mandag den 12. november 2012

Anmeldelse: "Circus of life" i Dansehallerne.


 
Foto: Natascha Tiara Rydvald/ Freddy Tornberg/ Line Riise. Grafik: Robin Neil Hart
 
En falleret cirkustrup tager os med i manegen og fortæller små humoristiske og groteske historier fra det virkelige liv om vores skyggesider og fejlbarligheder.
De to dansere er tydelige og klare som typer. Han er klædt i bukser og skjorte. Gemytlig og afbalanceret. Han kigger appellerende ud på os - sit publikum. Han stiller sig an, angler efter vores gunst og bejler til os efter forståelse og accept. Umiddelbart skjuler hans løse påklædning hans krop, og det varer lidt inden vi bliver klar over, hvor ekvilibristisk han formår at bevæge sig. Måske fordi både han og hun fra starten af gør alt for at nå os. Hun er lavere end han. Iført en trapezdragt med kavalergang. Mens han er den smilende, er hun den mutte. Han er den dygtige, mens hun er den, der forsøger at være det. Mens han opviser de smukkeste og mest graciøse ballettrin og positioner, følger hun lige i hælene på ham, og forsøger at gøre ham kunsten efter. Men hun er plump, det lykkes ikke for hende. Hun er fuld af vilje, men trækkes ned mod gulvet, når han svæver. Hun kan et par enkelte trin, og dem gentager hun igen og igen. Mens han svæver, hører vi lyden af hendes tyngde, når hun rammer gulvet. Hun ved det godt, og han ved det. Hun står også lidt for tæt på ham. Som om hun vil fortære ham. Men sådan er der jo så meget. Sådan er livet. I cirkus.



                                                                                                             Foto: Natascha Tiara Rydvald

Der er noget tilsyneladende umiddelbart og nærværende over deres tilsynekomst. Der i det hvide projektørlys på scenen foran os. Vi er der for at blive underholdt – i livets kabaret. Men det er os selv, der optræder. Vi er i livets kabaret eller cirkus, hvor vi skiftevist smiler og gyser. Vi ler fordi vi gennemskuer deres stillen sig an, fordi de to dansere for en stund ifører sig de roller vi selv har spillet og stadigvæk spiller - og det gennemskuer og genkender vi. Vi kigger ind i troldspejlet som de holder frem mod os og genkender det vi ser derinde. Men spejlet gengiver alting på en fortegnet og forvreden måde. Den introducerende og annoncerende sprechstallmeister stemme byder os indenfor til denne skueret, hvorefter der diskes op for vores øjne.

Vi kigger på dem - og ler af os selv. Vi fremstår groteske og karikerede sådan som vi bliver udstillet. Vi bevæger os rundt på en losseplads fuld af kasserede tirader og forslidte grimaser. Vi er forsvundne bevægelser og aflagte attituder som de to danserede elegant ifører sig og genopliver. De lyser kortvarigt op i mørket og efterlader os med glimt af levet liv – glimt af os selv. På en gang er der noget både storladent og sølle over det.  Det er kasserede drømme, der bliver vakt til live. De spjætter kortvarigt i lyset før de igen dør ud som nedbrændte håb, mens vi håber på noget bedre. Men vi har kun os selv og dette jordeliv. Det er et morads af ituslåede drømme og håb. Vi bliver ved med at håbe - og råbe. Bliver ved med at tro på noget andet og bedre. Ved med at tro at vi nok skal overleve det - livet.

                                                                                                         Foto: Natascha Tiara Rydvald
 
Danserne er stærke, autoritative, men også sølle og genstridige. De er bærere af vores drømme og også af vores mareridt, og det er svært at se, hvornår det skifter, men det sætter sig i kroppen som skrift. Forestillingen er garneret med virkelighedsbilleder, der er tilført som virkelighedsfragmenter, der som glasskår funkler på scenegulvet indtil de bliver trådt op i dansernes fødder, og gør det smukke grimt. Lige under forestillingens meget æstetiske og perfektionerede overflade gemmer der sig en besk civilisationskritik. Vi hører et hyldestbrev til Anders B.B. (alias Breivik) skrevet med en beundrerindes eget blod og om et kinesisk gadebarn hvis kvæstelser ingen tager notits af. Om en kvinde, der har sex med 23 mænd på én time. Vi hører så meget – og ved så lidt. Men i Pernille Gardes fermt konstruerede og dygtigt iscenesatte forestilling ser og oplever vi det hele. Det danses, mimes og fremføres flot og indbydende af Tiziana Fracchiolla og Alexandre Bourdat.

Vi bliver siddende til alt er ovre - og forestillingen slutter. Det efterlader os med en smag af savsmuld i munden. Jeg har svært ved at komme derfra. Bliver siddende som en af de sidste. Bagefter driver jeg rundt udenfor. Sætter mig i cafeen uden at kunne falde til ro. Jeg drikker en kop kaffe, mens jeg synker oplevelsen. Men den lader sig ikke så let affeje. Den bliver siddende i mig og jeg bærer løsrevne fragmenter med mig videre. Måske har nogle af dem sat sig på tværs, for jeg forsøger at få dem til at falde til ro. Prøver at få dem til at fylde mindst muligt, for igen at få plads til mig selv.
 
www.pernillegarde.dk www.dansehallerne.dk

fredag den 9. november 2012

Anmeldelse: "Ondt blod" på Edison

Gæstespil af C:NTACT





Man sidder der og bliver mere og mere tør i munden, for det er næsten ikke til at holde ud.  Jeg føler at jeg bliver udstillet på scenen, for jeg genkender det hele alt for godt. Det er frygten for det fremmede og ukendte, truslen om vold og spillet om den stærkes ret, selv om vi jo godt ved at volden er afmagtens sprog, men sådan føles det ikke.

    I forestillingen ONDT BLOD, der i aftes havde premiere på Edison, Betty Nansen Teatrets anneksscene, kom teatret helt tæt på. Det blev truende, ligesom det også bliver for stykkets lærerinde, Fru Thomsen (Anette Støvelbæk), der taler for døve øren, da hun forsøger at undervise i en støjende indvandrerklasse. Der er ingen, der hører efter, da hun kaster sig ud i et længere oplæg om Friederich Schiller og hans skuespil "Røverne", mens de halvvoksne elever skriver sjofle sexistiske smædeord på tavlen bag hende. Det går ikke. Slet ikke. Vi får indtrykket af at det har stået på sådan længe, men også at der alligevel er et tillidsforhold imellem dem. I hvert fald så længe hun holder sig på afstand og lader dem være, men det er netop det hun ikke vil, så hun bliver ved, og nægter at affinde sig med situationen. I et forsøg på at få eleverne til bare at overholde den mest elementære disciplin i klassen, griber hun fat i en taske som to af fyrerne skændes om. Da den går op, falder der en skarpladt pistol ud. Den lander på gulvet imellem dem, og bliver stykkets omdrejningspunkt. Fr. Thomsen får fat i pistolen før de andre, og med den i hånden fortsætter hun undervisningen. Det er optakten til den efterfølgende undervisningslektion i det lydisolerede undervisningslokale. Der er ingen udefra, der ville kunne høre affyrede skud. Der er ingen udefra, der vil blande sig. Læreren og eleverne er overladt til det spil, der er gået igang. De er overladt til den stærkes vilje og magt - og lige nu er det læreren, der har pistolen - og magten.  Fru Thomsen gennemfører nu undervisningen, og får for én gangs skyld eleverne fulde opmærksomhed. Hun genopretter ro og orden i klasselokalet. Vi tror på hende og sympatiserer med hende. Alligevel er hun ikke den hun giver sig ud for at være. Ingenting er som vi først tror. Det er det, der er stykkets store fortjeneste. Hun har ikke en chance, men tager den, da revolveren lander i hendes hånd. Hun stiller sig midt i klasselokalet og peger på dem en efter en med pistolen, og så er scenen sat for en lektion om den tyske forfatter og dramatiker Frederich Schillers "Røverne", hvor hun tvinger dem til at fremføre scener fra stykket for at få dem til at overskride deres egne grænser.



Musa (Hadi Ka-koush) er klassens leder, mens Hassan (Besir Zeciri) er syndebukken, mens Mariam (Siir Tilif) er tørklædepige, der ender med at smide tørklædet. Musa bliver undertvunget og Hassans sættes fri i stykkets epilog, hvor han så at sige affører sig rollen og taler til publikum som "præmieperker". Det afsluttende pistolskud rettet ud mod publikum er symptomatisk for stykkets konfronterende attitude. Der spilles helt ud til kanten, og det er det, der er med til at gøre at vi som publikum i lige så høj grad bliver kigget ud, mens vi kigger ind. Flere gange bliverer vi reduceret til uvidende betragtere, når fremmede tungemål som eder flyver gennem luften og tydeligvis er møntet på os - betragterne.
Det er en foruroligende og dybt skræmmende historie om at den der sår vind høster storm. Om vold, der avler vold og om magt og underkastelse. Det er en nødvendig historie, der som en bombe slår ned i skødet på os. Vi befinder os i et mineret område, hvor verden er præget af en opdeling af "dem" og "os".



Ud over et kateder og stole til læreren og de 7 elever er klasselokalet tomt. Det skråner ned mod publikum, og er afgrænset af en kant  hele vejen rundt med lys i. Bagvæggen, der også bruges som tavle, tårner sig op over dem.  Øverst er der et stort ur, der inddeler lektions skæbnesvangre minutter. Ellers intet. (Scenografi af Allan Frausing).
Spillet er overbevisende og nærværende. Anette Støvlebæk bærer forestillingen. Hun har en egen skrøbelighed, men giver ikke op. Selv når hun forsøger at råbe klassen op, hører vi det. Hører at hendes stemme ikke bærer igennem. Den drukner imellem de andres stemmer. Men det er netop Anette Støvlebæks usikkerhed og kraftesløshed, der gør figuren troværdig og interessant, og giver den balance til forestillingen, der gør at magtkampen bliver så nærværende og vedkommende.



Lyssætningen (af Christian Alkjær) er raffineret brugt som markering af overgangene fra scene til scene. I fire indlagte mellemspil rejser spillerne sig og stiller sig med front mod publikum og afsynger danske sange. Det virker afvæbnende, forsonende og understreger at dette angår os alle, at vi er sammen om det her - og at der er håb, hvis vi forstår hinanden bedre, og tør lytte til hinanden. Men straks efter er vi tilbage i klasselokalet, hvor kampen fortsætter. En kamp på liv og død - om de rette værdier.
Stykket spiller dygtigt på usikkerheden om, hvad der vil ske, når magtbalancen igen tipper. For det vil den uvægerlig gøre. Men de kræfter, der allerede er sluppet løs, fortsætter og giver hele forløbet et andet og meget overraskende udfald, der ikke skal røbes her. Forestillingen er i sit udgangspunkt umådelig enkel og spinkel, men samtidig uforudsigelig, selv om vi aner at det umuligt kan ende godt. Forestillingen skal ses og opleves. Den sætter sig i kroppen, og er ikke til at blive af med igen. Et premierepublikum er altid meget venligsindet, men det var ikke bare venlighed, der strømmede skuespillerne i møde ved den stående applaus efter forestillingen. Det var belønningen for en besættende og rystende teateroplevelse. Det var fuldt fortjent. Tillykke med den fine forestilling!

Teksten er skrevet af Nurkan Erpulat og Jens Hillje og kåret til årets skuespil i Tyskland i 2011. Det er fermt iscenesat af Kamilla Bach Mortensen, der med ligeså stor nerve iscenesatte "Sex. Vold. Blod. Snask" af Alfian Bin Sa’at på Får302.

Medvirkende:
Annette Støvelbæk
Hadi Ka-koush
Simon Stenspil
Zaki Youssef
Siir Tilif
Wahid sui
Zainab Ahrmed
Besir Zeciri
Scenografi og kostumer: Allan Frausing
Lys: Christian Alkjær

mandag den 5. november 2012

Anmeldelse: "KLIK" på Bådteatret

ANMELDELSE. Gæstespil på Bådteatret med Livingstones Kabinet.


Lige da vi har sat os begynder forestillingen. En skinke hejses ned fra loftet. En lille mand i et lidt for stort jakkesæt popper op på forscenen og kaster sig ud i en længere tirade. Det lyder sådan set fornuftigt nok. Eller næsten, for det er lige ved at give mening, det han siger, men hvis man som publikum tror at man senere forstår det hele og især sammenhængen, bliver man snydt. Rent faktisk bliver det mere og mere uforståeligt. Det er som om meningen suges ud af rummet og vi er ladt tilbage sammen med 4 spillere, der opfører fragmentariske stumper af levet liv for os. Som en surrealistisk drøm folder det sig ud foran os. Det er genkendelige elementer, der puttes ned i en saftpresser og det ene øjeblik genopstår med nye former og farver, for i næste at miste enhver form og farve. Det bliver til en cocktail, der hele tiden skifter smag og farve. Det er en drink i flere lag, hvor hvert lag er adskilt og knyttet sammen af forestillingens overvældende humor og gennemstrømmende musikalitet. Nogle lag er beske og bitre, mens andre er blide og forførende. Det er en sexet drink. Der er ikke tid til overvejelser, for afrejsen har allerede fundet sted, når den første tone er slået an til denne eventyrlige forstyrrede chokterapi af en forestilling, hvor det hele slår KLIK. Det er som et nykomponeret stykke klassisk musik, hvor enhver almindelig genkendelighed er fjernet. Vi er ladt tilbage i et univers, hvor alting er rykket fra hinanden, for vi er på en rejse, der ingen steder fører hen. Eller rettere er vi befriet for enhver mening, og befinder os, mens forestillingen varer, fritsvævende eller i hvert fald ophængt ligesom Pete Livingstone i forestillingens slutning, hvor han hejses op og hænger der på én gang sat fri og alligevel uhjælpeligt fastholdt i et konturløst landskab, hvor alting kan ske. Et sted, hvor alle grænser er brudt op og hvor al mening er brudt sammen. Et sted, hvor livet, som en gennemgående, evigt eksisterende mekanisme og pulserende organisme, banker sig igennem og opfører og skaber nyt liv på nyt liv. Det er intet ladt tilbage af verden omkring os. Ikke sådan som vi kender det. Vi forstår ordene, tonerne og bevægelserne, men de er brudt op, de forkramper og stødes væk fra hinanden. Adskilte og afklippede taber de deres oprindelige mening. Men det er forestillingens store fortjeneste at de i løbet af den time, som forestillingen varer, genopstår for øjnene af os. For hvad sker der inde i hovedet på en høne? Sker der noget? Noget overhovedet?

 
Forestillingens rytme er aggressiv og staccato, og alligevel er der også iblandet lyriske elementer og passager. Det hele er orkestreret med en knivskarp timing. For de fire spillere på scenen, der snart er skuespillere, snart dansere og snart sangere, er det ingen ringe bedrift at de evner at holde døren åben ind til et tordende lyrisk landskab. Vi bliver ført direkte ind i os selv. Vi møder en drøm, et mareridt, en utopi – og vi får lov til at flytte ind i et rige, der svøber sig om os som et stykke musik. Snart slynges vi rundt, kastes op i luften og daler ned som sne. Vi spises og fortæres af Livingstones Kabinet, men når al mening ophører, starter livet igen. Når hønen ryster hovedet, så ryster den også livet på plads. Inden det slår KLIK.



 
 



På scenen: Pete Livingstone, Pernille Koch, Kristina Sørensen og Svend E. Kristensen. Iscenesættelse: Nina Kareis. Komponist: Pete Livingstone i samarbejde med Erik Christoffersen. Tekster: Livingstones Kabinet, Patsy Cline, fakta. Scenografi: Julie Forschhammer. Koreografi: Adelaide Bentzon.

KLIK – en kakofonisk sort humoristisk scenekollage af og med LIVINGSTONES KABINET.
29. okt. – 10. nov. 2012.  Gæstespil på Bådteatret. www.baadteatret.dk  www.livingstoneskabinet.com

 

onsdag den 17. oktober 2012

Anmeldelse: "Bang og Betty" på Hippodromen






Han sidder ventende – Herman Bang spillet af Ole Lemmeke. Stridslysten og parat, men også træt og udmattet af de mange kampe på vejen gennem det man kalder livet. Så træder hun ind – Betty Nansen spillet af Cecilie Stenspil. Det er instruktøren og primadonnaen. Det er katten efter musen. Det skifter hvem, der er efter hvem og hvorfor. De venter begge på Fritz Boesen, der skal spille overfor Betty i Strindbergs ”Frøken Julie”.  Frøken Julie og Jean.  Bang afbryder dem, tager nærmest over og ville allerhelst selv spille rollen som Frøken Julie overfor Fritzes Jean. Fritz er ren krop, ren drift. Både Bang og Betty ved det, mærker det og reagerer på det. Fritz har ikke lovet Bang noget, selv om Bang gerne vil love ham alt, også selv om det er tvivlsomt hvad han har af talent. Ind træder den unge Jensen: Johannes V. Jensen. Bleg, bebrillet og tilknappet. Hvad er hans ærinde? Er det så tilfældigt som han selv lader dem forstå, så tilfældigt at det er plausibelt at han lader sig indrullere som sufflør til dagens prøve på teatret?

Det virker usandsynligt, men det bringes så smukt og overbevisende i spil, at vi godtager det som forestillingens præmis. Det lykkedes fermt dramatikeren Jakob Weis at bringe de umage partnere på scenen i clinch. Han bliver hjulpet behændigt på vej af Christoffer Berdals lydefri iscenesættelse.

Hvad der fra første færd trætter i den manierede introduktion til figuren Bang, da han alene, ordløst gestikulerende går rundt inden dagens prøve, breder sig senere og giver fuld mening i den videre forestilling. Men jeg når at tænke, hvorfor skal vi endnu engang møde denne overdrevne feminine gestik, der tegner figuren? Hvornår får vi lov til at møde personen uden denne ydre karikatur – bare som menneske? Men næppe har jeg tænkt det, før jeg suges ind i det bagvedliggende drama, der udspilles mellem personerne til dagens prøve på Folketeatret. Og i denne prøven teksten og hinanden af, er der ingen blødsødenhed. Det er teatralsk veloplagt, men der er fuld indre dækning for det. Dog introduceres Fritzs figur lovlig stereotypt. Men også her er det blot det første øjet møder, for det blæses af de mange gange, hvor Fritz gentager overfor Bang: ”Jeg har ikke lovet Dem noget!”, hvortil Bang replicerer: ”Sig DU…!”. Så enkelt og dog så smertefuldt kan det hele opsummeres.

Selv om det er det rent ydre spil for galleriet som vi hele tiden møder i denne ”Tribadernes Nat” leveres den veloplagte og spændstige tekst, så psykologisk velmotiveret, at den sætter sig fast inde i beskueren. Det udspilles som en anden ”Klodernes Kamp”, men fremstår som et såre stærkt og tæt portræt af ikke mindst Bang og Betty. De to øvrige personer bliver aldrig til andet end skitser, selv om Johannes V. Jensens figur i slutningen får tilført noget af den fylde, der også lader den stå tilbage som en fint drejet karakteristik, men ellers er de to mindre eksponerende personer (hvoraf den anden som Fritz/Jørgen er en velfungerende dobbeltrolle) blot dem, der til stede for at bringe dramaet i spil, og fungerer godt som sådant.

Det er Bang og Betty som det handler om. Ole Lemmeke yder fornemt spil i rollen som Herman Bang. På én gang skrydende, men også med en fin sarthed, der går helt på tværs af figurens grovhed. Det er et rørende portræt. For vi kender det jo godt. Fra os selv. Finheden og grovheden, der går hånd i hånd. Ikke mindst kender vi det fra Bangs værker. Bang bor på teatret. Det er hans hjem. Dér føler han sig hjemme. Vi træffer ham både i 1. og 2. akt sovende på scenen, som om han aldrig har været derfra. Her er han tryg, og slipper for en del af den forfølgelse, der bliver ham til del udenfor. Han undslipper forfølgelserne ved at rejse væk – til Paris og Berlin. Men i Danmark er han udsat for den og her kan den indhente ham. Karikaturerne i Punch og Johannes V. Jensens perfide kronik i Politiken, hvor han scorer i samtiden, men samtidig laver selvmål. I stykkets oplæste epilog, hvor to breve imellem Johannes V. og Bang blotlægger at Johannes V. fortryder den smerte som kronikken har forvoldt Bang, tilstår han sit fejlgreb. Eller det gør han netop ikke, for han undskylder formen, men ikke indholdet. Samtidig anerkender han Bang som kunstner, på samme måde som Bang straks anerkendte ham som forfatter ved deres første møde på teatret.

 Jeg savner måske en optakt til denne afslutning, for den virker lidt abrupt, men det er næsten for intet at bemærke mod den tæthed og fine psykologi, der kendetegner resten af teksten. Det er imponerende, hvor godt det lykkedes at få en fængslende forestilling ud af dette materiale, der må have været svært og ikke mindst krævende at favne om. Det har krævet en bred favn.

Øverst hen over det smukke scenerum, flot indrammet af synlige scenespots i siderne, hvor omkring der spilles de tilstødende småscener, har scenografen Nina Flagstad anbragt ordene ”Ej blot til lyst”. Det er sjov ide, for netop ordet ”lyst” får i denne sammenhæng en helt ny og mere kødelig klang. På samme måde som det friskslagtede kød fra slagteren, der lægges på huggeblokken midt på scenen i 1. akt skal minde spillerne (og publikum) om, hvad dette handler om. Om råt kød, handler det. Om lyst, følelsesspektrum og om forløsningens gåde.
http://folketeatret.dk/da-DK/Performance/Forestillinger%202012-13/Bang%20og%20Betty.aspx?gclid=CMfnwpf-ibMCFVGhzAod0E8Amw

tirsdag den 11. september 2012

READING OG DRAMATIKERTRÆF 2012

Reading på to tekster af Lotte Arnsbjerg og Tomas Lagermand Ludme med efterfølgende DRAMATIKERTRÆF

                                                                    Foto: Anne Mie Dreves

Tomas Lagermand Lundme og Lotte Arnsbjerg har sammen skrevet "Bodil, Carl og storken", der blev opført ved en reading i Vesterbro Naturværksted lørdag den 8.9.2012. Eller rettere var der tale om to uddrag fra 1. akt. De tre roller blev læst af Lotte Arnsbjerg, Baard Owe og Claus Flygare.

De to dramatikerne har på skift skrevet 10 linjer og sendt dem til hinanden, men de har også skrevet ind over hinandens tekster, så langsomt er grænserne for den enes og den andens tekst blevet opløst. Tomas har fra sit lille skriveatelier i Bagerstræde oppe under taget udklækket vilde ideer, der bestemt ikke er blevet mindre af at de er landet i favnen på Lotte, der har skrevet videre ude fra Utterslev Mose. Det er en historie, der har vandret fra bydel til bydel og tilbage igen. Det er blevet en tekst fuld af overraskelser. De har haft de to skuespiller Bodil Kjer og Karl Stegger i tankerne. Man ser det for sig - og det har de to dramatikere også gjort, selv om der herskede tvivl om det egentlig oprindelig ikke havde været Bodil Udsen og Karl Stegger som de havde haft i tankerne - i hvert fald ifølge Lotte.

Det er tydeligt at de har noget sammen - både forældreparret i forestillingen og de to dramatikere.
I forestillingen dukker en soldat op. Han minder dem om en søn, der engang var. En søn, der har en kugle i kroppen. Den sidder og gnaver, kuglen. Og den er ikke fra krigen. Tilsyneladende har forældrene allerede dræbt ham  én gang - og nu er han tilbage.
Som udgangspunkt var det meningen af sønnen skulle spilles af en, der er væsentlig ældre end forældrene. Baard Owe lånte stemme til ham og det var isnende at høre ham fremføre teksten, mens de to forældre blev fremført af Lotte Arnsbjerg og Claus Flygare.

Det var skarpt, ubehageligt og dunkelt tillokkende, for vi blev taget med helt derud, hvor alting ophører. Det var en nådesløs tekst, der insisterende driver sine figurerer længere og længere ud på det dybe vand, ud på steder hvor man kun går til grunde. Der var en slags udslettelsens poesi over det, helt derude hvor alting opløses og bliver til havskum.


Picture
 

BODIL, CARL OG STORKEN
af Tomas Lagermand Lundme og  Lotte Arnsbjerg, med Baard Owe, Claus Flygare og Lotte Arnsbjerg.
Bodil og Carl har forskanset sig i et parcelhus. Ude i haven lander en stork. Og en dag banker det på døren og det barn, ingen troede, de havde født, går rundt i huset i soldateruniform. Man er ikke mor, man er ikke far - og man er på ingen måde forældre. Og slet ikke til et barn, der er meget gammelt. Hvad er der sket derude i samfundet engang? Hvorfor flygtede alle og barikerede sig i parcelhuse? Bodil rummer på en stor hemmelig. Det samme gør Carl. Hemmeligheden er ikke den samme. Men det er sorgen. Og det store, gamle barn sætter sig i lædersofaen og begynder at fortælle om sin barndom i et land, ingen ved, hvor ligger. Desuden trækker det op. Og storken vil ikke forsvinde fra græsplænen.
 
I den efterfølgende tekst af Lotte Arnsbjerg, "Jeg er stadig sulten", gjaldt det kærlighedens vildveje.
Lotte Arnsbjerg og Claus Flygare fremførte drømmebilleder fra et ægteskab. En tekst, der - som drømme gør - sprang i tid og rum, og som "danner en foruroligende fortælling om kraften der æder sig selv, når mennesker søger kærligheden udenfor sit eget hjerte".
 

 JEG ER STADIG SULTEN
af Lotte Arnsbjerg, med Claus Flygare og Lotte Arnsbjerg.
En labyrint af scenebilleder fra et ægteskab. Om kraften der æder sig selv, når mennesker søger kærligheden udenfor sit eget hjerte. En broget blanding af bevidste og ubevidste lag, som tilsammen danner en foruroligende fortælling om kraften der æder sig selv, når mennesker søger kærligheden udenfor sit eget hjerte. En mand ligger alene i sin seng. Det banker på døren. Han vågner fortumlet og ved ikke hvor han befinder sig. Manden åbner døren for to kriminalinspektører, som vil forhøre ham om mordet på en kvinde. Han husker intet, ikke engang sit eget navn. Politiet sætter et videobånd på. Båndet viser en voldsom sexscene med ham og den myrdede kvinde involveret. Afhøringen afdækker brikker i et puslespil, som ikke passer sammen, og mandens erkendelser kaster nærmere mørke end lys over sagen. Historien begynder tilsyneladende i restauranten på skib, midt ude på det ægæiske hav. Manden og kvinden er på krydstogt for at redde deres ægteskab fra en tiltagende død. De søger begge kærligheden, som de ved, de har følt engang. "Det den ene mangler, ligger ikke gemt i den anden. Det er i al sin enkelhed kærlighedens problem." (citat: Jacques Lacan, fransk filosof).
 

DRAMATIKERTRÆF


Lotte Arnsbjerg nævnte selv  under det efterfølgende samtale at hun er fascineret og inspireret af filminstruktøren David Lynch. At hun skrevet som i en feber. Jeg hørte det nærmest som om hun kæmpede med en skrivedjævel som hun forsøger at drive ud af kroppen. Sådan var der også meget hendes meget ubehagelige, men ikke desto mindre meget fine fortestilling på Teatret ved Sorte Hest: "Historien om en mo(r)der". Lottes dramatik er ubærlig. Det er det, der gør den så fascinerende og svært at værew sammen med, for vi bliver nødesløst puffet ind i de mørkeste kroge af sindet.

Thomas Lagermand Lundme talte om at samle på ting, på ideer og på karakterer. Han går rundt med det i kroppen. Det, der samler sig sammen og som langsomt modnes for hver gang han samler stumper til det, der skal komme. Han retter sjældent i det han skriver. Han lader det stå somaftryk af det han har samlet sammen i sig.

Claus Flygare sagde til mig i telefonen 1½ måned forud for arrangementet: "Jamen, jeg aner ikke hvad jeg gør, men nu vil jeg bruge tiden indtil da på at tænke på, hvad jeg gør, så finder jeg nok et svar til dig!". Claus fortalte om, hvordan der i familien langsomt blev færre og færre omkring bordet, da forældrene døde - og hvordan den følelse aflejredes sig inde i ham og blev til en teatertekst han efterfølgende skrev.





Ghita Makowska Rasmussen er et helt nyt blad på dramatikertræet. Hun er debuteret med den meget vellykkede forestilling  "MAN SKULLE TRO...", der samme dag havde sidste forestilling som gæstespil på Får 302.  En forestilling, hvor virkelig og fiktion blandes, og antager nye overraskende former. Det er ikke mindst en meget rørende og morsom forestilling. Egentlig er der hverken hoved eller hale i den, og alligevel fremstår den som et smukt udtryk for, hvad kærlighed gør ved os. Faktisk slet ikke så ulig Lottes og Thomas´ tekster.

                                                                                                                    Foto: Sille Veilmark

Nassrin el Halawani afsluttede med at fortælle om den reading på hendes tekst "Himlen er lukket", der dagen efter opførtes i Messiaskirken. Hun er ikke selv trolende, men har alligevel valgt at skildre en af kristendommens store ikonografiske figurer, Moder Teresa. Hun skildrer hende, mens hun venter på at modtage Nobels fredspris. Hendes liv passerer forbi hende, mens hendes meritter læses op fra talerstolen som en uendelig messen. En forestilling om en livskrise, da det viser sig at hun ikke længere tror på det, der har holdt hendes liv sammen og som hun er blevet selve symbolet på. For hende er himlen lukket.


De to readings og det efterfølgende DRAMATIKERTRÆF indgik i Teater i Træstubben. Teaterdage på Vesterbro fra den 1.-9. september 2012.
Se hele programmet her:
http://www.svennevig-bogogdrama.com/dramatik.html

Himlen er lukket - af Nassrin el Halawani

Nassrin el Halawani inviterede til reading på hendes tekst: HIMLEN ER LUKKET.
Den blev fremført med et betydeligt overskud af Pia Rosenbaum. Hun sad på en stol midt for i koret og kiggede ud over de fremmødte. Hun skulle låne stemme til Moder Teresas anfægtelser.
Teksten er kompakt, men der er mange ansatser. Ansatser til liv, og de blev alle fermt grebet. Hver en antydning samledes op af et trænet skuespillerøje, der var vant til at håndtere tekster. Det var en meget levende fremførelse. Som tilskuere fik vi meget mere end bare en oplæsning af teksten. Vi fik et omrids af personen - af Moder Teresa, for hun sad der lige foran os. Synligt utilpas med den endeløse opremsning af hendes meritter, der indleder og afslutter denne skitse til en forestilling. Det er en spændende rejse som vi får lov til at følge. Og ikke mindst er det et kig ind i dramatikerens og skuespillerens værksted.

                                                                 Foto: Jesper Blæsild

Efter fremførelsen er der en samtale. Vi er trukket ned i den anden ende af kirkerummet, hvor der er opskænket rosévin og gjort klar til den meningsudveksling, der er en del af dramatikerens motivation for på et så tidligt stadie i udformningen af teksten at høre, hvilke tilbagemeldinger der kan komme fra publikum. Hvad har de egentlig opfattet og grebet - dem, der har siddet og lyttet?
Dem på de forreste rækker har klart haft det bedste lydbillede at orientere sig i. Dem bagerst har haft sværere ved det. Selv om der har været lydforstærkning, har kirkerummet sin egen måde at svare igen på.

Præsten Rose Marie Tillisch åbner diskussionen ved at slå fast at det ikke er noget problem med blasfemi. En af sognebørnene opponerer mod at det slutter med en fornægtelse af kristendommen, men sådan ser præsten ikke på det. Rose Marie nævner som eksempel at det at fejle og føle sig utilstrækkelig er en væsentlig del af det at være kristen. Alt andet ville være underligt. Jeg tilføjer at Moder Teresas fornægtelse sagtens kan have den modsatte konklusion for tilhørerne. At en fremført fornægtelsen på scenen stradigvæk godt kan være en bekræftelse for tilhørerne.
Kirkens organist har en fin pointe, da hun siger at Moder Teresa ikke kan se håbet, når hun møder de fattige i de indisk slumkvarterer. Hun ser det ikke selv, men de fattige ser det. Fordi det netop er hende, der er håbet.

                                                                                                                   Foto: Sille Veilmark

Det er en meget spændende historie, selv om jeg savner en klarere disponering af stoffet og ikke mindst et stærkere bilede af hovedpersonen. I en monolog er det karakteren, der skal trække historien igennem. Derfor skal vi tro på hende. Men det kommer sikkert i den endelige forestilling. Jeg savner at komme med hende ned i slummen, at møde de fattige, armoden, fortvivlelsen. Hvis den står stærkere, står Moder Teresa-figuren også stærkere. Der er nødt til at være noget, der definerer hende som karakter. Teksten mangler simpelthen ben at gå på, for så vil den også begynde at bevæge sig rundt. Som det er nu bliver den forpustet over sin egen tyngde - i denne tidlige skitseform, er materialet alt for stort og nok også for uoverskueligt for dramatikeren. Mindre kan sagtens gøre det. Men der skal mere fordybelse, mere smerte, mere fornægtelse og gudstro til, ellers går pudselspillet ikke op til sidst. Men det bliver en spændende rejse videre frem. Held og lykke med det, Nassrin!
Det bliver en spændende forestilling.
Og ikke mindst tak til Pia Rosenbaum for en gribende reading på HIMLEN ER LUKKET.

Arrangementet indgik i Teater i Træstubben. Teaterdage på Vesterbro fra den 1.-9.9.2012
- også selv om dette afsluttende aftenarrangement foregik i Messiaskirken i Charlottenlund.
Se det samlede program her:
http://www.svennevig-bogogdrama.com/dramatik.html

EBBA NØRAGER - HYLDESTARRANGEMENT 2012

 

Søndag den 9.9.2012 kl. 16-18 i Vesterbro Naturværksted:

A tribute to... Ebba Nørager, skuespiller, 84 år

Reading på monologen Med håb skal alder fordrives” af Jens Blendstrup, med Ebba Nørager, og to tekster af Michael Svennevig, der spiller overfor Ebba Nørager i "Den sidste aften", der går tæt på de sidste illusioner og drømme, mens den 60 år yngre Sofia Guldbrandsen spiller overfor Ebba Nørager i "Før tæppefald" om forberedelserne før det endelige tæppefald, baseret på Ebba Nøragers eget liv.
Alle tre tekster instrueret af Michael Svennevig.

 

Foto: Ronni Guldbrandsen
 
Ebba Nørager og Sofia Guldbrandsen i Vesterbro Naturværksted, hvor de ved en reading optrådte sammen i Michael Svennevigs "Før Tæppefald" som afslutning på Teaterdage på Vesterbro.

FØR TÆPPEFALD
af Michael Svennevig, med Ebba Nørager og Sofia Guldbrandsen.

Et spil om forberedelserne før det endelige tæppefald.
Baseret på Ebba Nøragers eget liv.
Hvad er der tilbage, når man sidder der på det sidste, mens fragmenter af ens liv hvirvler rundt omkring én? Og så er der hende den anden. Hende den unge, som man selv var engang. Hende, der bliver ved med at blande sig og insistere på, at man ikke længere husker noget rigtigt - og i hvert fald ikke noget om, hvordan det virkelig var. Samtidig er der den forestående "prøve" inden det hele slutter, før det endelige tæppefald.

Portrætartikel om Ebba Nørager:
http://www.e-pages.dk/vesterbrobladet/166/4


Efter pausen kunne man opleve Jens Blendstrups forrygende monolog:

MED HÅB SKAL ALDER FORDRIVES
af Jens Blendstrup, med Ebba Nørager.

"Det er en fest at blive gammel. Hver evig eneste dag er en dans om døden. Der er ingen der siger noget, hvis jeg går i stå over et blad, der falder af træet. Hun er gammel, tænker de, hun er nok senil. Men det er jeg ikke! Jeg bruger bare tiden, som jeg vil og tiden er fuld af huller, når man bliver gammel."

Opført første gang af Ebba Nørager som reading på Teatret ved Sorte Hest som afslutning på Gammelfestivalen  Det Sidste Suk i januar 2010.



Eftermiddagen sluttede med det gribende og rystende kammerspil:
 
DEN SIDSTE AFTEN
af Michael Svennevig, med Ebba Nørager og Michael Svennevig.


Et kammerspil, der går tæt på de sidste illusioner og drømme. Der er ikke noget, der er så grumt at det ikke også er morsomt. For de to gamle går livet sin vante gang, men snart bliver det uden dem. Også hurtigere end de selv tror, for nu kæmper de om at give afslutningen mening. Så måske er det ikke så mærkeligt at de ender med at tage livet af hinanden.

Opført første gang af Ebba Nørager og Paul Hüttel som reading i Vesterbro Naturværksted som åbning af Menneskefestivalen om drømme og visioner i august 2011.
Siden opført af Ebba Nørager og Michael Svennevig i OK-Klubben på Frederiksberg.

Teater i Træstubben.
Teaterdage på Vesterbro foregik fra den 1.-9. september 2012 i Vesterbro Naturværksted:
http://www.svennevig-bogogdrama.com/dramatik.html
 

Så enkelt er det - urpremiere på "Indisk Kærlighed"!

Fotos: Ida Sønderby Rosgaard
 
Fra venstre mod højre:
Ditte Marie le-Fevre, Pouria Tahmasebi, Michael Svennevig og Malene Fenger-Grøndahl
under den efterfølgende samtale efter monologen
"INDISK KÆRLIGHED - eller hvordan man overlever at blive forelsket"
 i Vesterbro Naturværksted som en del af
Teaterdage på Vesterbro fra den 1.-9. september 2012.
Det blev en samtale om at give sig hen og om at turde at give slip.
Om kærlighed, forskelle og ligheder - og om at være menneske. 
Blandt andet kom der spørgsmål á la
"Hvad er kærlighed?"
 
 

Bagefter fik vi et brev fra Sheila, der skrev:


"Det var en glæde at opleve "Indisk Kærlighed".
Sætningen "Så enkelt er det" går igen i mit hoved og føles i min krop her flere dage efter oplevelsen. Det har givet mig en dejlig lethed i kontrast til den tristhed jeg kunne mærke snige sig ind på mig før stykket. Tusind tak for at I gjorde det muligt at opleve "Indisk Kærlighed".
 
Kærlig hilsen
 
Sheila"
 

 
Sheila havde vedlagt denne tekst:


"Jeg er så tung
Jeg peger på andre og lukker mig selv ude
Aer mig på kinden
Du skal ikke være bange
Jeg vælger selv min angst
om jeg vil være angst
om jeg vil være lykkelig.
 
 


Lykkelig er jeg,
jeg mærker det nu
for det er det jeg vil
det jeg vælger.
Jeg er i en verden,
hvor jeg vælger den frihed, jeg ønsker og ser.
Så enkelt er det.
 
 

 
Om lidt kommer friheden
Jeg er helt fri uden angst
Jeg bestemmer det selv.
Så let er jeg.
 

 
Så enkelt er det
Jeg greb fat
Jeg mærkede følelsen
lykke bruser i mit bryst.

Jeg peger på angsten
og lukker mig inde i lykken".
 
Fotos: Sille Veilmark


INDISK KÆRLIGHED

En monolog af Michael Svennevig.
Instrueret af Ditte Maria le-Fevre og spillet af Pouria Tahmasebi.

 En munter historie om kærlighed, menneskerettigheder og ytringsfrihed.
Om to mænd, der gifter sig. En dansk og en indisk. Med Bollywood-musik til.     

Med især et kærligt og kritisk blik på det danske samfund set udefra af én, der ser noget helt andet end det vi forestiller os. For måske er vi ikke helt så frigjorte og tolerante som vi selv tror? Måske er det i stedet os, der er de hæmmede?

Der står han i døren. En ung inder klædt i indisk festtøj. Han byder os indenfor. Der er noget han vil fortælle os. Han er synligt nervøs og spændt. Han har inviteret alle i blokken med til dette surpriseparty, for han gider ikke vente længere. Nu skal det være. Han ved godt at de slet ikke kender grunden til at de er samlet. For det er ham selv, der er den største ”surprise”. Nu venter de bare på Alexander. Alle kender Alexander, men ingen ved hvem inderen er. De er ikke bare kærester, inderen og Alexander, de er også gift.

Forestillingen varede 40 minutter.
Med efterfølgende samtale mandag den 3.9. og onsdag den 5.9. med Malene Fenger-Grøndahl, der sammen med Marianne Nøhr Karsen har lavet interviewbogen "Den forbandede kærlighed" som forestillingen delvist er baseret på.




Forestillingen havde urpremiere søndag den 2. september og spillede hver aften kl. 18.30 til og med fredag den 7. september, hvor publikum blev inviteret med til den efterfølgende bryllupsfest.

Tak til publikum, der så talstærkt var med til at gøre dette til en så hjertevarm og travl uge - og til Felix Becker, der er naturvejlederen, der så uforbeholdent åbnede døren på så vid gab for holdet bag "Indisk kærlighed", men også for resten af arrangementerne under Teater i Træstubben, Teaterdage på Vesterbro fra den 1.-9. september 2012.
Der var Bombay-gryde til de tre første arrangementer og vi sluttede i lige så fin stil, da vi lagde an til et stort tag selv-bord nede fra "Kokken & Karry" til afslutningsfesten. Maden blev skyllet ned med chai, rødvin og mojitos. Kokken & Karry havde i øvrigt sponsoreret det naanbrød, der indgik i forestillingen og som blev delt ud til publikum hver dag.

mandag den 3. september 2012

INDISK KÆRLIGHED - så var der urpremiere!

 
Fotos: Sille Veilmark
 

Der står han i døren. En ung inder klædt i indisk festtøj. Han byder os indenfor. Der er noget han vil fortælle os. Han er synligt nervøs og spændt. Han har inviteret alle i blokken med til dette surpriseparty, for han gider ikke vente længere. Nu skal det være. Han ved godt at de slet ikke kender grunden til at de er samlet. For det er ham selv, der er den største ”surprise”. Det ved han godt. Nu venter de bare på Alexander. Alle kender Alexander, men ved ikke hvem han er, inderen. De er ikke bare kærester, inderen og Alexander, de er også gift.
Imens vi venter på at Alexander dukker op, fortæller han deres historie. Ja, han fortæller alt det som Alexander ikke har fortalt  de andre. Sådan er danskerne. De kan ikke lide at skilte med tingene. Inderen kigger sig rundt, kigger på os, for han vil gerne fortælle os det hele. Fortælle os om hvordan de mødtes i Indien, og om hvad der siden skete her i naturværkstedet. Den første gang de var sammen.

 


Det er ikke bare to fyrer, der finder sammen. Det er også to kulturer, der drøner sammen. I Indien er det en selvfølge at de skal giftes – med en pige, mens i Danmark er det en selvfølge at man skal giftes med den man elsker. Og de elsker vitterlig hinanden. Det er tydeligt, for det lyser ud af ham, inderen.  Men han er også nervøs, for der er meget på spil for ham. Han er en sjov én, for på den ene side er der noget legende let over ham, som om alt det besværlige ellers bare preller af mod ham, som om det slet ikke når ham, mens han på den anden side selv har valgt side, og har taget nogle utraditionelle valg, der gør ham meget synlig – og sårbar. Men først og fremmest er han menneske. Et menneske, der har gjort op med sin baggrund og har taget et utraditionelt skridt, der kuldkaster alt det han kommer fra. Og så danser han. Det gør han nærmest fra starten af, da han byder os velkommen.

Han har altid set dem i biografen, er vokset op til dem. Filmene, Bollywood og de ”larger than life”-figurer som filmene er fulde af. Han danser det simpelthen væk, alt det besværlige. Det har han nok altid gjort. Som han står der og danser, er der ingen tvivl om at det virker, for det kan vi jo se. Men han vil gerne prøve om han kan nå at fortælle deres historie inden Alexander intetanende kommer ned i naturværkstedet, hvor hans indiske ven har sat dem stævne.
 
 

Mens han laver chai, fortæller han historien om hvordan det er gået til, hvordan det er blevet ham og Alexander. Det er en fortælling om fællesskab, men også om forskelle. På mange måder kunne de godt bytte tøj, for tingene er ikke som de ser ud. Alexander kunne lige så godt være inder, men han synes ikke at det er sjovt, når vennen påpeger det. For selv om de ellers har humoristisk sans nok til at de kan grine af deres forskellighed, så gælder det ikke, når de snakker om Alexanders forældre. For lige så initiativrig han er på vennens vegne, lige så lukket er han, når det gælder hans egne trakasserier med familien. Han vil helst have at de slet ikke får noget at vide, for det er det letteste. På den ene side er der menneskerettighederne og ytringsfriheden, og på den anden side er der forskel på det man siger og det man gør.  

VELKOMMEN TIL INDISK KÆRLIGHED – eller hvordan man overlever at blive forelsket.

Urpremiere i Vesterbro Naturværksted, Saxogade 17, Saxoparken (nabo til Apostelkirken) søndag den 2.9. kl. 18.30. Spiller hver aften kl. 18.30 til og med fredag den 7.9.2012

Billetter sælges ved indgangen fra kl. 18.15.

Skrevet af Michael Svennevig. Instrueret af Ditte Maria le-Fevre og spillet af Pouria Tahmasebi.

Varighed: 40 minutter.

Mandag den 3.9. og onsdag den 5.9. er der efterfølgende samtale med Malene Fenger-Grøndahl og instruktøren, dramatikeren og skuespilleren.
 
 
Læs mere om Teater i Træstubben, Teaterdage på Vesterbro fra den 1.-9. september 2012
som INDISK KÆRLIGHED indgår i: