lørdag den 23. februar 2013

Anmeldelse: ”Vildanden” i Skuespilhuset



Foto: Per Morten Abrahamsen

 

Forestillingen indledes med et skud og slutter med et. Det er historien om en vildand. Om at ofre sig for det man har kært, men også om, hvad der sker, når man ofrer sig forgæves. Teksten er god. Det er en klassiker, der handler om livsløgne og om ”den ideelle fordring”. Om idealer og livsløgne. Gregers Werle, rigmandssønnen, og hans gamle skolekammerat Hjalmar Ekdal, hvis far er gået i hundene, mødes igen efter mange år. Tidligere var de to sønners fædre kompagnoner, men den ene kom i fængsel og den anden blev frifundet. Den ene fik sig snoet udenom på grund af manglende beviser, mens den anden blev fængslet, for noget som de vist begge havde været lige gode om. Rigmandssønnen har det godt på fornemmelsen, og for at råde bod på det, gør han det til sin livsopgave at åbenbare hele sandheden for sin gamle skolekammerat.

Sønnernes roller er fra Ibsens hånd slet ikke så lette at gå til, for hvis de spilles for entydige, bliver stykket uinteressant, så det står og falder med skuespillerne i sønnernes roller. I Thomas Bendixens lydefri iscenesættelse spilles de fuldt dækkende af Morten Suurballe og Kristian Halken. Det er et godt greb at lade Surballes rigmandssøn fremstå nervesvækket og manieret, for det gør hele hans forsæt med ”at ville gøre en forskel” endnu mere skingert. Især i mødet med Kristians Halkens elskelige familiefar.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Halken spiller så afvæbnende menneskeligt, at vi føler med ham, selv om han er påfaldende svag og ude af trit med omgivelserne og sig selv. Hans hængende skuldre og sjokkende gangart. Vi genkender hans sårbarhed, hans glæde og forladthed. Hans lykke er så lille og så skrøbelig, at den er dømt til at gå under, og det er det, der sker i mødet med rigmandssønnen Gregers.

Selv ikke datterens rolle, Hedvig (Neel Rønholt), der på papiret virker gammeldags og ude af trit med en ung pige af i dag, falder igennem, når den bliver spillet så begavet og hengivent som det sker her.
 
Foto: Per Morten Abrahamsen

Bodil Jørgensen, der spiller hans kone, Gina, slår ikke ud efter ham, for hun ved alt for godt at han vil styrte ved den mindste modgang. I stedet støtter hun ham, og hjælper ham ind i det lykkeland han søger mod, indtil det hele ramler sammen. Bodil Jørgen er noget ganske særligt, for ingen kan som hun være sitrende. At sætte hende op mod Werle-familiens stålsatte nye husbestyrerinde i skikkelse af Camilla Bendix er en fornøjelse at iagttage. Det er kun en ganske lille scene de to har i 4. akt, men den svier helt ind i sjælen. Rollebesætningen er mere end fin. Den er kongelig.
Foto: Per Morten Abrahamsen


Det er svært at skabe intimitet på Skuespilhusets kæmpestor scene. Opsætningen er stor og spektakulær, men det er stadigvæk et kammerdrama, der ville kunne spilles lige så godt, hvis ikke bedre på en ganske lille scene og næsten uden rekvisitter. For vi ser aldrig vildanden. Det hele ligger lige under overfladen og bobler. Ibsen formår at hage sig fast i de sprækker, der er i de menneskelige forsvarsværker. Han ridser og kradser, indtil den første mursten løsner sig. Så nok én og én til. Til sidst er det hele væk.

Hvis Ibsen har en morale, er det at vi skal vogte os for ”den ideelle fordring”. I stykket viser han os hvorfor. Der er mange, der vil tale vores sager - på vores vegne. Det er de farligste.

Dog gør strygninger i tekstens begyndelse, hvor 3 mindre roller er skåret væk, at Gregers Werles slutbemærkning om ”at være den 13. til bords” delvist falder til jorden. De strøgne passager i starten, relaterer sig til det. Det fjerner noget af det ildevarslende, der foregriber slutreplikkens pointe. Historien er så fint orkestreret fra Ibsens hånd, at det griber forstyrrende ind, når man forkorter og derved ændrer, for det er i starten at der bygger op til slutreplikken. Udeladelsen gør at Gregers kommer til at fremstå dæmonisk, som om han med vilje har villet være ond, men det er netop Ibsens pointe, at hans ærinde er det modsatte. Han vil det gode og det ideelle, selv om det kun er det onde han opnår.
 
Foto: Per Morten Abrahamsen

Iscenesættelse:  Thomas Bendixen
Scenografi og kostumedesign: Karin Betz
Lysdesign: Mads Nielsen

fredag den 22. februar 2013

Anmeldelse: "Mit Rum" af Asterions Hus


 

På forscenen er der en masse kasser. Store og små i mellem hinanden. I mange størrelser og i forskellige farver. Kasser indeni kasser. Der bygges med kasser, leges med kasser og lukkes ord og toner ud af kasser. En sort gammeldags kuffert er fuld af gamle dagbøger. Måske er vi oppe på loftet, hvor kufferter og mannequindukker står opmagasineret side om side med gamle standerlamper. Eller også er vi midt i en fantasi, hvor de gamle ting får liv og begynder at tale sammen - som i et HC. Andersen-eventyr.

