torsdag den 3. marts 2016

Anmeldelse: EN LANDSBY PÅ HØJKANT af kunstkollektivet FAMILIEN


Idor, Stine, Torben, Maj-Britt, Katrine og Max. Fotograf: PR-foto FAMILIEN
 
Spørgsmål trænger sig på fra starten: Kan man anmelde andres liv?
Vi bliver ledt udenfor i regnen og står så vi har frit udsyn til det 15 etagers højhus på Peder Lykkes Vej 61 på Amager. To farvestrålende udklædte skuespillere (Rosa Sand Michelsen og Gry Guldager) fra Kunstkollektivet FAMILIEN råber os op med megafoner, og giver signaler til folkene i højhuset, så lyset på skift bliver tændt, hvor husets beboere venter på at få besøg af os. Selv er Kunstkollektivet flyttet ind i huset for 2 måneder siden. Rammen omkring fortællingerne er at huset står foran nedrivning. Det er erklæret uegnet til menneskelig beboelse. Nogle synes at højhuset er en skændsel. Andre har det som deres hjem og har haft det igennem så mange år, at det er blevet en landsby på højkant. Kommunen kan tydeligvis ikke bestemme sig. Det er allerede flere år siden at det skulle have været pulveriseret til betonstøv.

Idor. Fotograf: PR-foto FAMILIEN

 
Sucker for solnedgange
 
Vi deles op i 7 grupper med op mod 9 personer i hver. Vi er i gruppe 3, der ledes indenfor af musikeren Nils Foss. På 12. etage åbner Maj-Britt døren og byder os indenfor.  Det føles som at træde over tærsklen til et liv, til en lejlighed, til en svimlende udsigt ud over byen. ”Jeg er en sucker for solnedgange”, siger Maj-Britt, før hun fører os gennem lejligheden og ud på terrassen, der fører hele vejen rundt om huset. Det er lidt diset i vejret, men udsigten er mageløs. Alene udsigten gør noget ved én. Midt i det der kan synes som amagerkansk betonørken føles det eksklusivt at kunne have adgang til en sådan udsigt. Det giver et sug i maven, når jeg kigger ned. Indenfor fortæller Maj-Britt om hvordan lejligheden er det første sted hun har boet, der er hendes eget. Om rusen over at flytte ind. Bare det at have en yderdør som man selv kan bestemme om man vil åbne eller ej, når det banker på. Maj-Britt fortæller også om fyren som hun møder her. Om hvordan de langsomt nærmer sig hinanden. Indtil hun en dag sætter sig ved siden af ham, for at finde ud af, hvad han er for én. Senere erklærer hun sig for ham med et: ”Jeg er altså blevet smaskforelsket i dig!”. Hvortil han svarer: ”Så må vi se, hvad vi kan finde ud af!” Afslutningsvist akkompagnerer musikeren på et lille transportabelt klaviatur  Patsy Cline-melodien ”Crazy”. Det kan godt være at der smutter en tone hist og pist. Det kan godt være at der er skønhedspletter i sangen, men det ændrer ikke at en rørende følelse breder sig indeni over at få lov at sidde der, mens Maj-Britt synger sin egen ”Crazy”. Patsy Cline er for længst forsvundet, og tilbage står et unikt øjeblik i et højhus på Peder Lykkes vej – på 12. etage. Eller også har Patsy Cline aldrig været mere til stede end netop nu.
 
Brudebuketten

Udenfor på gangen får jeg udleveret en nøgle, og vi bliver bedt om at gå 3 etager op, hvor vi skal låse os ind i en lejlighed. Indenfor bliver vi ringet op og bedt om at gå ud på terrassen, hvorfra vi bliver vinket hen til Idors lejlighed. Igen er udsigten noget, der suger blikket til sig, og også det som han beder os kigge på - i stedet for på ham, mens han beretter om hvordan kærligheden skal have to sider, for ellers går den i stykker for ham. Da han ikke har flere ord afspiller han Poul Krebs´ a capella-sang ”Brudebuketten”, før han viser os ud til Katrine, der står ventende udenfor - og som er nyindflyttet studerende fra KUA. Hun fører os til sin lejlighed, hvor hun viser os planen for det kommende byggeri. Hun kommer fra en landsby på Fyn, og genfinder her et kammeratskab og en hjælpsomhed som hun ellers kun kender fra landsbyen derhjemme. Katrine kalder højhset for ”en landsby på højkant”.

Stine. Fotograf: PR-foto FAMILIEN

Udenfor står Stine og venter på os – iført badekåbe. Stine gnistrer af energi. Hun leder os til 1. etage hvor hun beder min ledsager om at læse det brev højt som hun har efterladt til ham i brevsprækken, hvori hun takker ham for at han altid er der for hende. Min ledsager får en klump i halsen under oplæsningen.
 
Cirkelsprang og museofring
 
Stuen er domineret af en række videoskærme og en stor tv-skærm, hvorpå en kvindelig hærleder, der er Stines alter ego, øver cirkelspark og er placeret i et computeranimeret landskab i et utopisk rige, hvor Stine leder 200 undersåtter, der er placeret rundt over hele verden. Hun spiller to timer om dagen. Brevet til naboen har allerede indikeret at der er en særlig grund til at Stine har brug for nabohjælp. Det skyldes alle de sygdomme som hun har. Hun remser dem hurtigt op, og det er et under at hun kan holde sig oprejst, og hun fortæller da også at det tager timer for hende at stå op hver morgen. Bare det at komme ud af sengen og komme i bad. Bagefter er det svært for os at komme derfra. De intime betroelser får os til at ville blive. Men videre skal vi, for vi skal op til Max, en yngre fyr med et fascinerende markant ansigt. Indledningsvist spørger han, om der er nogle der er bange for slanger? Senere afslører han at det er han selv, og at de to terrarier skyldes at en anden i højhuset skulle flytte sammen med kæresten – på dén betingelse at det blev UDEN slanger, så en dag bankede det på døren og en ½ time senere flyttede de to slanger ind. Max spiller Chopin, mens han på en stor videoskærm afspiller video-optagelse af en ”museofring”, og så er det op til os om vi vil kigge på det eller se på Marx, mens hans fingre flyver legende henover klaviaturet. Jeg kan ikke få øjnene fra museofringen, men vælger dog Max og Chopin, da musen endelig er fanget og langsomt forsvinder ind i slangens gab.

Torben. Fotograf: PR-foto FAMILIEN

Torben er ejendommens bestyrelsesformand, der fortæller os mere om husets historie. Bagefter samles vi alle i husets café. På et tidspunkt fejes gardinerne nede for enden til side, så vi kan se alle beboerne stå udenfor i mørket med tændte neonrør i hænderne som et menneskeligt tableau. De bliver klappet indenfor til et stående varmt bifald.
 
Kan man anmelde andres liv?

Som svar på det indledende spørgsmål, om man kan anmelde andres liv, er det så ikke hvad vi allerede gør, når vi møder et menneske første gang? Men hvor går grænsen mellem teater og virkelighed? Kunstnerkollektivet FAMILIEN balancerer midt imellem. På den ene side er der intet, der kan konkurrere med virkeligheden. Ingen teatralske virkemidler når bare tilnærmelsesvist op på siden af livet selv (og er heller ikke medtaget i beskrivelsen her). Men på den anden side havde vi aldrig kunnet opleve dette, hvis det ikke netop var blevet organiseret, udviklet og tilvirket så fint af instruktøren Lene Skytt. For i bund og grund handler det om at gribe ud og holde fast i verden omkring os, så den ikke glider os af hænde. At vi tager ejerskab og insisterer på at få verden og menneskene i tale. ”En landsby på højkant” vender alle de gængse forestillinger på hovedet, så man bliver svimmel af udsigten. For det er udsigten til livet og menneskene omkring os. For kun ved at fokusere på andre, ser vi også os selv klarest. Tak for det til beboerne på Peder Lykkes Vej 61 og ikke mindst til Kunstkollektivet FAMILIEN for at bringe os øjenhøjde med livet på de mange forskellige etager.

 Stine, Torben, Max og Katrine. Fotograf: PR-foto FAMILIEN
***
 
Idé + koncept: Kunstkollektivet FAMILIEN
Medvirkende beboere: Torben, Maj-Britt, Jarl, Stine, Bjarne, Max, Katrine, René og Idor
Medvirkende skuespillere: Rosa Sand Michelsen og Gry Guldager
Musik, komponist og lyddesign: Nils Foss
Scenograf: Katrine Gjerding
Dramaturg: Tine Byrdak
Lysdesign: Martin Danielsen
Video: Ribka Coleman
Rekvisitør og forestillingsleder: Anka Holm Sørensen
Instruktør: Lene Skytt
***
 
FAMILIEN er et kunstkollektiv, der arbejder som et praksis-fællesskab, hvor alle erfaringer og kunstneriske overvejelser bliver samlet i en fælles vidensbank
Tid og sted: 1.-10. marts (man-fre kl. 19, lør kl. 17.) + Golden Days 15.-24. september 2016: Højhuset, Peder Lykkes Vej 61, 2300 København S
"
En landsby på højkant" er en gæsteforestilling under Teatergrad. Læs mere
Læs også anmeldelser af andre forestillinger under Teatergrad: "Husker du?"  &  "Forført"