tirsdag den 15. november 2011

EFTER DEN SIDSTE FORESTILLING



Så er det ved at være slut med opførelserne af ”Bag de blå bjerge” på Verdens Mindste Teater.

Efter et stykke tid finder enhver forestilling sit eget leje, og det er også sket for Elisabeth von Rosen i monologen.

Da jeg overværede forestillingen forleden, var der en kvinde, der efter forestillingen forlod teatret grædende.
Man glemmer det selv. Glemmer, hvor stærkt det virker første gang man oplever noget. Og det er en voldsom tekst. Jeg har især glædet mig over, hvor smukt Elisabeth har formået at dykke ned i stoffet og taget det på sig, og det er ekstra smukt at Ulla Koppels instruktion har understøttet det og har givet pladsen og roen som teksten kræver. Det er et menneske af kød og blod vi sidder overfor. Det er ikke bare en rolle. Det er et menneske – og det fornmmer jeg meget tydeligt i den smukke iscenesættelse.
Der er noget insisterende og vedholdende ved hovedpersonens levede liv, der tydeligt trænger igennem både tekst og forestilling. Det er blandt andet det man sidder tilbage med efter forestillingen.
Det er en stille smerte, der er ved at slide én over.
Det er også blevet en provokerende forestilling, for den insisterer og giver sig ikke. Den insisterer på sit eget nærvær. Og det er hårdt at sidde igennem – men også nødvendigt.




Så tak til Verdens Mindste Teater for denne fantastiske opsætning. Både til Annemette Albrectsen, der lægger husrum til. Til Ulla Koppel, der så fornemt har instrueret – og ikke mindst Elisabeth von Rosen, der aften efter aften har kæmpet for at bjerge denne svære livshistorie i land.
Også en stor tak til Aihua Yan, der har haft modet til at fortælle om alt det hun har oplevet under Kulturrevolutionen, så det først har kunnet blive gengivet i portrætsamtalebogen, der siden dannede baggrund for det, der blev til monologen om, hvad der skete bag de blå bjerge.
Forestilingen flyttes afslutningsvist til bådteatret LIVA2, hvor den spilles ved en lukket forestilling, mandag den 28.11., for alle ansatte ved RCT, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, København. Efterfulgt af en faglig diskussion.
Desuden er RCT ved at lave en dokumentarfilm over det forløb som Aihua har været igennem siden hun for 2 år siden begyndte sin behandling hos dem. En forhandling, der siden er gennemført og afsluttet. Hendes psykolog, Linda Nordin har i bogudgivelsen af ”Bag de blå bjerge” skrevet et flot efterord, hvori hun beskriver benhandlingsforløbet. Både hvor svært det var i det hele taget at få begyndt og hvor smukt det er at se, når et helt sammenkrøllet sind alligevel folder sig ud og sætter nye blomster.
Aihua Yan er nu parat til selv at gå igang med at ville skildre hele sin livshistorie i en bog.

lørdag den 5. november 2011

En publikumstilkendegivelse


Det er blevet en meget stærk forestilling.
Hvor stærkt den egentlig virker, opdager vi først, når andre beretter om deres oplevelse. Sådan som Sheila har gjort her. Tak for din tilbagemelding, Sheila!



På billederne fra premieren er Aihua Yan på vej til urpremieren på forestillingen "Bag de blå bjerge" på Verdens Mindste Teater, søndag den 30. oktober 2011. "Bag de blå bjerge" er skrevet af Michael Svennevig. Instrueret af Ulla Koppel og bliver spillet af Elisabeth von Rosen.

Jeg har svært ved at se glæden i stykket.
Jeg græder og græder og græder indvendigt.
Nogen gange ville jeg ønske at mennesket ikke
var så sejt at det kan gå død rundt og overleve.

Sådan tænker jeg for mig selv.
Det er så svært at mærke hvordan det har været.
Tænk hvis mennesket ikke havde dette overlevelses instinkt
så var behovet der måske heller ikke og grunden til at have det behov.

Når der bliver råbt om hjælp, men ingen hører.
Når man aser og maser.
Slider, slider, slider og kæmper.
Katten der har kæmpet sig hjem
men er kørt over af en bil på bagkroppen.

Jeg overlever altid.
Jeg nåede hjem.

Kærlig hilsen
Sheila



Forestillingen varer 50 minutter - og spiller til og med 20. november.
Der er udsolt til forestillingen tirsdag den 15.11., hvor der bagefter er en samtale med Aihua Yan og de involverede i forestillingen.

torsdag den 3. november 2011

Historien BAG DE BLÅ BJERGE

Når historien er fortalt, hvad sker der så?



"Det var ikke et vulkanudbrud. Det var ikke lava, der vældede op fra de blå bjerge højt over os, men ord. Bare ord. Først var det bare ord. Det lød så godt. Vi blev fyldt med en længsel og glæde. Det var dét, der blev tændt i os. Det lød så godt. Vi troede på det. Alle troede på det. Hvordan kunne vi overhovedet lade være?
I dag forstår jeg det ikke. Jo, jeg forstår det, for jeg oplevede det.
Hvad det virkelig betød, gik alt for sent op for os. Alt for sent.
Jeg var en af dem, der overlevede
."

Uddrag fra forestillingen "Bag de blå bjerge", der havde urpremiere på Verdens Mindste Teater søndag den 30. oktober 2011.



I forbindelse med forestillingen "Bag de blå bjerge" baseret på Aihua Yans liv er det første gang at historien om hvad der skete bag de blå bjerge er nået frem til Aihuas to voksne sønner. Hidtil har de vægret sig ved at høre på hendes beretning. De har ikke kunnet relatere til det. Det var som en slags mørkt eventyr, de slet ikke ønskede at høre. Men nu har det ændret sig. Nu er historien rykket tættere på dem. Den har berørt dem.
Det har også ændret det, der skete bag de blå bjerge. Nu er det ikke længere hemmeligt.




Selvfølgelig var det voldsomt for Aihua at opleve sin historie udspille sig på en scene foran hende. Men hun klarede det. Hendes psykolog fra RCT (Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre), København, havde et fast greb i hende under hele forestillingen. Og Aihua græd, som om hun græd det hele ud. Selv om det aldrig kommer helt ud, men nu kan hun fortælle om det. Noget har løstnet sig inde i hende.
Hun har fortalt sin historie - og er nu klar til selv at nedskrive den.
Hele historien.





På fotos, taget i Kongens Have bag Verdens Mindste Teater og ved indgangen til teatret umiddelbart inden premieren, ses Aihua omgivet af Anne Lene, Ray, Michael og Linda.


Forestillingen "Bag de blå bjerge" af Michael Svennevig
er instrueret af Ulla Koppel og bliver spillet af Elisabeth von Rosen
- og spiller til om med den 20. november 2011.

Teatret melder udsolgt til den 15.11., hvor der er forestilling og efterfølgende samtale, men der er endnu billetter til de andre dage.

søndag den 30. oktober 2011

BREV TIL EN SKUESPILLER



Efter premieren på ”Bag de blå bjerge” på Verdens Mindste Teater. Instrueret af Ulla Koppel.

Kære Elisabeth.
Jeg oplevede din præstation i går som en bølge af energi, som en lang smertelig sang, som en uendelig luftstrøm igennem et perforeret luftrør.
Det var umådelig smertefuldt i al sin tilbageholdthed. Jeg følte mig lykkeligt befriet for ethvert spil. Der var i højere grad tale om en væren. Om en tilstedeværelse, så smertelig at det næsten ikke var til at bære. Du var der, dér lige foran os. Uden at du på noget tidspunkt viste os smerten, for du var smerten. Uden at du intimiderede os med din historie. Det er en umådelig fin balance som det er lykkedes dig at finde i dit spil og i din tilstedeværelse. Du er en fornem ambassadør for min tekst og Aihuas historie.
Enkelheden er imponerende. Det er enkelheden, der er det sværeste. Sådan er det altid, fordi den er så svær at holde, den glider os af hænde, men du evner at holde fast selv om det er ved at slide dig i stykket. Det er det vi oplever, det er det vi ser. Denne insisteren på at holde fast og fastholde, hvor smertefuldt det end måtte være.
Det er klart at det for dig er en umådelig svær og krævende opgave at skulle kunne bære og rumme denne tekst og dette liv, men det formår du uden at vise os, hvor svært det er. Men vi hører det på din vejrtrækning. Vi hører hvor kompliceret det er for dig at trække vejret. I dette det mest enkle hører vi din kamp for at blive til det du er.
Mange befriede hilsner
fra
Michael


OM FORESTILLINGEN:
Bag de blå bjerge
En monolog om glæde, overlevelse og Kulturrevolution
af Michael Svennevig havde urpremiere på
Verdens Mindste Teater
Søndag den 30. oktober kl. 16.00

Om Aihua Yan:
er opvokset under Kulturrevolutionen fra 1966-76 i Kina. Uddannet civilingeniør, og kom til hertil som politisk flygtning i 1999 og blev dansk statsborger 9 år efter. Som et led i bearbejdelsen af hendes fortid (og især hendes barske opvækst under kulturrevolutionen) blev hun anbefalet at nedskrive sin historie.

Om monologen:
Aihua Yan fortalte sin historie til forfatteren/dramatikeren Michael Svennevig, der har skabt en gribende monolog fuld af poesi baseret på Aihua Yans voldsomme livshistorie. Det er et stærkt, hudløst portræt af kampen for overlevelse i et totalitært regime. Det er en skildring af et menneske der ved, at alting har sin pris. Ikke mindst demokratiet. Det er en fortælling om, hvad systemer kan gøre ved et menneske. Det er en vedkommende og appellerende beretningen om håb og tortur. Om at finde veje, hvor der ingen er. Men også om at blive rykket op med rode, og skabe sig et nyt liv i eksil. Som hun siger i monologen, er hun heldig, for ...jeg var en af dem, der overlevede.

Medvirkende: Elisabeth von Rosen
Instruktion: Ulla Koppel
Scenografi: Verdens mindste Teater
Sidste dag: mandag d. 21. november
Spilletider: lørdag, søndag kl. 17.00 og mandag, tirsdag kl. 19:00 Entre kr. 125.-

Samtale arrangementer:
1. november kl. 20: Aihua Yan fortæller om sit liv - og sin kamp for at bevare det.

15. november kl. 20: Om virkelighed og teater. Om teater der kradser, når virkeligheden banker på. Om hvordan man kan overføre levet liv til teater.

Til begge arrangementer kan man møde Aihua Yan sammen med forestillingens instruktør Ulla Koppel, skuespilleren Elisabeth von Rosen og dramatikeren Michael Svennevig.

NB: Teatret melder udsolgt til de to forestillinger med efterfølgende samtaler.

torsdag den 11. august 2011

En aften med livsfortællinger

Indledning til festivalens første store arrangement i Apostelkirken,
fredag den 13. august kl. 19-21.30.





Velkommen til Menneskefestival om drømme og visioner - og til en aften med livsfortællinger.
Først skal vi til Kina og bagefter til Syrien. Efter pausen skal vi til Gambia.
I skal møde Aihua Yan - og skuespilleren Elisabeth von Rosen fremfører 4 scener fra den monolog, der baserer sig på Aihua Yans liv. Den hedder "Bag de blå bjerge" og får premiere den 30. oktober på Verdens mindste Teater. Monologen udkommer i bogform i dag. Jeg har skrevet den og oversat den digtsamling, der også udkommer i dag. I skal møde Jan Pêt Khorto og høre skuespilleren Ole Lemmeke læse 3 digte fra Jan Pêt Khortos digtsamling "Helvedes Fristelser" med undertitlen "Når skjulte hjemlande nedpakkes i tasker".
Umiddelbart inden pausen fortæller Alice Maud Guldbrandsen om den udstilling, der åbner i morgen her i kirken - som en del af festivalen, og som der er mulighed for at smugkigge på i pausen.
Efter pausen får vi besøg af Kirsten Thorup og vi skal tale om hendes seneste roman "Tilfældets gud".
Bagefter læser skuespilleren og dramatikeren Lotte Arnsbjerg sit essay "Alle kan mærke, når det regner". Det er et essay, der handler om forsoning.
Det er aftenens program!
Til sidst runder kirkens organist, Rasmus Antoniesen, af med et nyere orgelværk af Oliver Messiaen.
I løbet af aftenen vil I tre gange få mulighed for at høre Thulla og Johannes Wamberg - og første gang er nu!
God fornøjelse - og velkommen til jer alle!

Michael Svennevig

Festivaltegning: Bodil Molich.

onsdag den 10. august 2011

GIV MIG LIV - hvorfor?



Hvilket formål tjener det at begive sig ind i mørket, for bliver man ikke bare helt overfaldet af mørket - og farer vild? Og den risiko løber man jo altid, men for mig har det været væsentlig at finde ud af, hvad det var, der gemte sig inde i mørket. Det var min søster, og den bevidsthed gør at det hele har tjent et formål. Der har været en grund til det hele. Og den grund har jeg nu fundet. Jeg tror, at det er vigtigt at turde tro at det nytter, at alle veje fører nye steder hen, og mange af dem fører endnu bedre steder hen.




Jeg har brugt meget tid på at fundere over hvorfor jeg i det hele taget ville fortælle om det? Historien kræver at man har et formål med at fortælle den. Ellers giver det ikke så megen mening. For det er en underskudshistorie, der bliver fortalt med et overskud (for ellers ville jeg slet ikke kunne fortælle den). Så hvad har det givet mig at have modet til at trække denne historie frem i lyset. Det koster jo altid. At det har gjort mig stærk og kompetent til at håndtere andres sværes fortællinger (sådan som det kommer til udtryk i de andre udgivelser). At der altid er noget at vinde, når man prøver at lære sig selv bedre at kende. Det har der været for mig, men det har været en lang lang vej. Det hele er startet som et frø af håb, der har sat sig inde i mig, og som har formålet at spire og vokse sig stort. Ja, det er blevet til et helt træ, der har fået en så stor krone at jeg nu kan trække andre i ly inde under det. Så på den måde giver det hele mening.



Man kan jo også sige at det er skæbens ironi at jeg, der har været omgået af så meget hemmeligt netop er blevet én, der kan bruge mine stemme så de historier som nu passerer gennem mit liv både får et litterært og et teatermæssigt udtryk - og også bliver omsat til arrangementer for andre. At det har givet mig et andet blik på livet og tilværelsen - og det ville jeg jo ikke have undværet. Det er jo blevet den store gave som jeg sidder tilbage med nu, hvor min historie er sluppet løs - og derfor også har endeligt forladt mig selv.



Normalt er min erfaring at det er en (forfatter)skrøne at man kan skrive sig ud af alting. Sådan har det aldrig været for mig. Jeg har snarere oplevet at jeg er blevet viklet endnu mere ind i stoffet. Men denne historie om min barndom bekræfter undtagelsen, for der har jeg faktisk fået skrevet mig ud af det. Så nu er jeg parat til at lægge fortiden bag mig. Nu skal jeg jo videre til alt det andet, der venter. Alt det som jeg nu har optjent en vis legitimitet til yderligere at beskæftige mig med. For nu har jeg fejet foran egen dør.



Fotos af Henning Lau Hansen
fra forestillingen GIV MIG LIV
baseret på romanen af samme navn
der opføres på udgivelsesdagen:
LØRDAG DEN 13.8. KL. 19.00 i Apostelkirken, Saxogade 12, Vesterbro.
I forestillingen medvirker Michael Svennevig, Thulla (musik og sang) og Ayi Solomon (percussion).
Gratis adgang.
Forestillingen varer lige knap en time.
Indgår i
MENNESKEFESTIVAL OM DRØMME OG VISIONER.

onsdag den 13. juli 2011

TANKER I ET TELT

– om baggrunden for Menneskefestival om drømme og visioner
fra den 11. - 14. 8. 2011
på Vesterbro og Christianshavn




Illustration: Bodil Molich

Se festivaltraileren af Ole Bundgaard: http://www.youtube.com/watch?v=BSaDKEygZq0

Jeg er fascineret af mennesker, deres liv og deres fortællinger. Det at finde vej gennem livet er fælles for os alle, men vores veje er forskellige. Fortællingerne om hvordan vi finder vej fascinerer mig. Vores forståelse og empati for andre afhænger af, hvad vi selv har været igennem. Vore fortællinger er med til at udvide vores horisonter. Vor evne til at forstå andre afhænger af vores evne til at forstå os selv. Fortællingerne bekræfter os i, hvem vi er og hvorfor vi er det. Vores evne til at tage livet til os, er også udtryk for, hvor meget vi tør. At turde tro på det bedste i os selv og hinanden. Det er måske vores fornemste opgave at vi bevarer troen og håbet på noget bedre. Det er det som Menneskefestival om drømme og visioner handler om.

Jeg boede og arbejdede med en græsk kunstnergruppe, da jeg var ganske ung. Jeg havde mødt dem i Athen, dengang Athen var årets kulturelle hovedstad. I Athen blev det fejret med en festival for børn. Det var den græske gruppe, der stod for det. For foden af Akropolis, overfor Vindenes Tårn foregik alle deres aktiviteter. Det der gjorde størst indtryk på mig, var det, der foregik oppe på taget i et lille hvidt cirkustelt. Børnene blev iført hvide gevanter med forskellige farverige symboler på, og skulle gå i procession ind i teltet, hvor de hver især kunne tale med Athens første indbygger. Jeg sneg mig med ind, og så hvordan en lille gut kom ind og hviskede noget ind i øret på en stor hvid stoffigur med et stort lyttende øre. Drengen gav figuren et kram, og gik så ud igen. Jeg kiggede efter ham, da han gik tilbage til sine forældre. Han så hemmelighedsfuld ud, men han havde jo også talt med Athens første indbygger.

tirsdag den 5. juli 2011

Billeder fra et liv IV





HELVEDES FRISTELSER
Når skjulte hjemlande nedpakkes i tasker



Der er tale om at kunsten tjener et større mål, når man læser Jan Pêt Khortos digte. Jan Pêt Khorto er 26-årig jounalist og digter. Han fik dansk opholdstilladelse sidste år. Hans baggrund er kurdisk. Han kommer fra Syrien, og fra et land, hvor det kurdiske spørgsmål er yderst betændt. Han blev fængslet og torteret for sin aktive politiske holdning til netop det.
Selv om det selvfølgelig er umuligt at læse hans digte uden at det klinger med i læseoplevelsen, er hans digte så smukt ciselerede, så kunstfærdigt udarbejdede, at man taber vejret. Som digter svæver han afsted på brede vinger højt oppe over menneskene, og iagttager deres stræben og higen efter berettigelse, efter land, efter mening. Samtidig smager hans digte af jord, af blod, af tryllestøv og grus. Der er aldrig langt fra de højeste tinder til den støvede fod i sandet. Disse punktnedslag må betage og fortrylle mange læsere.
Dette er Jans første oversættelse til dansk. Jeg er stolt over - som oversætter og udgiver - at have mulighed for at kunne lade endnu flere stifte bekendskab med dette betagende digteriske univers.


Digtsamlingen udkommer fredag den 12. august 2011 på Forlaget Epigraf.
På udgivelsesdagen kan man møde digteren til et større arrangement i Apostelkirken, på Vesterbro, til en aften om livsfortællinger. Efter arrangementet bydes der på chai, indiske kager og snacks. Alle er velkommen.
Arrangementet indgår i Menneskefestival om drømme og visioner fra den 11.-14. august 2011 på Vesterbro og Christianshavn - i samarbejde med Dansk PEN og de to forfatterforeningers internationale udvalg.


Her er digtet
”Rumîr ... kom hid, forlad din sti”,
der er gengivet på bagsiden og som også er bogens afsluttende digt:


Shhhhhhhh...
Gå parallelt med væggen
Vær opmærksom på alle lyde
Lad være med at vække ham
Forstyr ikke hans visioner,
han forsøger stadig
at undgå virkeligheden,

Gå hemmeligt
som en tyv om natten
rundt om ham – stjælende rublerne
overlad ham til sig selv
for over det ubevidste har han ingen magt
mens han søger efter enhed
for at blive genkendt,

Gå som et spøgelse
aldrig hviske
han er fuld af en jamrende rytme
den som han bliver gennemsøgt af
hymnen af hans urørlige tilstedeværelse.




Læs mere om digteren
- og læs uddrag fra digtsamlingen på forlagets hjemmeside.

søndag den 3. juli 2011

Billeder fra et liv III



Om GIV MIG LIV.
En historie om en forlist barndom og en bortadopteret søster – og om hvordan vi igen fik kontakt med hende. Det er en historie der rummer det hele og hvor alting er vendt på hovedet. Det er også en historie om at høre til.

Når jeg har fortalt min historie, er der altid meget stille bagefter. Det er en historie der rammer noget almenmenneskeligt – og det har overrasket mig, hvordan denne meget personlige historie berører andre.



Kardinalpunktet er det store HVORFOR? Men det var på en tid, hvor abort ikke var mulig. Så hvis man blev gravid, fik man et barn, hvis man da ikke fik det fjernet hos englemageren. Så min mor blev gravid og fik et barn. Det var mig. To år efter fik hun ét mere, og det bortadopterede hun. Så jeg er vokset op som enebarn – men det er jeg ikke længere!
Min søster er også vokset op som enebarn – og som en hemmelighed.



Det er også historien om hvordan familien reagerede. Begge mine forældre giftede sig igen. Men det var først mange år senere. Min mor giftede sig med en amerikaner, og måske på grund af hans jødiske herkomst havde han har en særlig stærk familiefølelse. I hvert fald var det ham, der pressede på, da min mor tøvede. Og selvfølgelig var det svært for både hende og min far. Alligevel var min far meget mere umiddelbart emotionelt engageret. Sådan virkede det i hvert fald. Som om det ville være let for min far, og svært for min mor. Men i virkeligheden er det gået lige modsat.

Det er et tabu, når en familie ikke fungerer. Og hvorfor egentlig? Verden er fuld af dens slags familier. Ja, det virker næsten som alle familier har en slagside, men der er selvfølgelig forskel på at fortælle det som en sjov historie, og så til at trække en streg i sandet - og fortælle det som det var: det er et tabu. Jeg ved ikke hvorfor? Hvis nogen har et godt bud på grunden til det, så hører jeg det gerne! Måske fordi vi jo alle gør det så godt vi kan, også selv om det sjældent er godt nok. For mig var det ikke godt nok. Og hvem har lyst til at fortælle en historie om at de ikke slog til, at familien ikke slog til, at man var alene, overladt til sig selv – og ikke mærkede at der var nogen forældre. Sådan var mit udgangspunkt. Det har taget mig årevis at trevle historien op. Vi skriver selv vores livsberetning, og det er en livslang proces, men jeg har valgt at skrive den ned i en alder af 47 år, for at kunne komme videre. Det har taget 10 år at få den nedskrevet. Jeg har været nysgerrig efter at finde ud af sammenhængen. Jeg ville gerne forstå, hvad der skete og hvorfor.
Hvert menneske har deres syn på tingene. Det ser forskelligt ud alt efter hvorfra man ser det.

Jeg er draget på opdagelse i mit liv. Som en rapporter har jeg snust rundt på åstedet efter spor. Selv så mange år efter er der altid efterladte spor inde i én selv. Jeg har interviewet de involverede parter, og har givet dem den taletid som de skulle have. Jeg har på intet tidspunkt ønsket at stille dem til ansvar eller fælde nogen dom. Det har ikke været mit ærinde. I hvert fald er det blevet en beretning om et ungt par og deres 2 børn. Det ene barn beholdt de, mens de bortadopterede det andet.
Som det barn de beholdt, har jeg altid følt at der manglede noget. Måske har jeg kunnet føle min søsters fravær? Måske har jeg kunnet se det i øjnene på mine forældre?
Måske er børn bare så meget klogere end vi er klar over.
Dette er min beretning om hvordan jeg genfandt min søster – mange år efter.

Det hele startede med en drøm. En drøm, der fik mig til at huske det fortrængte.
Nu er det ikke længere en hemmelighed. Det er blevet til en roman. Det bliver til en musikalsk teaterforestilling baseret på romanen med musik og sang af Thulla.
Så forseglingen er brudt og døren ind til det lukkede rum er slået op.



----------------------------------------------------------------------------------

Velkommen til GIV MIG LIV – en erindringskabale.
Både som roman og som teaterforestilling, der opføres på bogens udgivelsesdag, lørdag den 13.8. kl. 19.00 i Apostelkirken, Kbh. V.
Forestillingen indgår i Menneskefestival om drømme og visioner
fra den 11.-14. august 2011 på Vesterbro og Christianshavn.

----------------------------------------------------------------------------------

torsdag den 30. juni 2011

Billeder fra et liv II


Foto: Helle Poulsen


Som forlægger har jeg haft fornøjelsen af at redigere Marie Thøgers erindringsbog

OG FREDEN KOM

, der udkommer til august 2011 på Forlaget Epigraf.





Vores samarbejde begyndte, da jeg havde inviterede hende til at være med i

DRØMME OG VISIONER. 13 portrætsamtalebogen om om at ville og kunne.

Både den og Maries erindringsbog udkommer samtidig.



Foto: Lone Poulsen


Under vores samtale blev det hurtigt klart at Maries historier fra hendes lange rejseliv slet ikke kunne nå at folde sig fuldt ud i portrætsamtalebogen, så jeg opfordrede hende til selv at skrive det ned. Det blev indledningen til et spændende og meget lærerigt samarbejde, der stod på i vinteren 2010/11.

Marie leverede en fantastisk historie, min opgave var bare at forsøge at få det redigeret til brug for en bogudgivelse, og nu ligger bogen klar til udgivelse den 12.8.2011 i forbindelse med

Menneskefestival om drømme og visioner fra den 11.-14. august
på Vesterbro og Christianshavn.


Lige efter krigen brugte Marie sine lange sommerferier som ung nyuddannet lærer på at tage rundt på frivillige arbejdslejre i Europa. Da jeg første gang hørte hende fortælle om det, måbede jeg. Jeg anede ikke at Europa havde set sådan ud i årene efter krigen. Det var en side af Europas historie som jeg aldrig tidligere var stødt på.
På forlagets hjemmeside er der lagt et tekstuddrag ud, der netop beskriver hendes oplevelse af Europa i efterkrigstiden - og især af de frivillige arbejdslejre som hun var med på i Tyskland, Finland og Frankrig.


Bagefter rejste hun som den første u-landsfrivillige til Indien.
Her er et uddrag fra bogen, hvor hun beskriver hvordan det gik til. Det var i 1953:

Unesco

En dag i foråret 1953 stødte jeg så på en annonce, som interesserede mig i lærernes blad Folkeskolen. Den handlede om en nyskabt særorganisation under United Nation, som blev kaldt Unesco, United Nations Educational, Scientific and Cultural Organisation. Man søgte folk, som var interesserede i at lade sig uddanne til arbejde i et underudviklet land. Det var den betegnelse, man på den tid brugte for de lande, som lå udenfor Europa og i de år var i færd med at ryste kolonitidens besættelser af sig. Der blev i annoncen stillet krav om, at man havde en færdig uddannelse i sit eget land, at man havde et vist kendskab til et af hovedsprogene og var villig – to adapt oneself to the situation whatsoever, to drive a motorbike or to ride a camel.
Mine sprogkundskaber var forsvindende små, men det lykkedes mig ved Johannes hjælp at flikke en ansøgning sammen på engelsk. Den sendte jeg til Unescos hovedkvarter, som havde til huse i det gamle Hotel Majestic på Avenue Kleber i Paris. I brevet fortalte jeg om mit arbejde som underviser i mit modersmål og om mine erfaringer med arbejdslejrene gennem fem år. Kort efter modtog jeg et brev med en invitation til at møde op til et interview på adressen Frederiksholms Kanal, hvor skolestyrelsen dengang havde til huse. Det blev mit første møde med John B. Bowers, som var idemanden bag dette internationale U-landskursus. Han skulle ialt bruge ni personer fra Europa, een fra hvert af de lande han besøgte. Mange forskellige danskere med høje uddannelser og gode sprogkunskaber var mødt op denne morgen. Jeg forstod kun dunkelt vores samtale, men fik kort efter et brev om at jeg var udtaget til ni måneders træning i staten Mysore i Sydindien fra begyndelsen af december 1953.
Så fulgte en travl tid med at få styr på mange formaliteter. Orlov fra skolen - uden løn naturligvis. Lægeundersøgelser, vaccinationer og den slags. Modvilje fra forældre i mine skoleklasser, men heldigvis også folk som forstod ideen bag og højlydt forsvarede projektet. Hård modstand fra især min mor, mens min far tog det mere roligt. Dengang var det ikke nogen given sag for en bondefamilie fra Himmerland, at nogen kunne regne med at vende sikkert hjem fra en tur til det fjerne Østen. Senere, da det viste sig, at breve nåede frem, blev mine forældre mere optaget af projektet. Hvis overhovedet muligt var jeg omhyggelig med at skrive hjem en gang om ugen. Min mor gemte alle brevene.

Meget trætte og pustende af varme nåede vi frem til Bombay. Straks vi var landet kom et par uniformerede mænd ombord og gik en tur frem og tilbage i maskinen med noget som lignede en flitsprøjte, og så måtte vi alle forblive i osen seks minutter, før vi fik lov at gå ud. Endelig skulle vi føle den friske luft, men temperaturen var mindst lige så høj udendørs. Med sveden trillende begyndte nu en vandring fra bord til bord for at udfylde papirer, tæt fulgt af pressefolk og fotografer. Vi var ventet.
Derefter gik turen i en Air India-bus til Taj Mahal gennem gader, som jeg ikke kan beskrive: støv, støv, støv, snavs og varme. Små butikker som bare er en åbning ind i muren på et hus. Mennesker overalt. Efter en halv times kørsel havde jeg på fornemmelsen, at vi havde passeret millioner. Der lever fire millioner i Bombay, og halvdelen sover nok på gaden, ikke pænt gemt af vejen i en krog bag en husrække eller på en bænk. Nej, midt på fortovet med et tæppe viklet om hovedet, eller på den bare jord som om de netop var faldet om der. En hel række på en stråmåtte, måske en familie. Så et boligkvarter med vajende palmer mellem enorme paladser bag blomstrende nerier og hibiscus.

mandag den 30. maj 2011

Billeder fra et liv.


Bag de blå bjerge

En monolog om glæde, overlevelse og Kulturrevolution
af Michael Svennevig baseret på Aihua Yans liv.


Aihua Yan kom til Danmark som politisk flygtning i 1990 og blev dansk statsborger 9 år efter. Som et led i bearbejdelsen af hendes fortid (og især opvæksten under kulturrevolutionen i Kina) blev hun hos RCT anbefalet at nedskrive sin historie, og da hun ikke selv følte at hun var i stand til det, fik hun via en fælles ven kontakt til mig. Jeg var netop igang med at skrive bogen

Drømme og visioner – portrætsamtaler om at ville og kunne”.

Aihua blev én af de 13 medvirkende i bogen. Men bagefter fortsatte vi med at mødes, og det resulterede i monologen

"Bag de blå bjerge",

der får urpremiere på Verdens Mindste Teater i København i Ulla Koppels instruktion den 31. oktober 2011. Teaterteksten udkommer også i bogform (med et efterord af Linda Nordin, psykolog ved RCT, København).
Bøgerne udkommer den 12.8.2011 på Forlaget Epigraf.



Under Kulturrevolutionen blev al fortid slettet og alle fotografier skulle destrueres, men disse familiefotos eksisterer mirakuløst nok stadigvæk. Det er Aihua Yan på forsiden i tiden efter Kulturrevolutionen – og på bagsidefotoet, sammen med sin famile i begyndelsen af Kulturrevolutionen.

Udgivelsen fejren ved et arrangement og en reception på dagen,
fredag den 12. 8. 2011kl. 19.00 i Apostelkirken i Kbh.,
hvor der også vil blive fremført uddrag af monologen af skuespilleren Elisabeth von Rosen. Derudover vil der være en samtale med Aihua Yan.
Det indgår i
Menneskefestival om drømme og visioner fra den 11.-14. august.

ET INDISK TRYK - 2011



Jeg tror, man kan det man vil, hvis man er parat at yde de ofre for det som det kræver. Selv har jeg i en årrække ernæret mig ved at spille dukketater, og har turneret landet tyndt sommer på sommer med mine forestillinger nedpakket i en cykelanhænger. Jeg lagde ud med at spille i Den Gamle By i Århus og på Sønderborg Slot. Det er måske irrelevant at fortælle, når det handler om at få bøger trykt i Indien, men det fortæller måske indirekte noget om, hvad det kræver af den, der vover sig ud på det eventyr. For det er et eventyr, der kræver is i maven. Men som med alt andet, så bliver man jo mere modig, des bedre det går.



Fakta er, at jeg sidste år udgav en antologi om alder og om at blive gammel med 24 forfattere (bl.a. Kirsten Thorup, Hanne Marie Svendsen, Janina Katz, Egon Clausen, Stig Dalager og Marianne Larsen). Derudover udgav jeg to digtsamlinger, dels af en ung dansk debutende digter og dels af en irakisk-kurdisk herboende digter. I år udgiver jeg en samtaleportrætbog, en digtsamling, en livsberetning, en monolog og en roman, hvoraf jeg selv har skrevet flere af dem. Det der koster penge, når man udgiver bøger er selvfølgelig at få dem trykt. Det var en prøveballon jeg sendte op første gang jeg lavede en aftale med en trykker, men da det gik godt, fortsatte jeg, så nu tager jeg årligt tilbage til min trykker – i Indien. Men hvordan startede det?



Det startede for et par år siden i Indien. Jeg havde skrevet min anden indiske roman, og havde leget med tanken, men det forekom mig alligevel for uoverskueligt. Det var først da min indiske ven foreslog det og tilbød at hjælpe, at jeg kastede mig ud i det.
Jeg har svært ved at beskrive min glæde og stolthed, da jeg bagefter sad og bladrede i de bøger som jeg havde fået trykt i Jodhpur i den nordindiske delstat Rajasthan. Jodhpur er omgivet af ørkenagtige landskaber, der grænser op til verdens tredjestørste ørkenområde, Thar-ørknen, der strækker sig over mod Pakistan.
Jeg befandt mig i toget i sydlig retning mod Bombay, mens tørre og sandede landskaber gled forbi det åbne togvindue. Thesælgeren havde lige været igennem togvognen.