Kufferten tømmes ud ved siden af kasserne. Flere publikummer bliver inviteret op for at udpege en dagbog, som de læser passager højt fra. Tilfældige udsnit fra tilfældige dage. Punktnedslag i et liv. En passage handler om at sove til klokken 15 for at være klar til næste dags fest. En anden passage er fra en udlandsrejse i et fjernt land. Andre passager handler om at bo i kollektiv og gå på teaterskole. Om at stå syngende oppe på en kørende gaffeltruck, der ved et uheld kører ind i en container. Det handler om at være udsat - og om overlevelse. Om at være alene hjemme og bygge huler. Om at være eddersplittende arrig, ville have lov til at prøve alt og leve det ud. Om at være et utæmmeligt barn. Om forundring og begejstring, og ikke mindst om raseri. Men hvad handler det egentlig om, livet? Vi skriver side op og side ned i dagbøger om det, for at finde ud af det. For at få det på det rene og få det afsløret, mysteriet. For hvad gemmer der sig derinde? Hvorfor nøjes med at være kvinde, når man også kan være mand? Om at blive voksen, eller ikke at blive det. Om at lege med lys og lyd. Om at være i en så fantastisk fysisk form, at kroppen bruges som et smidigt instrument, der evner at gennemspille de mest inderlige melodier og de mest hæsblæsende desperate tanker fra dengang, hvor verden blev til omkring os. For kroppen er det instrument i Tilde Knudsens soloforestilling, ”Mit Rum”, som hun spiller mest mesterligt på. Men det allermest forunderlige er, at ved at gå ind i sit eget rum, går man ofte direkte over i andres også. Især når det bliver gjort med så stor dygtighed og oprigtig insisterende interesse som det er tilfældet i ”Mit Rum” ude på teaterøen, på Refshaleøen, hvor Asterions Hus endnu engang formår at lave en forestilling, der som i mange af deres øvrige forestillinger, i udgangspunktet er så såre enkelte at det dårligt nok kan kaldes en forestilling. Netop derfor bliver resultatet så mange-facetteret, som i denne portrætforestilling af et mærkeligt barn. Et barn, der er stadig er der, indeni.   

Det er barnets skæve og forunderlige blik på verden, der fascinerer og minder os om, at ligegyldigt hvor gamle vi bliver, er børnene stadigvæk de klogeste. De leger med kasser og de bygger verdener op. De stabler kasserne op ovenpå hinanden og får det til at blive til erindringer om tidlige morgner i New York, hvor det føles som om solen står op for os alene. Kasserne er fulde af historier. Historier om morfaren, der fortalte historier. På en båndoptagelse hører vi hans stemme. Han får krop og mæle og bliver levende for os. Det er det, der er forestillingens styrke, for den handler om at blive til det vi er. At blive til os selv. Og det er langt fra så enkelt som det lyder

Midt i den voldsomme leg er der en sprød sårbarhed. Den opstår spontant som en lille hemmelighed, der slipper fri. Den holdes frem mod publikum. Den drejes i lyset, og står i silhuet mod baggrunden. Den begynder at danse med sin egen skygge. Den rækker ud efter os og griber fat i os. Den giver ikke slip, og der er ikke noget bedre end at blive taget alvorligt og holdt fast, når vi er omgivet af hemmeligheder. Forestillingen spilles på det, for hvad får vi at vide? Vi er inde i en fantasi, der er virkelig. Deri ligger en stor del af forestillingens styrke, for hvem vil ikke gerne høre en hemmelighed? Hvem vil ikke gerne høre en andens hemmelighed? Det frisætter noget indeni. Vi higer efter hemmeligheder, for det siger noget om at være menneske. Det siger noget om at være barn, og om hvordan det er at blive voksen. Og ikke mindst fortæller det os noget om at være i live. At være til.

Tilde Knudsen, der er alene på scenen, sammen med alle kasserne, alle dagbøgerne, rækker ud efter os og holder fast. Vi sidder tryllebundne og kan ikke komme væk - og vil heller ikke. For godt nok er det hele én stor leg. Men det er en leg med ilden. Den ild og den flamme fra et lille stearinlys, der får skyggerne til at blive kastet frem mod os. Det er så forunderligt, og den stopfyldte sal sad dødstille til premieren og fulgte optrin på optrin, som om vi selv kravlede op ad en stige, der ledte os højere og højere op mod noget som forestillingen satte fri i os. Trin for trin. I en bestandig bevægelse hen imod det, der står med ganske småt i vores dagbøger - og imellem linjerne.
 
 

På scenen: Tilde Knudsen  Instruktør: Peter Kirk 
Kostumer: Camilla Lind  Instruktørassistent: Susan Gritzman 
Sceniske konsulenter: Emil Hansen, Jacob Stage, Sara Topsøe-Jensen og Caroline McSweeney
Asterions Huser et unikt teater, der har til huse helt ude på Refshaleøen. Så langt ude at teateret har taget konsekvensen af deres geografiske afsondrethed, og har købt en bus, der kører i fast rutefart til og fra deres forestillinger, fra Christianshavns Torv en halv time før hver forestilling.