fredag den 21. november 2014

Anmeldelse: GLASMENAGERIET på Hippodromen

 Foto: Thomas Petri.
Der er en rørende enkelhed over den ydre handling i Tennessee Williams´ gennembrudsstykke,  ”Glasmenageriet”, der  foregår i sydstaterne under depressionen i 30’erne, men folder sig ud som en tidsløs historie om mennesker og deres drømme og længsler.  Man kan se konturer af alt det der i hans senere produktion skulle brede sit vingefang fuldt ud. Det er ikke hans største skuespil, men måske hans mest rørende. Det er et drømmespil om en mor og hendes to voksne børn – og den mand, Jim, der i 2. akt inviteres hjem i et forsøg på at finde en mand til datteren, Laura, hvis glashobby har givet navn til stykket. Hun er i Ena Spottags skikkelse stor og genert, og har et benhandicap, der giver hende en sær skæv gangart.  Som et såret dyr humper hun rundt derhjemme forfulgt af morens ord og øjne. Karen-Lise Mynster er Amanda, moren - den efterladte kvinde med de to børn, hvis mand bare forsvandt. Søskendeparret kender til bevidstløshed alle morens storslåede historier fra en tid, hvor alting var så meget bedre end nu. De er alle tre drømmere, der sidder uhjælpeligt fast i et klæbrigt drømmespind. Sønnen, Tom, har tilsidesat sin forfatterdrøm. Det er hans lagerløn, der betaler og opretholder deres liv, selv om moren gør hvad hun kan for at sælge abonnementer på tidens kvindeblade som telefonsælger.
 
Foto: Thomas Petri.
 
Tom, spillet så fint af Jens Frederik Sætter-Lassen, nærer en særlig ømhed for sin søster, og priser hendes kærlighed og varme. Selv er hun mest interesseret i at lytte til gamle plader og pudse sine små glasdyr, mens Tom for længst har set og gennemskuet at det er morens ambitioner på deres vegne, der holder dem fast og spærret inde. Amanda har fået den ulyksalige ide at datteren bare skal giftes bort, så skal det nok gå. Men i andres øjne er hun ”sær” og en ”krøbling”. Hårdt presset går Tom med til at invitere en kollega, Jim – spillet af Nikolaj Bjørn-Andersen, med hjem fra lageret, men har ikke sagt noget om søsteren. Men de kender allerede hinanden. Fra deres skoletid var Laura vild med Jim. Men kan det virkelig være den samme Jim? Han der havde en så lysende fremtid, er det virkelig ham, der nu arbejder på samme lager som Tom?
Amanda har allerede udset Jim til at være den, der skal redde det hele. Men sådan går det ikke. Sådan går det aldrig i Tennessee Williams´ stykker. Det er samme set-up i hans mest kendte stykke ”Omstigning til paradis”/”A streetcar named desire”, hvor Blanche Du Bois også har inviteret en mand hjem. Det går aldrig godt med disse inviterede mænd hos Tennessee Williams. Heller ikke i ”Glasmenageriet”.
Foto: Thomas Petri.
 
I 1. akt er det en fornøjelse at opleve Emmet Feigenbergs meget mundrette og ligefremme danske oversættelse af de verbale træfninger mellem mor og søn. Tom kan ikke udstå hjemmets indelukkethed, og går af sted hver aften og kommer først sent hjem. Han siger at han går i biografen, men vi hører aldrig, hvad han egentlig laver. Det vigtigste er, at han er væk fra den kvælende stilstand i hjemmet.  Han affinder sig med arbejdet på lageret, men det rider ham som en mare. Der går ikke en dag, ikke en time, uden at han længes væk. For hver dag der går, svinder hans drømme. Det er ved at være sidste chance inden han selv helt forsvinder. For også han har en drøm om noget andet og bedre.
Foto: Thomas Petri.
 
2. akt består overvejende af mødet mellem Laura og Jim. De er et umage par, men de to spilles så inderligt rørende af Ena Spottag og Nikolaj Bjørn-Andersen, at deres scener sammen kommer til at afbalancere stykkets stærke 1. akt mellem mor og søn, selv om det er så stille og inderligt, og i  så stor kontrast til 1. akts stærke verbale udladninger. Iscenesætteren Kaspar Rostrup er så erfaren, at han straks har set at det gælder om at få disse to meget forskellige akter til at passe sammen, og det lykkes meget fint. Der er tale om to skuespillere, der spiller helt tæt og fint op til hinanden, så det faktisk er det, der bagefter bliver siddende hos mig, selv om stykker er stærkt og så glimrende besat med både Jens Frederik Sætter-Lassen og ikke mindst Karen Lise Mynster, der i rollen som Amanda kan fejre sit 40 års skuespillerjubilæum med endnu en fin scenepræstation.
Det er ikke første gang at Jens Frederik Sætter-Lassen og Karen-Lise Mynster spiller stærkt og insisterende overfor hinanden. I Jacob Weis´ meget velskrevne ”Diva min” (2012) på Teater V var de begge frygtindgydende, hver på deres måde, men denne gang er de endnu mere jævnbyrdige.
 Foto: Thomas Petri.
Når man holder et af de små glasdyr op mod lyset, så tindrer de og stråler. For en stund bliver virkeligheden så magisk at forestillingens Laura foretrækker at leve sit liv blandt  glasdyrene fremfor menneskene - og vi forstår hende godt. Alt for godt. For virkeligheden er grum og barsk. "Glasmenageriet" er en forestilling fuld at splintrede drømme og glasskår. Pas på at du ikke skærer dig! Velkommen til "Glasmenageriet"...


GLASMENAGERIET
INSTRUKTION (og bearbejdelse): Kaspar Rostrup
SCENOGRAFI: Stine Martinsen
KOREOGRAFI: Jeanette Binderup-Schultz
KOMPONIST: Fuzzy
OVERSÆTTELSE: Emmet Feigenberg
LYSDESIGN: Baard Nilsson                                       
LYDDESIGN:
 Steen Larsen
MEDVIRKENDE: Karen-Lise Mynster, Jens Frederik Sætter-Lassen, Ena Spottag, Nikolaj Bjørn-Andersen 


Spilleperiode på Hippodromen, Folketeatret:  11.11. - 6.12.2014 - derefter turné.
LÆS MERE:

Ingen kommentarer: