mandag den 12. november 2012

Anmeldelse: "Circus of life" i Dansehallerne.


 
Foto: Natascha Tiara Rydvald/ Freddy Tornberg/ Line Riise. Grafik: Robin Neil Hart
 
En falleret cirkustrup tager os med i manegen og fortæller små humoristiske og groteske historier fra det virkelige liv om vores skyggesider og fejlbarligheder.
De to dansere er tydelige og klare som typer. Han er klædt i bukser og skjorte. Gemytlig og afbalanceret. Han kigger appellerende ud på os - sit publikum. Han stiller sig an, angler efter vores gunst og bejler til os efter forståelse og accept. Umiddelbart skjuler hans løse påklædning hans krop, og det varer lidt inden vi bliver klar over, hvor ekvilibristisk han formår at bevæge sig. Måske fordi både han og hun fra starten af gør alt for at nå os. Hun er lavere end han. Iført en trapezdragt med kavalergang. Mens han er den smilende, er hun den mutte. Han er den dygtige, mens hun er den, der forsøger at være det. Mens han opviser de smukkeste og mest graciøse ballettrin og positioner, følger hun lige i hælene på ham, og forsøger at gøre ham kunsten efter. Men hun er plump, det lykkes ikke for hende. Hun er fuld af vilje, men trækkes ned mod gulvet, når han svæver. Hun kan et par enkelte trin, og dem gentager hun igen og igen. Mens han svæver, hører vi lyden af hendes tyngde, når hun rammer gulvet. Hun ved det godt, og han ved det. Hun står også lidt for tæt på ham. Som om hun vil fortære ham. Men sådan er der jo så meget. Sådan er livet. I cirkus.



                                                                                                             Foto: Natascha Tiara Rydvald

Der er noget tilsyneladende umiddelbart og nærværende over deres tilsynekomst. Der i det hvide projektørlys på scenen foran os. Vi er der for at blive underholdt – i livets kabaret. Men det er os selv, der optræder. Vi er i livets kabaret eller cirkus, hvor vi skiftevist smiler og gyser. Vi ler fordi vi gennemskuer deres stillen sig an, fordi de to dansere for en stund ifører sig de roller vi selv har spillet og stadigvæk spiller - og det gennemskuer og genkender vi. Vi kigger ind i troldspejlet som de holder frem mod os og genkender det vi ser derinde. Men spejlet gengiver alting på en fortegnet og forvreden måde. Den introducerende og annoncerende sprechstallmeister stemme byder os indenfor til denne skueret, hvorefter der diskes op for vores øjne.

Vi kigger på dem - og ler af os selv. Vi fremstår groteske og karikerede sådan som vi bliver udstillet. Vi bevæger os rundt på en losseplads fuld af kasserede tirader og forslidte grimaser. Vi er forsvundne bevægelser og aflagte attituder som de to danserede elegant ifører sig og genopliver. De lyser kortvarigt op i mørket og efterlader os med glimt af levet liv – glimt af os selv. På en gang er der noget både storladent og sølle over det.  Det er kasserede drømme, der bliver vakt til live. De spjætter kortvarigt i lyset før de igen dør ud som nedbrændte håb, mens vi håber på noget bedre. Men vi har kun os selv og dette jordeliv. Det er et morads af ituslåede drømme og håb. Vi bliver ved med at håbe - og råbe. Bliver ved med at tro på noget andet og bedre. Ved med at tro at vi nok skal overleve det - livet.

                                                                                                         Foto: Natascha Tiara Rydvald
 
Danserne er stærke, autoritative, men også sølle og genstridige. De er bærere af vores drømme og også af vores mareridt, og det er svært at se, hvornår det skifter, men det sætter sig i kroppen som skrift. Forestillingen er garneret med virkelighedsbilleder, der er tilført som virkelighedsfragmenter, der som glasskår funkler på scenegulvet indtil de bliver trådt op i dansernes fødder, og gør det smukke grimt. Lige under forestillingens meget æstetiske og perfektionerede overflade gemmer der sig en besk civilisationskritik. Vi hører et hyldestbrev til Anders B.B. (alias Breivik) skrevet med en beundrerindes eget blod og om et kinesisk gadebarn hvis kvæstelser ingen tager notits af. Om en kvinde, der har sex med 23 mænd på én time. Vi hører så meget – og ved så lidt. Men i Pernille Gardes fermt konstruerede og dygtigt iscenesatte forestilling ser og oplever vi det hele. Det danses, mimes og fremføres flot og indbydende af Tiziana Fracchiolla og Alexandre Bourdat.

Vi bliver siddende til alt er ovre - og forestillingen slutter. Det efterlader os med en smag af savsmuld i munden. Jeg har svært ved at komme derfra. Bliver siddende som en af de sidste. Bagefter driver jeg rundt udenfor. Sætter mig i cafeen uden at kunne falde til ro. Jeg drikker en kop kaffe, mens jeg synker oplevelsen. Men den lader sig ikke så let affeje. Den bliver siddende i mig og jeg bærer løsrevne fragmenter med mig videre. Måske har nogle af dem sat sig på tværs, for jeg forsøger at få dem til at falde til ro. Prøver at få dem til at fylde mindst muligt, for igen at få plads til mig selv.
 
www.pernillegarde.dk www.dansehallerne.dk

fredag den 9. november 2012

Anmeldelse: "Ondt blod" på Edison

Gæstespil af C:NTACT





Man sidder der og bliver mere og mere tør i munden, for det er næsten ikke til at holde ud.  Jeg føler at jeg bliver udstillet på scenen, for jeg genkender det hele alt for godt. Det er frygten for det fremmede og ukendte, truslen om vold og spillet om den stærkes ret, selv om vi jo godt ved at volden er afmagtens sprog, men sådan føles det ikke.

    I forestillingen ONDT BLOD, der i aftes havde premiere på Edison, Betty Nansen Teatrets anneksscene, kom teatret helt tæt på. Det blev truende, ligesom det også bliver for stykkets lærerinde, Fru Thomsen (Anette Støvelbæk), der taler for døve øren, da hun forsøger at undervise i en støjende indvandrerklasse. Der er ingen, der hører efter, da hun kaster sig ud i et længere oplæg om Friederich Schiller og hans skuespil "Røverne", mens de halvvoksne elever skriver sjofle sexistiske smædeord på tavlen bag hende. Det går ikke. Slet ikke. Vi får indtrykket af at det har stået på sådan længe, men også at der alligevel er et tillidsforhold imellem dem. I hvert fald så længe hun holder sig på afstand og lader dem være, men det er netop det hun ikke vil, så hun bliver ved, og nægter at affinde sig med situationen. I et forsøg på at få eleverne til bare at overholde den mest elementære disciplin i klassen, griber hun fat i en taske som to af fyrerne skændes om. Da den går op, falder der en skarpladt pistol ud. Den lander på gulvet imellem dem, og bliver stykkets omdrejningspunkt. Fr. Thomsen får fat i pistolen før de andre, og med den i hånden fortsætter hun undervisningen. Det er optakten til den efterfølgende undervisningslektion i det lydisolerede undervisningslokale. Der er ingen udefra, der ville kunne høre affyrede skud. Der er ingen udefra, der vil blande sig. Læreren og eleverne er overladt til det spil, der er gået igang. De er overladt til den stærkes vilje og magt - og lige nu er det læreren, der har pistolen - og magten.  Fru Thomsen gennemfører nu undervisningen, og får for én gangs skyld eleverne fulde opmærksomhed. Hun genopretter ro og orden i klasselokalet. Vi tror på hende og sympatiserer med hende. Alligevel er hun ikke den hun giver sig ud for at være. Ingenting er som vi først tror. Det er det, der er stykkets store fortjeneste. Hun har ikke en chance, men tager den, da revolveren lander i hendes hånd. Hun stiller sig midt i klasselokalet og peger på dem en efter en med pistolen, og så er scenen sat for en lektion om den tyske forfatter og dramatiker Frederich Schillers "Røverne", hvor hun tvinger dem til at fremføre scener fra stykket for at få dem til at overskride deres egne grænser.



Musa (Hadi Ka-koush) er klassens leder, mens Hassan (Besir Zeciri) er syndebukken, mens Mariam (Siir Tilif) er tørklædepige, der ender med at smide tørklædet. Musa bliver undertvunget og Hassans sættes fri i stykkets epilog, hvor han så at sige affører sig rollen og taler til publikum som "præmieperker". Det afsluttende pistolskud rettet ud mod publikum er symptomatisk for stykkets konfronterende attitude. Der spilles helt ud til kanten, og det er det, der er med til at gøre at vi som publikum i lige så høj grad bliver kigget ud, mens vi kigger ind. Flere gange bliverer vi reduceret til uvidende betragtere, når fremmede tungemål som eder flyver gennem luften og tydeligvis er møntet på os - betragterne.
Det er en foruroligende og dybt skræmmende historie om at den der sår vind høster storm. Om vold, der avler vold og om magt og underkastelse. Det er en nødvendig historie, der som en bombe slår ned i skødet på os. Vi befinder os i et mineret område, hvor verden er præget af en opdeling af "dem" og "os".



Ud over et kateder og stole til læreren og de 7 elever er klasselokalet tomt. Det skråner ned mod publikum, og er afgrænset af en kant  hele vejen rundt med lys i. Bagvæggen, der også bruges som tavle, tårner sig op over dem.  Øverst er der et stort ur, der inddeler lektions skæbnesvangre minutter. Ellers intet. (Scenografi af Allan Frausing).
Spillet er overbevisende og nærværende. Anette Støvlebæk bærer forestillingen. Hun har en egen skrøbelighed, men giver ikke op. Selv når hun forsøger at råbe klassen op, hører vi det. Hører at hendes stemme ikke bærer igennem. Den drukner imellem de andres stemmer. Men det er netop Anette Støvlebæks usikkerhed og kraftesløshed, der gør figuren troværdig og interessant, og giver den balance til forestillingen, der gør at magtkampen bliver så nærværende og vedkommende.



Lyssætningen (af Christian Alkjær) er raffineret brugt som markering af overgangene fra scene til scene. I fire indlagte mellemspil rejser spillerne sig og stiller sig med front mod publikum og afsynger danske sange. Det virker afvæbnende, forsonende og understreger at dette angår os alle, at vi er sammen om det her - og at der er håb, hvis vi forstår hinanden bedre, og tør lytte til hinanden. Men straks efter er vi tilbage i klasselokalet, hvor kampen fortsætter. En kamp på liv og død - om de rette værdier.
Stykket spiller dygtigt på usikkerheden om, hvad der vil ske, når magtbalancen igen tipper. For det vil den uvægerlig gøre. Men de kræfter, der allerede er sluppet løs, fortsætter og giver hele forløbet et andet og meget overraskende udfald, der ikke skal røbes her. Forestillingen er i sit udgangspunkt umådelig enkel og spinkel, men samtidig uforudsigelig, selv om vi aner at det umuligt kan ende godt. Forestillingen skal ses og opleves. Den sætter sig i kroppen, og er ikke til at blive af med igen. Et premierepublikum er altid meget venligsindet, men det var ikke bare venlighed, der strømmede skuespillerne i møde ved den stående applaus efter forestillingen. Det var belønningen for en besættende og rystende teateroplevelse. Det var fuldt fortjent. Tillykke med den fine forestilling!

Teksten er skrevet af Nurkan Erpulat og Jens Hillje og kåret til årets skuespil i Tyskland i 2011. Det er fermt iscenesat af Kamilla Bach Mortensen, der med ligeså stor nerve iscenesatte "Sex. Vold. Blod. Snask" af Alfian Bin Sa’at på Får302.

Medvirkende:
Annette Støvelbæk
Hadi Ka-koush
Simon Stenspil
Zaki Youssef
Siir Tilif
Wahid sui
Zainab Ahrmed
Besir Zeciri
Scenografi og kostumer: Allan Frausing
Lys: Christian Alkjær

mandag den 5. november 2012

Anmeldelse: "KLIK" på Bådteatret

ANMELDELSE. Gæstespil på Bådteatret med Livingstones Kabinet.


Lige da vi har sat os begynder forestillingen. En skinke hejses ned fra loftet. En lille mand i et lidt for stort jakkesæt popper op på forscenen og kaster sig ud i en længere tirade. Det lyder sådan set fornuftigt nok. Eller næsten, for det er lige ved at give mening, det han siger, men hvis man som publikum tror at man senere forstår det hele og især sammenhængen, bliver man snydt. Rent faktisk bliver det mere og mere uforståeligt. Det er som om meningen suges ud af rummet og vi er ladt tilbage sammen med 4 spillere, der opfører fragmentariske stumper af levet liv for os. Som en surrealistisk drøm folder det sig ud foran os. Det er genkendelige elementer, der puttes ned i en saftpresser og det ene øjeblik genopstår med nye former og farver, for i næste at miste enhver form og farve. Det bliver til en cocktail, der hele tiden skifter smag og farve. Det er en drink i flere lag, hvor hvert lag er adskilt og knyttet sammen af forestillingens overvældende humor og gennemstrømmende musikalitet. Nogle lag er beske og bitre, mens andre er blide og forførende. Det er en sexet drink. Der er ikke tid til overvejelser, for afrejsen har allerede fundet sted, når den første tone er slået an til denne eventyrlige forstyrrede chokterapi af en forestilling, hvor det hele slår KLIK. Det er som et nykomponeret stykke klassisk musik, hvor enhver almindelig genkendelighed er fjernet. Vi er ladt tilbage i et univers, hvor alting er rykket fra hinanden, for vi er på en rejse, der ingen steder fører hen. Eller rettere er vi befriet for enhver mening, og befinder os, mens forestillingen varer, fritsvævende eller i hvert fald ophængt ligesom Pete Livingstone i forestillingens slutning, hvor han hejses op og hænger der på én gang sat fri og alligevel uhjælpeligt fastholdt i et konturløst landskab, hvor alting kan ske. Et sted, hvor alle grænser er brudt op og hvor al mening er brudt sammen. Et sted, hvor livet, som en gennemgående, evigt eksisterende mekanisme og pulserende organisme, banker sig igennem og opfører og skaber nyt liv på nyt liv. Det er intet ladt tilbage af verden omkring os. Ikke sådan som vi kender det. Vi forstår ordene, tonerne og bevægelserne, men de er brudt op, de forkramper og stødes væk fra hinanden. Adskilte og afklippede taber de deres oprindelige mening. Men det er forestillingens store fortjeneste at de i løbet af den time, som forestillingen varer, genopstår for øjnene af os. For hvad sker der inde i hovedet på en høne? Sker der noget? Noget overhovedet?

 
Forestillingens rytme er aggressiv og staccato, og alligevel er der også iblandet lyriske elementer og passager. Det hele er orkestreret med en knivskarp timing. For de fire spillere på scenen, der snart er skuespillere, snart dansere og snart sangere, er det ingen ringe bedrift at de evner at holde døren åben ind til et tordende lyrisk landskab. Vi bliver ført direkte ind i os selv. Vi møder en drøm, et mareridt, en utopi – og vi får lov til at flytte ind i et rige, der svøber sig om os som et stykke musik. Snart slynges vi rundt, kastes op i luften og daler ned som sne. Vi spises og fortæres af Livingstones Kabinet, men når al mening ophører, starter livet igen. Når hønen ryster hovedet, så ryster den også livet på plads. Inden det slår KLIK.



 
 



På scenen: Pete Livingstone, Pernille Koch, Kristina Sørensen og Svend E. Kristensen. Iscenesættelse: Nina Kareis. Komponist: Pete Livingstone i samarbejde med Erik Christoffersen. Tekster: Livingstones Kabinet, Patsy Cline, fakta. Scenografi: Julie Forschhammer. Koreografi: Adelaide Bentzon.

KLIK – en kakofonisk sort humoristisk scenekollage af og med LIVINGSTONES KABINET.
29. okt. – 10. nov. 2012.  Gæstespil på Bådteatret. www.baadteatret.dk  www.livingstoneskabinet.com