skabelsens jord og mudder som de kommer af, for med nysgerrighed at udforske og undersøge den nye verden som omgiver dem. Eller rettere ”den første verden” de møder. Sådan føltes det også som tilskuer, for vi overværede en fødsel, et skabelsesøjeblik, der kun sjældent opstår. Noget, der gør teatret til det rum vi søger tilbage til igen og igen for netop i korte øjeblikke at opleve, når underet sker og vi møder os selv og vort eget liv. Øjeblikke, der retfærdiggør at vi bliver ved med søge tilbage igen, for det kunne jo være at vi var heldige at opleve det – og som den første bid af visdommens æble, give os mulighed for at forstå, hvordan det hele hænger sammen. Det sker kun yderst sjældent.

Fotograf: Mikkel Arnfred

Det var som om som jeg så moderne dans for første gang, som om det var et helt nyt frisk sprog. Både Lærke Appelon & Lukas Pzytarsky dansede med en fælles hemmelighed, som de aldrig gav fra sig. Det var svært ikke at blive revet med. Der var ingen tilvænning, værket forplantede sig direkte til tilskuerne i en frydefuld sammensmeltning af lyd og bevægelse. Jeg kunne være blevet siddende og betragtet dem hele aftenen. De 40 minutter som værket varede føltes alt for kort.

 
Fotograf: Mikkel Arnfred
 

 CATHARSES
Koreografi: 
Israel Aloni & danserne
Dansere: 
Lærke Appelon & Lukasz Pzytarsky
Lyd: 
Didi Erez
Kostumer: 
Linnea Bågander
Lys: 
Ben Cowens

 
Fotograf: Mikkel Arnfred
 
Læs mere om Israel Aloni:

Israel Aloni forklarer selv om sit koreografiske arbejde: “I am an independent and international choreographer, educator, theorist and performer. I operate within the broad spaces of contemporary dance as a medium and am inspired by psychology, anthropology and philosophy in the content of my practice. I am also the artistic director of ilDance, together with my associate, Lee Brummer. ilDance is an independent and international contemporary dance company and a production facilitation hub based in Gothenburg, Sweden. The company is the home to the independent creations of Brummer and myself as well as the platform for various pioneer projects and activities that we operate in order to revitalize and update the means which are available for the creation and production of exciting contemporary dance in Sweden and abroad. Our main aspirations are to bridge, link and adhere a diverse verity of artists, countries, genre and people within every project that we realize.” (https://theworkroom.org.uk/members/israel-aloni/)
Review in English.
Billetter og information om forestillingerne på Bornholm den. 19.9.
- og i Sorgenfri den 21.9.2017


Andre anmeldte forestillinger samme sted:
MIN ODYSSÈ
EUROPÆERNE
LEONARDO
MIT RUM
ASTEROIDEN
 

torsdag den 14. september 2017

Anmeldelse: TRÆET af Odin Teatret


Gæstespil på Teater V fra den 13.-17. september 2017

”Jeg hedder Iben og min far var digter”. Iben Nagel Rasmussen indleder forestillingen ”Træet” med at referere til sin far, Halfdan Rasmussen. Hun kan noget med sin stemme. Hun taler syngende og bruger sin stemme som var den et instrument dyppet i fremmede toner og sange. I det hele taget er Odin Teatret rundet af helt andre toner og sange. Stemmens melodier på alverdens tungemål går som en rød tråd igennem forestillingen. Odin Teatret, ledet af Eugenio Barba, er som en hellig ko, der bevæger sig rundt i teaterverdenen uden for tid og rum og er til stede alle steder og ingen steder. Det er 30 år siden at jeg så Odin Teatrets forestilling ”Marriage with God (1984-1990). Jeg har stadig programmet. Forestillingen handlede om den russiske danser Nijinski og om hans møde/ægteskab med vanviddet. Det var en forestilling, der satte sig på tværs inde i mig – ligesom ”Træet” i går gjorde - og ligeledes med Iben Nagel Rasmussen. For er det vanvid eller genialitet? Eftersom det ikke lader sig adskille er det sikkert begge dele.


Forestillingen ”Træet” har mange handlingstråde. Rammehistorien er Iben Nagel Rasmussens møde med sit yngre jeg, der ligesom hende selv læser om fugle og reciterer eventyr. Hendes yngre jeg er iført flyverhjelm, og flyvetemaet går videre gennem forestillingen og understreger vores ønske om, som fugle, at kunne flyve. Over for det introduceres krigen og borgerkrigen, der hugger alt ned for fode. Det er på sin vis en dysfunktionel verden, der tages udgangspunkt i, men Odin Teatret giver os sangene og fortællingerne tilbage. Det bliver også en allegori om træet i verdenen og ikke mindst om de fugle, der er forsvundne fra det, ligesom fortællingerne og sangene synes at være. Det er udgangspunktet i ”Træet”. ”For hvad ved et folk, der altid har levet i fred, om krig og borgerkrig?” Forestillingen er en billedstorm, der raser.

 
Odin Teatrets forestillinger er patetiske. Eller det vil sige at de er fulde af patos, af passion, af billeder og tableauer, for de lever og ånder i deres eget parallelunivers. De er ikke rigtigt forbundne med publikum, og ønsker heller ikke at være det. På den ene side rækker skuespillerne/danserne/sangerne hele tiden ud mod os, men det er på skrømt, for det er en henvendelsesform, mere end det er et egentligt ønske om kontakt. På samme måde som de heller ikke efterfølgende stiller op til applaus. Selvfølgelig virker det krukket, og det hensætter publikum i spekulativ undren. Det illustreredes i aftes også glimrende med den teatergæst, der netop havde købt to glas rødvin som han ikke kunne få med ind til aftenens forestilling. For hvordan skulle det kunne lade sig gøre, når det gælder en så ritualiseret teaterform, hvor både teaterrum og tilskuerpladser er bygget sammen til en forunderlig enhed. Det ville være synd at røbe mere her, for det er en så central del af oplevelsen, at det skal opleves og føles på egen krop. Men der er ikke plads til langstilkede rødvinsglas og heller ikke til de konventioner, der normalt omgærer andre og mere traditionelle teaterforestillinger. Odin Teateret er helt sit eget, og er teater for alle, men ikke for enhver. Men det med den udstrakte hånd er centralt, for jeg oplever ikke at det er en hånd, der ønsker at gribe fat i mig, så på den måde blev det en oplevelse, der lever og ånder i sit eget adskilte univers.

 
Selv om Odin Teateret tydeligvis ikke er beslægtet med noget andet dansk teater, indgår det i en større teaterfamilie, for der er alligevel ligheder med Théâtre du Soleil i Paris, hvor mange forskellige kunstnere fra hele verden - og de stilarter de repræsenterer - hvirvles sammen på scenen og styres af Ariane Mnouchkine (der i sin tid også lavede den mageløse ”Molière”-film fra 1978). Senest har de haft premiere på ”Une Chambre en Inde”(”Et indisk værelse”) i Cartoucherie, hvor sprog, sang, dans og alverdens diversitet smelter magisk sammen, men her oplever jeg at hånden strækkes ud. Ikke bare som en gestus. Det kommer fra hjertet, og det gør hele forskellen. Også her hvirvler de mange forskellige tungemål og kulturer rundt hurtigere og hurtigere og danner sit helt eget univers – ligesom i ”Træet”.  Men der inddrages publikum på ægte vis. Men at tale om ægte og ikke ægte er på sin vis malplaceret, for det er STADIGVÆK et privilegie at blive inviteret med på så eksklusive rejser som det sker i ”Træet”. Nogle teaterrejser er som døre ud af vores liv til omverdenen og andre som døre ind til vores indre liv.  Odin Teatret er både en dør ind og ud. Det skal de have tak for.
 
Fotograf: Rina Skeel
 
Gæstespil på Teater V, Porcelænstorvet 4, 2500 Valby -  fra den 13.-17. september 2017.

Skuespillere: Luis Alonso, Parvathy Baul, I Wayne Bawa, Kai Bredholt, Roberta Carreri, Elena Floris, Donald Kitt, Carolina Pizzarro, Fausto Pro, Iben Nagel Rasmussen, Julia Varley
Instruktør: Eugenio Barba
Instruktørassistenter: Elena Floris, Julia Varley
Scenisk rum: Luca Ruzza, Odin Teatret
Lysdesigner: Luca Ruzza, OpenLab Company
Lysrådgiver: Jesper Kongshaug
Trækoncept og realisering: Giovanna Amoroso og Istvan Zimmermann, Plastikart
Software programmering: Massimo Zomparelli
Kostumer og rekvisitter: Odin Teatret
Musikalsk ledelse: Elena Floris
Teknisk leder: Fausto Pro
Dukker: Niels Kristian Brinth, Fabrio Butera, Samir Muhamad, I Gusti Made Lod
Dukkehoveder: Signe Herlevsen
Dramaturg: Thomas Bredsdorff
Litterær rådgiver: Nando Taviani
Tekst: Odin Teatret 

Produceret i samarbejde med Nordisk Teaterlaboratorium (Holstebro), The Grotowski Institute/Wroclaw European Capital of Culture 2016 (Polen) og The Hungarian National Theatre (Budapest).
Premiere: 23. 9. 2016 i Holstebro




Læs mere om Odin Teatret.
 
Andre anmeldte forestillinger på Teater V: