tirsdag den 21. august 2012

Efter lanceringen af de "117 stemmer"


En af de gæsterne ved de to arrangementer skrev efterfølgende denne tekst og sendte den til mig.    Jeg har fået lov at gengive den her:


Jeg kiggede i spejlet da jeg kom hjem:
Mennesket
Jeg havde helt glemt det.
Jeg havde engang en drøm.
Jeg drømte om det fremmede, helt ukendte, det dragende, det spændende i fjerne lande.
I gymnasiet havde vi en udvekslingsstudent, Paul fra Ghana. Han var kulsort med hvide hænder, der var ingen der gad at snakke med ham, ikke engang ham, som han boede hos. Jeg var dybt facineret og så hed han Paul. Vi blev pennevenner og skrev sammen i et par år.
Det var ham jeg ville ned og besøge, men jeg glemte det, jeg glemte mig selv.
Jeg blev bange, jeg blev virkelig, virkelig bange, så bange at jeg ikke kunne være i fjerne lande eller nære. Jeg kunne kun være i den skal lige midt imellem.
Jeg har altid iagttaget og lyttet,
Fra min skrøbelige position med den umærkelige tyngde på mine skuldre.
Jeg drømmer om MENNESKET
Jeg er stadig bange lige midt imellem - fjerne lande og nære - men små mennesker.
Når mennesker er i krise og ikke har overskud til de små mennesker, så hjælper jeg de voksne – min dør er åben for børnene og jeg ser dem, så de er, så de ikke er glemt.
Min vision er MENNESKET

Sheila



PAPIRVÆRKSTED I SOLEN
- om lørdagen i gården ved Apostelkirken, hvor en af mine papmaché-venner havde sneget sig med.
Det er bare papirmasse og alligevel kan det bruges til så meget. Fx. til figurer (hvis det blandes op med savsmuld og tapetklister) eller til papir, som man kan skrive sine drømme og visioner ned på.
Alle disse fotos er taget af Alice Maud Guldbrandsen. Her er hun skarpt aftegnet i silhouette mod gårdens asfalt ved siden af et kloakdæksel. Hvor er det egentlig talt smukt, sådan et dæksel!
 
 
Det smukke gamle bindingsværkhus er fra 1721 og har overlevet to brande. I dag er det ejet af Fredsfonden og af familien Plum, og det er der at Dansk PEN har til huse oppe på 1. sal.
 
 


Hele weekenden var vejret forrygende.
 
 

Mine somre er blevet så festlige siden jeg begyndte at stå for udendørsarrangementerne om drømme og visioner i gårdhaven ved Dansk PEN for 6 år siden. Det førte til mit fine samarbejde med Niels Nymann Eriksen i Apostelkirken på Vesterbro, og næste år lader det til at der kommer endnu en knopskydning, da Rose Marie Tillisch fra Messiaskirken i Charlottenlund, har budt mig op til dans - og også gerne vil lægge hus til. Der bliver stadigvæk de sædvanlige arangementer på Vesterbro og Chrisitianshavn, men derudover også et Samtalelaboratorie i Messiaskirken.

117 stemmer (2) - Sådan gik det. Se billederne!


Arrangementstrailer: Nargiz Galib Andersen

For 6. år i træk inviterede Dansk PEN sammen med Dansk Forfatterforenings og Danske Skønlitterære Forfatteres Internationale Udvalg til det årlige sommerarrangement om drømme og visioner i gårdhaven ved Dansk PEN. I år var det udvidet til et weekendarrangement, der startede i Apostelkirken på Vesterbro og sluttede i gårdhaven ved Dansk PEN på Christianshavn i København.

I løbet af weekenden kunne man komme med på rejse til fjerne egne - og helt tæt på sig selv. Det skete i mødet med stemmer fra nær og fjern. Der var musik og dans, historiefortælling og digte, oplæsninger og samtaler med en masse kunstnere, der berettede om deres drømme og visioner. Og så var der krydret grønsagsmad, drømmekage, arabisk myntete og afrikansk kaffe.


Antologien "117 STEMMER, fremmed og nært, om drømme og visioner" udkom samme weekend med et væld af stemmer, der indgår i et mægtigt kor, hvor der synges højt, lavmælt, inderligt, påtrængende og finurligt om drømme og visioner. Ved arrangementerne kunne man møde de første 16 af bogens stemmer. (De er markeret med *)

Fotos: Alice Maud Guldbrandsen.

SØNDAG den 5.8. kl. 13-16 i gårdhaven ved Dansk PEN, Dronningensgade 14, på Christianshavn:

Vejret var igen med os, da gårdhaven ved dansk PEN blev fyldt til bristepunktet. Så mange har vi aldrig været før. Vi sad som sild i en tønde. I pauserne blev kagefadene nærmest støvsuget. Endnu engang lavede Mille sin uforlignelige arabiske myntete. Igen var det et musisk indslag, der løb med det meste af opmærksomheden, da Allan & Energistyrelsen optrådte med spoken words og forunderlige underliggende lydlandskaber, der forplantede sig i den varme sommerluft og svævede væk som en duft af drømme og visioner.




Dorte Karrebæk* har skrevet en af mine favoritbøger: ”Ingenting her, ingenting der” (Forum 2002). Hun er både illustrator og forfatter og det kombinerer hun smukt. Hendes bøger er morsomme, men grumme. Hendes karakteristiske humor lægger sig ind over det hun laver, og skaber de mest uventede perspektiver, der får os til at se verden på ny. Det var dejligt at kunne byde hende velkommen tilbage fra Spanien og have hende til at indlede med at læse sin historie ”Da Fremtiden Forvandt” fra ”117 stemmer” som prolog. (Illustration: Dorte Karrebæk)

Paul Hüttel havde påtaget sig at læse et kapitel fra den egyptiske Nobelpristager Naguib Mahfouz ”Midaqgyden” (Holkenfeldt 1989). Oversat af Lilian Cipikoff. Det er skildringen af dagligdagslivet i en bydel i Kairo, men så alment beskrevet at det kunne udspille sig alle steder og til alle tider. Mahfouz, der fik Nobelprisen i 1988, var en stor humanist. Jeg syntes, at det var passende at denne store universelle forfatter blev læst op af en af vores dygtigste skuespillere. Hüttel og Mahfouz klædte hinanden.



Ruban Aro* kom til Danmark fra det sydlige Indien for 3 år siden. Jeg mødte ham en uge efter han var kommet hertil, hvor han viste mig rundt på Vesterbro (!!). Han er 28 år og har skrevet et af bogens mest rørende tekster, hvori han beskriver oplevelsen af at se en bil og en telefon for første gang. Det er en tekst, der maner til eftertænksomhed. Det var en fornøjelse at høre ham læse den.



Peter Alsted* er skønlitterær forfatter. Da hans debutroman ”Sorte Scener” udkom i 2007 på Husets Forlag, udvekslede vi bøger. Peter skrev som dedikation: ”Verden er vel, som man vælger at se den?”. Hans debutroman handlede om filmpassion, og det ser ud til at det er noget, der også har fulgt ham selv på vej. Der er gået et par år, og Peter er lige kommet hjem fra Afrika. Han bragte en afrikanske beretning med sig, om sorte drømme og visioner, og besvarede med sit levende indlæg spørgsmålet positivt - ”om at verden stadigvæk er som man vælger at se den”.

Pouria Tahmasebi* (Iran). Læge eller skuespiller? Pouria stiller sig selv spørgsmålet i den tekst han har skrevet til "117 stemmer", og som han læste højt. Han er netop blevet færdiguddannet fra Det Danske Filmskuespillerakademi. Hans første rolle bliver i monologen ”Indisk Kærlighed - eller hvordan man overlever at blive forelsket” med premiere den 2.9.12 i Vesterbro Naturværksted som en del af "Teaterdage på Vesterbro". Monologen er baseret på en interviewbog som Malene Fenger-Grøndahl lavede sammen med Marianne Nøhr Larsen: ”Den forbandede kærlighed, 14 fortællinger om homoseksuelle og kulturel mangfoldighed” (CDR-Forlag 2007). Vi hørte et uddrag fra teksten. Jeg har skrevet monologen, der er instrueret af Ditte Maria le-Fevre. (Foto: Sille Veilmark)

Salim Abdali* (Irak) er oversætter og bio-fysiker, men faktisk også digter, forfatter og dramatiker (selv om vi endnu må have det til gode, men det er på vej, lover Salim). Dog er hans bidrag til ”117 stemmer” en god forsmag på, hvad vi har i vente. Indtil da kan vi nyde hans flotte og meget musikalske oversættelse af den syriske forfatter/digter Adonis´ ”BOGEN. Stedets gårsdag er nuet” (Forlaget Underskoven 2010). Det er over 400 siders poesi om arabisk kultur, efter profeten, bundet sammen af en fortæller, der formår at række langt ud over sin kulturs egne grænser. Adonis er af samme grund ofte nævnt som Nobelpriskandidat. Salim fortalte om det store værk og læste op fra sin gendigtning.

Henning Carlsen og Gabriel García Márquez er to store skikkelser indenfor hvert deres felt. Henning Carlsen hævder at hans film vælger ham - og ikke omvendt. Han fortalte om forhindringerne i forbindelse med indspilningen af sin seneste film ”Erindring om mine bedrøvelige ludere”. Henning Carlsen har altid været kontroversiel i sit valg af emner til sine film, (hvad enten det så er filmene, der har valgt ham eller omvendt). Det være sig i ”Dilemma” om apartheid i Sydafrika, eller i skildringerne af de mange utilpassede mænd i hans film lige fra ”Sult” i Kristiania (eller Oslo) og ”Pan” i en anden fin Hamsun-filmatisering, men også i ”Oviri” om maleren Paul Gauguin. Hans forrige film ”Springet” handlede om døden, men den har instruktøren tilsyneladende selv besejret i sit seneste værk, der som poesi svøber sig om beskueren. Det er en meget latinsk film. Billederne emmer af Latinamerika, og så er det ikke mindst en filmisk fortælling, der er tro overfor forlægget. Márquez´ af omfang lille roman på bare 100 sider er fra 2004 (Samleren 2005, oversat af Annette Roselund). En historie, der burde være umulig at filmatisere med sine mange indre monologer og tankespring. Det er en film om erindring, og om at tænke tilbage på sit liv - og så er det ikke mindst historien om de bedrøvelige ludere.

Mette Sø er en af de forfattere, der kan få mig til at le. I romanen ”Petit Petit” (Republik 2010), der ganske rigtig er en lillebitte bog, er hovedpersonen en kvindelig hjælpecykelrytter, der er trængt ind i et mandligt cykelrytterunivers og desperat forsøger at iføre sig sin egen indre gule førertrøje. I efterfølgeren ”I en snæver vending” (Republik 2012) krænger hendes hovedperson det hele af, og sælger brugt undertøj på nettet. Hvor får Mette det fra - for bøgernes personer drømmer mest af alt bare om at være som folk er flest, men det er de ikke. Eller også er det lige præcis det, de er? For sådan er vi måske alle? Uddrag fra de to bøger blev læst af skuespilleren

(Foto: Sille Veilmark)
Julie Carlsen. Da jeg ringede til Julie, viste det sig at hun udmærket kendte Mettes bøger, eftersom hun var i gang med at indlæse dem som lydbøger. Det virkede næsten for usandsynligt til at det kunne være en tilfældighed. Men det var det. Julie er uddannet på Århus Teater. Hun er medinitiativtager til Momo - skuespillernes lydbogsværksted. Der er noget finurligt og udefinerbart over Julie som skuespiller. Måske er det dét, der gør hende så god. Se hende f.eks. som moren i filmen ”Tæl til 100” (af Linda Krogsøe Holmberg, 2004). Det var en oplevelse at høre Mettes figurer få liv i Julies oplæsning af uddrag fra de to romaner.

Allan Davies & Energistyrelsen oplevede jeg tidligere på året i Lou Lou`s Kaffestue i Ærøskøbing. Det lillebitte sted var pakket med grej og mennesker. Det hvirvlede imod mig, for her var en digter og 3 musikere, hvis tekster og musik tog mig med til steder jeg ikke havde været før. Så stor var min glæde, da Allan og Energistyrelsen sagde ja til at være med til arrangementet i gårdhaven ved Dansk PEN, hvor de fremførte hele den 25 minutters lydrejse med spoken words som jeg oplevede hin eftermiddag i Ærøskøbing. Energistyrelsen bestod af Claus Svane (elektronica), Thorbjørn Bjørgren (guitar)og Emil Nøjgaard (bas/guitar).


Jeg vil gerne benytte anledningen til at takke alle medvirkende ved de to fine arrangementer. Sjældent har jeg oplevet en så fin og fortættet stemning omkring en bogudgivelse!

Se også fotos og tekst fra arrangementet dagen før.
Lørdag den 4.8.2012 i Apostelkirken, Saxogade 13, Vesterbro.

117 stemmer (1) - sådan gik det. Se billederne!


                                                         Arrangementstrailer: Nargiz Galib Andersen

For 6. år i træk inviterede Dansk PEN sammen med Dansk Forfatterforenings og Danske Skønlitterære Forfatteres Internationale Udvalg til det årlige sommerarrangement om drømme og visioner i gårdhaven ved Dansk PEN. I år var det udvidet til et weekendarrangement, der startede i Apostelkirken på Vesterbro og sluttede i gårdhaven ved Dansk PEN på Christianshavn i København.

I løbet af weekenden kunne man komme med på rejse til fjerne egne - og helt tæt på sig selv. Det skete i mødet med stemmer fra nær og fjern. Der var musik og dans, historiefortælling og digte, oplæsninger og samtaler med en masse kunstnere, der berettede om deres drømme og visioner. Og så var der krydret grønsagsmad, drømmekage, arabisk myntete og afrikansk kaffe.



Antologien "117 STEMMER, fremmed og nært, om drømme og visioner" udkom samme weekend med et væld af stemmer, der indgår i et mægtigt kor, hvor der synges højt, lavmælt, inderligt, påtrængende og finurligt om drømme og visioner. Ved arrangementerne kunne man møde de første 16 af bogens stemmer. (De er markeret med *)

Fotos: Alice Maud Guldbrandsen.



LØRDAG den 4.8. i Apostelkirken, Saxogade 13, på Vesterbro:

Vejret var strålende, så vi flyttede papirværkstedet udendørs, så vi kunne sidde i solen og høre digte, haiku og historiefortælling, mens vi lavede papir. Da vi alligevel fik en regnbye sidst på eftermiddagen, passede det med at det var blevet spisetid. Bombay-gryden blev spist rub og stub. Selv om det var min egen "opskrift" med alt godt fra den indiske købmand rundt om hjørnet, kunne jeg ikke lade være med at sige til de spørgende, at det var en indisk egnsret fra min sydindiske vens landsby, og som de lavede hver lørdag. I mens stod han ved siden af og nikkede, men han syntes vist til sidst at det var at drive spøgen lidt for vidt. Der var vel omkring 40 til spisning og bagefter det dobbelte til aftenarrangementet.

En af de største oplevelser - og i hvert fald den mest overrumplende - var at opleve Tilde danse til Thomas´ improviserede orgelspil. De to havde aldrig tidligere mødtes. Det kulminerede med at Tilde hoppede hen over kirkebænkerækkerne og endte med at stå med hænder vendt ned mod to af tilskuernes hoveder (hvoraf den ene var præsten, hvilket hun ikke var klar over), mens hun selv stod, klædt i sort tricot, oppe over dem balancerende på bænkerækkerne.





Karsten Wraae Larsen*
debuterede i april 2010 med digtsamlingen ”Punkterblomst”, der bestod af 24 digte til at stikke sig på - og fornøje sig med. Og sådan er det stadig, man kan både stikke sig på dem, men også fornøje sig over deres måde at springe ud i de særeste sætningskonstruktioner og styrtdykke fra de største højder, så man bliver ganske bims af det.




Ole Bundgaard*
gør det diametralt modsatte. I Oles haiku har han forædlet det til det akkurat mest essentielle. Og lad mig med det samme komme med en tilståelse: jeg er ikke vild med haiku, men Oles haiku kan jeg godt lide. Ole er også maler og musiker, og jeg tror at det er alle hans talenter, der får de sparsomme ord til at strømme så smukt og glidende af sted.




Sidsel Barbara Katlev *
er en blændende fortæller. Det er svært at sige, hvad hun gør. Det er noget med hendes nærvær og måden som hun etablerer kontakten til sine tilhørere på. Hun skal opleves. Og så kan hun faktisk også skrive. Se selv hendes fine og poetiske tekst i ”117 stemmer”.




Salam Ibrahim* (Irak)
mødte jeg første gang sidste sommer. Der var en umiddelbar varme og noget tilforladeligt over ham, der gjorde at jeg straks opfordrede ham til at bidrage til ”117 stemmer”. Jeg fik hans tekst på arabisk, og anede derfor ikke, hvad han havde skrevet før jeg mange måneder efter fik teksten retur i en ypperlig oversættelse af Anne Kristine Waage Beck (der også selv har bidraget til bogen med et tyrkisk rejsebrev). Salam er en stor forfatter, men hans bøger er alt for svære at læse, hvis man ikke kan arabisk. Læs hans tekst fra ”117 stemmer”, for så er det tydeligt, hvad vi går glip af.

Dick Kaysø
læste Salams tekst ”En verden uden had” fra ”117 stemmer” og sluttede med at læse et kapitel fra romanen ”Min sorte bror” (også oversat af Anne Kirstine Waage Beck), der indgik i antologien ”Herfra min verden går” (Dansk PEN 2009). Det var en stor fornøjelse at have en så dygtig oplæser til så udfordrende og spændende tekster som Salams.

























Malene Fenger-Grøndahl*
skrev i 2004 ”Flygtningenes danmarkshistorie 1954-2004” og det er den som vi tog afsæt i. Hun skrev den sammen med sin mand Carsten Fenger-Grøndahl. Malene er rejsende (pt. er hun i Kappadonien). Hun er altid rejsende. Altid søgende, altid nysgerrig og myreflittig. Det var en fornøjelse at have hende med. I bogen benytter hun sig af ”cases”. Vi gjorde det samme og havde fornøjelsen af at have inviteret tre gæster til lejligheden:






Qaali Schmidt-Sørensen* (Somalia)
kom hertil for godt 20 år siden. Hun har fortalt gribende om, hvad hun kommer fra og hvordan kom hertil i bogen ”På taget af dommedag” som hun lige har fået Nationalbankens store legat for. Hun voksede op som teenager-storbypigen i Mogadishu, men i weekenderne og ferierne var hun sammen med sin far, der er nomade. Ørkenen og livet derude sammen med faren kom til at præge hende dybt. I dag bor hun på Lolland, men drømmer sig stadig tilbage til ørknen. Det har hun skrevet en tekst om til ”117 stemmer” som hun læste op. Samme tekst har hun i øvrigt udbygget til en monolog, der fremføres ved en reading i Vesterbro Naturværksted den 1.9. kl. 16, hvor skuespilleren Sofie Lassen-Kahlke fremfører den. (Foto: Sille Veilmark)





 Alice Maud Guldbrandsen* er billedkunstner og forfatter.  Hun er en af dem, der altid stiller op, når det gælder. Hvad skulle jeg dog gøre uden hendes entusiasme! Hendes tekst fra "117 stemmer" handler om, hvad det har givet hende at lægge øre til de menneskeberetninger, som hun er stødt på gennem mange års engagement i og omkring arrangementerne i Apostelkirken/ Dansk PEN som jeg har stået for. Mødet med de mange livshistorier fra verdens brændpunkter og ikke mindst mødet med det fremmede har bl.a. udstukket nye retningslinjer i hendes liv. Alice læste sin tekst op fra bogen.
(Foto: Pia Burmøller)





Pouria Tahmasebi* (Iran) 
har gjort som har fået besked på: at uddanne sig som læge, men det var egentlig ikke det han brændte for - det var skuespilleriet. Han er netop blevet færdiguddannet fra Det Danske Filmskuespillerakademi. Hans første rolle bliver i ”Indisk Kærlighed - eller hvordan man overlever at blive forelsket” med premiere den 2.9.12 i Vesterbro Naturværksted. Monologen er delvist baseret på en interviewbog som Malene lavede sammen med Marianne Nøhr Larsen med titlen ”Den forbandede kærlighed, 14 fortællinger om homoseksuelle og kulturel mangfoldighed” fra 2007. Vi hørte et uddrag fra stykket, som jeg har skrevet. Monologen er instrueret af Ditte Maria le-Fevre. (Foto: Sille Veilmark)



Flemming Jensen* har bevæget sig fra det stærkt agiterende i sine politiske komedier til det meget mere favnende i ”Mogens & Mahmoud”. Først en succesrig forestilling på Folketeatret tidligere på året, og nu også som roman. Det er romanen vi talte om. Flemming kan kunsten at forbinde det kunstneriske med det folkelige. Jeg forsøgte at få ham til at fortælle om, hvordan han bærer sig ad med det. Flemmings bidrag til ”117 stemmer” var hans oprindelige tekst til teaterprogrammet.






Tekla Irene Walter* er sundhedsplejerske og lattercoach. Det første kan man ikke gætte, men det andet kan man godt, for er det der ikke? Dér i mundvigen. Tekla er snart 90, men det er ikke noget hun lader sig mærke med. I bogen har hun skrevet om sin vej frem mod latteren. For hvordan ler man af noget, der ikke er der? Altså bare at sidde der og le? Tekla gav sit svar på det ved at læse sin tekst fra ”117 stemmer”.
















































Tilde Knudsen
er en del af det lille eksperimenterende teater Asterions Hus, der ligger så isoleret ude på Refshaleøen at teatret har købt en gammel rød bybus til at transportere teatergængere til og fra Christianshavns Torv og ud til teatret. Asterions Hus er et af mine favoritteatre. Det er fysisk teater, der tit bliver helt akrobatisk, og ofte uden ord. De tager udgangspunkt i dans og stagefight. Tilde er en fantastisk performer, og jeg havde lokket hende med i Apostelkirken, uden at vide, hvad jeg egentlig kunne lokke med. Men jeg ville rigtig gerne have hende til at danse - og hvorfor ikke til orgel-improvisation?
(Foto: Benjamin Holmsteen)



Thomas Bredsdorff-Larsen
er musiker. Han har komponeret musik til flere forestillinger hos Teatergruppen Batida på Rentemestervej. Han spiller mange instrumenter, og er sidst set spillende kontrabas, men kastede sig for et halvt år siden over orglet. Han spillede over egen melodi i en speciel taktart. Men havde på forhånd lovet at det ville blive ”...lille og stort, komponeret og improviseret. Rytmisk / arytmisk”. Det var et løfte han til fulde holdt. Tilde kom direkte med tog og færge fra en forestilling på en sjællandsk ø, men færgeplanen holdt og Tilde nåede frem til at kunne danse til Thomas´ musik.

Henrik Goldschmidt var desværre forhindret pga. dødsfald i nærmeste familie.
Jeg hørte ham til en koncert i koncerthuset. Han havde en obosolo i begyndelsen af et moderne klassisk værk af den georgiske komponist Kantjeli. Jeg følte mig naglet til min plads for lyden gik lige igennem mig. Pludselig var der noget bekendt over musikeren, selv om han var iført kjole og hvidt, for hvis jeg spolede tiden et halvt år tilbage til Gamle Scene og i stedet gav ham cowboybukser på, opdagede jeg at det var initiativtageren til The Middle East Peace Orchestra. Jeg inviterede ham for at få ham til både at fortælle om orkestret og den nye musikskole som han har startet på Nørrebro, hvor jødiske, kristne og muslimske børn lærer at spille sammen. Han havde lovet at indlede med et stykke for obo og slutte aftenen af med at spille på en vidunderlig magisk børneklarinet. Det bliver der forhåbentlig mulighed for at opleve en anden gang.















I stedet fremførte skuespilleren og instruktøren Ditte Maria le-Fevre min indledningstekst "Jeg drømmer stadig" fra "117 stemmer" som aftenens epilog. Ditte formåede med sin smukke og sjælfuld fremførelse at få alle aftenens mange stemmer og kunstneriske udtryk til at bundfælde sig.

Aftenen klingede ud med ordene:

Jeg drømmer stadig hver gang jeg falder i søvn.
Drømmer om at jeg i morgen vågner op til den verden jeg  drømte om 
men drømmene ændrer sig
de bliver både for store og for små.
Jeg kigger mig rundt efter de store visioner
men det er alt sammen blevet så småt.
Hvor er det store, det vilde og det uregerlige?
Hvor er drømmene henne i dag?
Er jeg den eneste der stadig drømmer?







Jeg vil gerne benytte anledningen til at takke alle medvirkende ved de to fine arrangementer. Sjældent har jeg oplevet en så fin og fortættet stemning omkring en bogudgivelse!

Se også fotos og tekst fra arrangementet dagen efter:
SØNDAG den 5.8. kl. 13-16 i gårdhaven ved Dansk PEN på Christianshavn.