Mens jeg rejste ned gennem landet blev det kvarte ton bøger jeg havde fået trykt, syet ind i ostelærred, forseglet og afsendt som skibsfragt til Danmark.
I Indien kan alting og ingenting lade sig gøre. Umulige ting kan ret let lade sig gøre, mens tilsyneladende enkle og banale ting tager en evighed. Det skal man være indstillet på. Min trykker siger altid: -Of cause I can!
Når han viser mig resultatet, nægter han at se hvad jeg mener er gået galt og skal ændres. Han foregiver tit, at han slet ikke kan se det.



Selve trykkeriet er et lille rum, hvor trykpressen nok er elektrificeret, men farven skal duppes på manuelt. Lige op ad den står en stor tilskærermaskine og et skrivebord, hvor trykkeren og hans kone sidder ved hver sin computer, når der ellers er strøm.
Resten af rummet er proppet med papirruller og tryksager. Foran skrivebordet kan der lige klemmes et par skamler ind. Det er der jeg sidder og drikker te, mens dagene går. Uden at der tilsyneladende sker noget, og når det så endelig går op for trykkeren at de allerede er håbløst bagud, retter de skuden op og sætter sejl, men det er jo stadig i indisk tempo. Varmen gør sit.



Midt på dagen ligger de unge mænd og sover i skyggen eller inde i rummet oven på de store papirruller. Hele samfundet går i stå. Min indiske ven bliver sur, når jeg udpeger alle de sovende indere for ham. Han mener at det bare er mine fordomme, men det benægter jeg, mens jeg peger en ny ud for ham. For de er jo også kendt for deres flid. Det får ham kun til at gasse motorcyklen yderligere op, for han ved at jeg hader at han kører stærkt. Især når jeg sidder bagpå. Vi kører ad veje med enorme huller i asfalten. Ud og ind mellem mennesker, dyr, knallerter, cyklister og lastbiler. Og så er der de hellige køer. De findes både inden for trykkeribranchen og i trafikken. Pludselig står de der, midt i det hele og fylder op. De er tilsyneladende helt upåvirkede af den kaotiske trafik omkring dem. De står der bare og drøvtygger.



Kvaliteten af det trykte svinger meget, og det skyldes at de unge mænd, der står for den praktiske udførelse af arbejdet, meget hellere vil kigge efter piger end indbinde bøger. Jeg ville ønske at de bare holdt inde med arbejdet mens de glor, men de fortsætter, og til deres store forbavselse går der kludder i det.



Det man bruger maskiner til andre steder, bliver her lavet i hånden. Bogbindingen foregår udenfor på gaden. Der sidder de, disse hvalpede unge mænd på trappetrinnene op til trykkeribiksen. De bruger ikke arbejdsborde, for de har ikke nogen.
Et papstykke bliver smurt med lim og lagt på et stykke lærred, hvis kanter bukkes rundt om pappet, der igen fastlimes til bogens trykte sider. Det er så overskueligt, når det gøres i hånden. Bagefter trykkes titlen på stofindbindingen med silketryk.
De har lånt en seng af naboen. Den er anbragt ude på gaden, hvor bøgerne bliver lagt til tørre i solen. Ved siden af står teen som de nipper til imens.



Jeg elsker timerne sammen med dem på gaden, mens stablerne med bøger vokser.
Men håndindbindingen er jeg igen gået væk fra, da det fine ørkensand satte sig fast i den våde lærredsindbinding, og den efterfølgende rengøring af bøgerne blev for omfattende, så nu nøjes jeg med at få dem syet i ryggen og med blødt omslag. Jeg er også gået væk fra den tre måneders lange skibsfragt. Nu får jeg dem fløjet hjem.



Trykkeprocessen var en prøvelse den første gang. Men det lykkedes, selv om jeg først fik det sidste fra trykpressen, da trykkeren kom løbende med det på perronen lige inden toget blev fløjtet til afgang.
Siden er jeg vendt tilbage hver vinter. For at besøge min indiske ven og hans familie og for at drikke mere te med postmesteren, med bankdirektøren, med trykkeren og de unge mænd der arbejder for ham – og for at få trykt flere bøger.
Hvis man synes at det individuelle præg er en ulempe, skal man ikke vælge et indisk tryk, men hvis man synes at det er en charme i sig selv at bøgerne har været gennem menneskehænder – og sagtens kan bære præg af det, at trykket er anderledes og uens, at papirkvaliteten er noget vi slet ikke kender, at den dufter og føles anderledes og hvis det i øvrigt harmonerer med bogens form og indhold, er det en tænderskærende, meget varm og spændende oplevelse at følge trykningen på så nær hold. For man er selvfølgelig nødt til at være der selv. Men hvis man kan lide indisk chai, og synes der er sport i at se, hvor lang tid strømmen holder, er det en umanerlig spændende oplevelse. Det kunne man godt skrive en bog om.



Garvit Offset Printers
Gajendra Singh Chouhan (ejer)
Anchana Chouhan (kontor)

Mahendra Dadhich (trykker)
Firoz Khan (programør)
Raise Khan (indbinding)

Praveen Sharma: fotograf


tirsdag den 18. januar 2011

Teateraften hos Får302


I samarbejde med Teater Får302 inviterer Dansk PEN og Dansk Forfatterforening til teateraften:

Teater Får302
Toldbodgade 6, 1253 Kbh. K.

præsenterer den singaporeanske dramatiker Alfian Bin Sa’ats
SEX.VOLD.BLOD.SNASK

Se forestillingen
onsdag den 2. februar 2011 kl. 20.00
og deltag i den efterfølgende samtale
med stykkets instruktør Kamilla Bach Mortensen.

Det er vildt, det er voldsomt. Det er morsomt og grotesk – og dybt rørende.

Med SEX.VOLD.BLOD.SNASK vender Teater FÅR302 blikket mod den anden side af verden. Mod det tidligere koloniland: Singapore, som er indbegrebet af en grotesk kopi af Vesten. Med denne moderne og helt unikke eksposé over civilisation vil vi undersøge vores identitet ved at spejle den i det fjerneste Østen. Forestillingen består af seks meget forskellige scenebilleder: Fra Singapore i nutiden over kolonitidens engelske borgerskab i 1800-tallet, den japanske besættelse, nutidens transvestitter i et moderne MDT-tog og til en robot i sølvbikini på Nordpolen i 2020. De fem første scener er nedslag i Singapores historie og 6. scene er en præsentation af Singapores sjæl.

Alfian Bin Sa’at spilles nu for første gang i Danmark. Han har vundet et utal af priser for sine stykker og litterære værker. Han er Singapores enfant terrible, og som muslim, marxist og homoseksuel, er hans værker ofte groft censurerede i hans hjemland. Han beskrives som en spøgefuld provokatør og hip libertiner og går lige i kødet på det topstyrede Singapore, hvor regeringen match-maker, kvoteinddeler etniske grupper i boligområderne. Singapore tror på assortativ pardannelse – lige børn leger bedst – at akademikere bør gifte sig med akademikere for at højne den nationale æt. Får du barn udenfor ægteskab eller gennemgår skilsmisse er du socialt og økonomisk stigmatiseret for altid. I dette land styret af en gennemgribende samfundskontrol og renlighed skriver Alfian Bin Sa’at af nødvendighed på en obskøn og fanden i voldsk kraft for at finde ind til kernen af, hvad et menneske er.
Med et dybt originalt, meget fremmedartet og samtidigt uhyggeligt genkendeligt stykke stilles der skarpt på civilisationstanken set fra et asiatisk perspektiv. SEX.VOLD.BLOD.SNASK er fra 1999 og er Alfian Bin Sa’ats dramatikerdebut.





Om Singapore og Alfian Bin Sa’at
Singapore var kolonialiseret af England fra 1819 frem til 1965, hvor landet fungerede som et af de vigtigste kommercielle og militære centre for det britiske imperium. Efter frigivelsen og selvstændigheden som republik, er Singapore blevet en ”mærkelig kopi” af vesten – en mærkelig fremmedartet og samtidig meget genkendelig verden. Singapore profileres i dag som en succeshistorie. Landet drives som en topstyret virksomhed med streng diciplin - all round. Lee Kuan Yew, grundlæggeren af det moderne Singapore har sagt: “For at regere et samfund må man forstå den menneskelige natur. Jeg har altid ment, at mennesket var som et dyr. Den konfucianske teori var at mennesket kunne forbedres, men det er jeg ikke så sikker på. Det kan optrænes, det kan disciplineres”. Hvordan finder man sig selv igen eller på ny efter næsten 150 år i en anden kulturs varetægt og en nutid præget af streng diciplin og censur? Singapore er stykkes hovedperson.

Lee Kuan Yew blev Singapores premiereminister/præsident i 1965 da Singapore blev smidt ud af føderationen med resten af de store lande i Asien. Lee Kuan Yew har været bagmand lige siden. Indførte hårde love og streng kontrol. Han trådte tilbage i 1990, men blev siddende i regeringen, som ”mentor minister” og stadig ham der trækker i trådene. Han er 86 i dag. Man ved han ikke vil leve evigt og det er skræmmende, når de har været styret af hård patriark så længe, hvis han forsvinder, hvem skal så styre dem. Singapore næsten bygget op som en streng & kontrolleret virksomhed alla mærsk. Med produktion for øje.

Singapore er ikke meget større end Bornholm. Der er lige under 5 millioner indbyggere på øen. Befolkning deles ind i tre hovedgrupper. Kinesere i overtal + dem der stort set sidder på magten, malajerne er 2. største befolkningsgruppe – også indvandrere fra forskellige egne af Indonesien kaldes malaj, 3. gruppe er indere fra Indien Pakistan, Bangladesh, Sri Lanka og Burma.
Alle bor i storbyer, landdistrikterne er affolkede. Dvs, der bor i bogstavligste forstand 3 millioner mennesker ovenpå hinanden i højhuse i byener. Der er ca. 27 grader varmt året rundt og der er en høj luftfugtighed.

Folk der har været i Singapore siger at alt skifter hele tiden, man kan gå ned ad en gade som er helt vestlig og så dreje om hjørnet og så ligger der et lig på gaden, fordi det er en indisk tradition at lade den døde ligge ude, så kommer man til et mini Kina osv. det er lidt som i stykket, flere forskellige verdener, der ligger ved siden af hinanden. Men som ikke nødvendigvis forholder sig til hinanden. Der kan ligge et thai hus, hvor alt foregår på thailandsk vis og overfor et indisk, hvor alt er indisk.

Siden selvstændighed i 1965 har regeringen arbejdet på at skabe en fælles national identitet, bygget på ”asiatiske værdier” – ønsker en kontrast til vestlig individualisme. Prøver at skabe multikulturelt samfund, hvor folkegrupper bevarer deres eget sprog, traditioner og religioner. Alligevel er forholdet mellem Singapores befolkningsgrupper meget ømtåleligt. Trods landets multikulturelle sammensætning er hovedsprogene engelsk samt mandarin - andre sprog bortcensureres i medierne. Pressen og kunstscenen er underlagt censur. Årligt nyskrevne nationalsange er til for at holde befolkningen fokuseret fx. "One nation, one people, one Singapore": http://www.youtube.com/watch?v=QPdKTd8okXs




Billetpris kr. 110,-
NB! Der er reserveret 20 billetter, der fordeles efter først-til-mølle-princippet
via henvendelse enten til PENs eller DFFs sekretariat eller via koordinator: Michael Svennevig