fredag den 18. november 2016

Anmeldelse: EUROPÆERNE på Teaterøen


Foto: Ingrid Bugge

I ”Europæerne” er vi tilbage i Wien i 1683, hvor osmannerne (eller muslimer/arabere som vi ville kalde dem i dag) er tæt på at erobrere Wien, der på det tidspunkt var symbol på hele den vestlige verden, for havde vi tabt det slag, havde vi også tabt Europa – og den fælles følelse af europæisk sammenhold, der siden har været en naturlig og underforstået sammenhængskraft. Men som ikke længere med samme naturlighed binder os sammen. Barkers monumentale værk er på én gang nostalgisk og visionært og tilbyder en rejse frem og tilbage i den europæiske bevidsthed og selvforståelse. Den nulevende, 70-årige engelske dramatiker, Howard Barker (født 1946 i Camberwell) kaldes for vor tids Shakespeare. Det er store ord, men netop det som Shakespeare mestrede så fint, gør Howard Barker ham efter. Evnen til på én gang at skrive for høj og lav, evnen til både at jonglere med komedie og tragedien på samme tid, men først op fremmest den fabulerende evne til at (gen)skabe verden foran os på scenen via ord, der på én gang både svier og fryder. Som publikum kan vi bade i ordstrømmene. De lægges for os som vellystige kødlunser, der grilles over eksistensens flammer og bliver til i vellystne ordorgier på liv og død. Ordene er på én gang både lette og tunge. Dansende og valsende borer de sig ind i kroppen som missiler eksploderende af vellyst.

Foto: Ingrid Bugge

”Gud knock-outede Allah, denne gang...” 
(Kejserinden af Østrig, 1. akt, 1. scene)

Allerede da Klaus Risagers musik til forestillingen afspilledes i bussen til Teaterøen, var det tydeligt at der var lagt op til noget ganske særligt. Musikken er på én gang inviterende rummelig og vemodig, og ideel som akkompagnement til et så gigantisk visionært og vidtforgrenet teaterværk som Howard Barkers EUROPÆERNE. Risagers musik giver mig lyst til at græde, for han formår – ligesom Barker - at invitere indenfor i en verden, hvor alting er i bevægelse og samtidig er frosset fast i et vibrerende nu.

Foto: Ingrid Bugge

”De fattige har hverken ord eller underbukser.” 
(Katrin, 1. akt, 2. scene)


I den 3½ time lange forestilling ledes publikum indledningsvis udenfor og samles omkring en stortromme, der brager gennem mørket og gør det ud for tumlen på slagmarken, da vi møder Thomas Kirk som den evigt poserende kejser, der træder ud af mørket med ordene: ”Jeg ler. Jeg ler.” Han afslutter med de samme ord – og hele teksten kan ses som et stort vidnesbyrd om Europas selvdestruktion og genfødsel. Liv og død, krig og fred, rædsel og fryd, kærlighed og had. Alt bydes op til dans af den leende kejser. Uden mikrofonforstærkning lykkes det spillerne at råbe os op med stemmer, der stiger frem af mørket, mens de langsomt bevæger sig frem mod os og ind i lyset.

Foto: Ingrid Bugge

De leder os videre indenfor, da handlingen fortsætter i afmagnetiseringsstationens yderste flådestation før havet, hvor det er den voldtagne og maltrakterede i skikkelse af Tilde Knudsen, der afgiver sin beretning til referat i en af den store forestillings prægtigste scener. Ordene sidder fast i hende og vristes langsomt ud fra kroppens indre mørke til lyden af det inciterende akkompagnement af Klaus Risager, der musikalsk binder aftenen sammen. Det gør han bl.a. live på et opretstående præpareret klaver, hvorfra lydene glider umærkeligt ind imellem ordene på scenen. Scenen skildrer den evigt voldtagne og maltrakterede. På samme måde som scenerne mellem kejseren og maleren (Martin Ammundsen), tager afsæt i ønsket om at fastgøre billedet af det skete til papir og senere lærred i den evige jagt på dokumention – på at fastholde historien i ord og billeder, for hvad skete der - og hvordan? Det er en allegori over alle krige og alle civilisationer. Det bliver historien om menneskets overlevelse, destruktion og genkomst – intet mindre. Netop på samme måde som Shakespeare gør det i sine store dramaer. Det lyder pompøst og bombastisk, og det er det også, men ikke kun, for den store og sprudlende ordkunstner tager os hele tiden ind i sproglige rum, hvor vi møder nye overraskende selvforståelser.

Foto: Ingrid Bugge

”Ja de gode manerer vender tilbage lige så snart butikkerne åbner.” 
(Suzanna, 1. akt, 2. scene)

Barker har været opført på nationalscenen flere gange. ”Scener fra en henrettelse”(1996) med Kirsten Olesen og "Rædsel for natten" (1997) med Jørgen Reenberg. Senere også i Holland Houses "Stalingrad" (2002) og "Død, død og meget død" (2008). Odense Teater fulgte efter med ”12 møder med et vidunderbarn” (2008). Peter Kirk har tidligere arbejdet med teksten og har ud over Asterions Hus´ egen stab allieret sig med stærke ordjonglerende skuespillere som Susanne Storm (som kejserinden af Østrig) og Charlotte Munck (som den uforsonlige og stålsatte Starhemberg). Derudover medvirker Jacob Stage som liderlig og ugudelig præst og Gry Guldager som Susannah, Katrins søster, men er også særdeles overbevisende som døden selv i skikkelse af ”Anden Moder”.
 
Foto: Ingrid Bugge

Barker skriver som en beåndet digter og bander som en slagter. I en blanding af ekskrementer og ædelsten begraves tilskuerne i et ordrigt søle. Men vigtigst er at ord og menneske genopstår ud af destruktionen. Det er et vitaliserende og forfriskende Howard Barkersk syrebad. Det er klassisk teater på en helt ny måde. Derfor kræver det også en instruktør, der kan billedsætte det stærkt, direkte, frådende og poetisk – og det formår Peter Kirk til fulde. Kostumer og scenografi er skabt visuelt spektakulært af Maria Lau Krogh, der formår at forene det enkle med det overdådige. Til premieren blev spilletiden overskredet med 45 min. Det betød at den samlede spilletid blev alt for lang, men det er det, der sker når publikum samtidig skal bænkes, bespises og føres gennem utallige lokaliteter og nyde mange gastronomiske oplevelser samtidig. Dygtigt og gastronomisk overraskende kokkereret og serveret af Martin ‘Guf’. Det er så at sige den menneskelige faktor, men når det bliver rettet ind, vil de vigtige og afsluttende orddueller sikkert heller ikke virke så lange, men falde på plads i den enorme masterplan, der er ligger til grund for ”Europæerne”, hvor vi som publikum føres fra lokalitet til lokalitet, fra spise til spise, fra ord til ord. Men Howard Barker er altid for lang - eller rettere lige som han skal være. For det der er, skal være der, hvor det er. Der er ikke noget at betænke sig på. Tag ud og oplev det, men gør det hurtigt for forestillingen spilles kun 10 gange for et begrænset antal tilskuere. Det er storslået, mageløst og meget Howard Barkersk. Ligesom livet og døden, ligesom krigen og freden – ligesom livet og kærligheden er, når alting falder fra hinanden og finder sammen på nye overraskende måder i det Barkerske univers.

Foto: Ingrid Bugge


EUROPÆERNE

Medvirkende: Martin Ammundsen, Gry Guldager, Thomas Kirk, Tilde Knudsen, Charlotte Munck, Jacob Stage, Klaus Risager og Susanne Storm

Instruktør: Peter Kirk

Kok: Martin ‘Guf’

Scenograf: Maria Lau Krogh

Scenografisk konsulent: Hasse Selvig Sandell

Kostumedesigner: Maria Lau Krogh

Dramatiker, forfatter: Howard Barker

Komponist: Klaus Risager


Spilleperiode: fra den 16.-26. november 2016 kl. 18.30

Teatrets bus kører fra Christianshavn Torv en ½ time før hver forestilling – og tilbage igen efter forestillingen.

  Læs mere,
Dramatikerens hjemmeside.



Andre anmeldte forestillinger på Teaterøen:
Leonardo (Asterions Hus, 2015)

Mit rum (Asterions Hus, 2013)
Teaterfestivalen Asteroiden (2012)
Minotauros (Asterions Hus, 2010 )

------

Instruktør Peter Kirk beskriver i forestillingens program sit første møde med Howard Barkers katastrofiske teaterunivers, hvor det gælder om at tage publikum alvorligt og fortælle dem historier som de ikke forstår:
”Howard Barkers dramatiske tekster og hans teaterfilosofi har været inspirationskilde for mig i hele mit professionelle teaterliv. Jeg stødte på hans ”The Power of the Dog”, ved et slags tilfælde på mit 3. år på skuespillerskolen. Vi var allerede i gang med prøveforløbet, og lidt desperate uden en tekst, ledte vi efter et passende stykke. I en vild læsning af masser af stykker hoppede vi ombord i dette stykke, uden egentlig overhovedet at forstå hvad det handlede om, mens vi løbende oversatte den. Den oplevelse glemmer jeg aldrig. På nær en enkelt forestilling 15-20 år tidligere var vi elever fra Odense Teaterskole de første, der spillede Howard Barker i Danmark. Efterfølgende fik jeg fat i flere stykker af ham og åd dem begærligt. Her var en stemme, jeg aldrig havde hørt før og som har inspireret mig dybt i mit virke som skuespiller og instruktør.”