mandag den 18. september 2017

Anmeldelse: CATHARSES på Teaterøen


 
Fotograf: Mikkel Arnfred

Igennem mørket er der noget, der knitrer. Først synes lyden at komme fra et sted bag tilskuerpladserne, men det kommer fra scenen, hvor noget ruller ind fra bagscenen. Det anes gennem mørket som en udefinerlig masse, og først da lyset langsomt blændes op, bliver det tydeligt, at det er to adskilte plasmeagtige gobler, der ruller ind skubbende og puffende til hinanden. Det er to plastomsvøbne væsener, der vender og vrider sig, før de til sidst støder sig ud af deres pupper – og fødes. Snart efter er de på fødderne som væsener, der udforsker sig selv og hinanden. Det er en mand og en kvinde. Begge iført lange tynde sorte bukser og en løshængende kjortel, åben i ryggen. Det er slet ikke typiske dansedragter, og det er deres bevægelser heller ikke. De bevæger sig imod hinanden med stadig større fart. Som magneter søger de hele tiden hinanden, og alligevel når de aldrig sammen. Som om de på én gang søger og afstødes af hinanden. Nogle af bevægelserne er hurtige og abrupte. Andre langsomme og glidende. Ofte i direkte tempomæssigt kontrast til musikken, der understreger den uforløste spænding imellem dem. For de er sammen og alligevel adskilte.

Fotograf: Mikkel Arnfred

Værkets titel, ”Catharses”, er flertalsordet for det græske ord for renselse, og som første gang bruges af Aristoteles i hans poetik fra ca. 325 før Kristi, hvor han definerer tragedie og dens virkning på publikum.
ilDance er svensk. Koreografen Israel Aloni, født og opvokset i Israel før han som 18-årig slog sig ned i Göteborg, hvor han og Lee Brummer har dannet ilDance, skabte med sit forrige værk ”Forbidden Fruit” et værk om seksualitet og har i denne nye forestilling, ”Catharses” fokuseret på det feminine og på hvad det betyder. Værket giver med afvæbnende poetisk råhed og kraft mindelser om Pina Bausch´ ”Le Sacre du Printemp”. Det blev danset vidunderligt af de to dansere: Lærke Appelon & Lukas Pzytarsky. Enhver trang til og ønske om at besmykke og underholde er fjernet. Tilbage er kun ren vilje og mod til at søge og finde det nøgne og direkte udtryk. Selv da danserne midtvejs gennem værket krænger bukser og kjortler af, virkede de hverken afklædte eller nøgne, smurt ind som de var i mudder. Lige som i Bausch´ ”Le Sacre du Printemps”, der foregår i jord og mudder (som jeg oplevede det på Pariseroperaen for et par år siden) gav det mindelser om de første mennesker, der som mudderets Adam og Eva rejser sig op og træder ud af det skabelsens jord og mudder som de kommer af, for med nysgerrighed at udforske og undersøge den nye verden som omgiver dem. Eller rettere ”den første verden” de møder. Sådan føltes det også som tilskuer, for vi overværede en fødsel, et skabelsesøjeblik, der kun sjældent opstår. Noget, der gør teatret til det rum vi søger tilbage til igen og igen for netop i korte øjeblikke at opleve, når underet sker og vi møder os selv og vort eget liv. Øjeblikke, der retfærdiggør at vi bliver ved med søge tilbage igen, for det kunne jo være at vi var heldige at opleve det – og som den første bid af visdommens æble, give os mulighed for at forstå, hvordan det hele hænger sammen. Det sker kun yderst sjældent.

Fotograf: Mikkel Arnfred

Det var som om som jeg så moderne dans for første gang, som om det var et helt nyt frisk sprog. Både Lærke Appelon & Lukas Pzytarsky dansede med en fælles hemmelighed, som de aldrig gav fra sig. Det var svært ikke at blive revet med. Der var ingen tilvænning, værket forplantede sig direkte til tilskuerne i en frydefuld sammensmeltning af lyd og bevægelse. Jeg kunne være blevet siddende og betragtet dem hele aftenen. De 40 minutter som værket varede føltes alt for kort.

 
Fotograf: Mikkel Arnfred
 

 CATHARSES
Koreografi: 
Israel Aloni & danserne
Dansere: 
Lærke Appelon & Lukasz Pzytarsky
Lyd: 
Didi Erez
Kostumer: 
Linnea Bågander
Lys: 
Ben Cowens

 
Fotograf: Mikkel Arnfred
 
Læs mere om Israel Aloni:

Israel Aloni forklarer selv om sit koreografiske arbejde: “I am an independent and international choreographer, educator, theorist and performer. I operate within the broad spaces of contemporary dance as a medium and am inspired by psychology, anthropology and philosophy in the content of my practice. I am also the artistic director of ilDance, together with my associate, Lee Brummer. ilDance is an independent and international contemporary dance company and a production facilitation hub based in Gothenburg, Sweden. The company is the home to the independent creations of Brummer and myself as well as the platform for various pioneer projects and activities that we operate in order to revitalize and update the means which are available for the creation and production of exciting contemporary dance in Sweden and abroad. Our main aspirations are to bridge, link and adhere a diverse verity of artists, countries, genre and people within every project that we realize.” (https://theworkroom.org.uk/members/israel-aloni/)

Billetter og information om forestillingerne på Bornholm den. 19.9.
- og i Sorgenfri den 21.9.2017


Andre anmeldte forestillinger samme sted:
MIN ODYSSÈ
EUROPÆERNE
LEONARDO
MIT RUM
ASTEROIDEN
 

torsdag den 14. september 2017

Anmeldelse: TRÆET af Odin Teatret


Gæstespil på Teater V fra den 13.-17. september 2017

”Jeg hedder Iben og min far var digter”. Iben Nagel Rasmussen indleder forestillingen ”Træet” med at referere til sin far, Halfdan Rasmussen. Hun kan noget med sin stemme. Hun taler syngende og bruger sin stemme som var den et instrument dyppet i fremmede toner og sange. I det hele taget er Odin Teatret rundet af helt andre toner og sange. Stemmens melodier på alverdens tungemål går som en rød tråd igennem forestillingen. Odin Teatret, ledet af Eugenio Barba, er som en hellig ko, der bevæger sig rundt i teaterverdenen uden for tid og rum og er til stede alle steder og ingen steder. Det er 30 år siden at jeg så Odin Teatrets forestilling ”Marriage with God (1984-1990). Jeg har stadig programmet. Forestillingen handlede om den russiske danser Nijinski og om hans møde/ægteskab med vanviddet. Det var en forestilling, der satte sig på tværs inde i mig – ligesom ”Træet” i går gjorde - og ligeledes med Iben Nagel Rasmussen. For er det vanvid eller genialitet? Eftersom det ikke lader sig adskille er det sikkert begge dele.


Forestillingen ”Træet” har mange handlingstråde. Rammehistorien er Iben Nagel Rasmussens møde med sit yngre jeg, der ligesom hende selv læser om fugle og reciterer eventyr. Hendes yngre jeg er iført flyverhjelm, og flyvetemaet går videre gennem forestillingen og understreger vores ønske om, som fugle, at kunne flyve. Over for det introduceres krigen og borgerkrigen, der hugger alt ned for fode. Det er på sin vis en dysfunktionel verden, der tages udgangspunkt i, men Odin Teatret giver os sangene og fortællingerne tilbage. Det bliver også en allegori om træet i verdenen og ikke mindst om de fugle, der er forsvundne fra det, ligesom fortællingerne og sangene synes at være. Det er udgangspunktet i ”Træet”. ”For hvad ved et folk, der altid har levet i fred, om krig og borgerkrig?” Forestillingen er en billedstorm, der raser.

 
Odin Teatrets forestillinger er patetiske. Eller det vil sige at de er fulde af patos, af passion, af billeder og tableauer, for de lever og ånder i deres eget parallelunivers. De er ikke rigtigt forbundne med publikum, og ønsker heller ikke at være det. På den ene side rækker skuespillerne/danserne/sangerne hele tiden ud mod os, men det er på skrømt, for det er en henvendelsesform, mere end det er et egentligt ønske om kontakt. På samme måde som de heller ikke efterfølgende stiller op til applaus. Selvfølgelig virker det krukket, og det hensætter publikum i spekulativ undren. Det illustreredes i aftes også glimrende med den teatergæst, der netop havde købt to glas rødvin som han ikke kunne få med ind til aftenens forestilling. For hvordan skulle det kunne lade sig gøre, når det gælder en så ritualiseret teaterform, hvor både teaterrum og tilskuerpladser er bygget sammen til en forunderlig enhed. Det ville være synd at røbe mere her, for det er en så central del af oplevelsen, at det skal opleves og føles på egen krop. Men der er ikke plads til langstilkede rødvinsglas og heller ikke til de konventioner, der normalt omgærer andre og mere traditionelle teaterforestillinger. Odin Teateret er helt sit eget, og er teater for alle, men ikke for enhver. Men det med den udstrakte hånd er centralt, for jeg oplever ikke at det er en hånd, der ønsker at gribe fat i mig, så på den måde blev det en oplevelse, der lever og ånder i sit eget adskilte univers.

 
Selv om Odin Teateret tydeligvis ikke er beslægtet med noget andet dansk teater, indgår det i en større teaterfamilie, for der er alligevel ligheder med Théâtre du Soleil i Paris, hvor mange forskellige kunstnere fra hele verden - og de stilarter de repræsenterer - hvirvles sammen på scenen og styres af Ariane Mnouchkine (der i sin tid også lavede den mageløse ”Molière”-film fra 1978). Senest har de haft premiere på ”Une Chambre en Inde”(”Et indisk værelse”) i Cartoucherie, hvor sprog, sang, dans og alverdens diversitet smelter magisk sammen, men her oplever jeg at hånden strækkes ud. Ikke bare som en gestus. Det kommer fra hjertet, og det gør hele forskellen. Også her hvirvler de mange forskellige tungemål og kulturer rundt hurtigere og hurtigere og danner sit helt eget univers – ligesom i ”Træet”.  Men der inddrages publikum på ægte vis. Men at tale om ægte og ikke ægte er på sin vis malplaceret, for det er STADIGVÆK et privilegie at blive inviteret med på så eksklusive rejser som det sker i ”Træet”. Nogle teaterrejser er som døre ud af vores liv til omverdenen og andre som døre ind til vores indre liv.  Odin Teatret er både en dør ind og ud. Det skal de have tak for.
 
Fotograf: Rina Skeel
 
Gæstespil på Teater V, Porcelænstorvet 4, 2500 Valby -  fra den 13.-17. september 2017.

Skuespillere: Luis Alonso, Parvathy Baul, I Wayne Bawa, Kai Bredholt, Roberta Carreri, Elena Floris, Donald Kitt, Carolina Pizzarro, Fausto Pro, Iben Nagel Rasmussen, Julia Varley
Instruktør: Eugenio Barba
Instruktørassistenter: Elena Floris, Julia Varley
Scenisk rum: Luca Ruzza, Odin Teatret
Lysdesigner: Luca Ruzza, OpenLab Company
Lysrådgiver: Jesper Kongshaug
Trækoncept og realisering: Giovanna Amoroso og Istvan Zimmermann, Plastikart
Software programmering: Massimo Zomparelli
Kostumer og rekvisitter: Odin Teatret
Musikalsk ledelse: Elena Floris
Teknisk leder: Fausto Pro
Dukker: Niels Kristian Brinth, Fabrio Butera, Samir Muhamad, I Gusti Made Lod
Dukkehoveder: Signe Herlevsen
Dramaturg: Thomas Bredsdorff
Litterær rådgiver: Nando Taviani
Tekst: Odin Teatret 

Produceret i samarbejde med Nordisk Teaterlaboratorium (Holstebro), The Grotowski Institute/Wroclaw European Capital of Culture 2016 (Polen) og The Hungarian National Theatre (Budapest).
Premiere: 23. 9. 2016 i Holstebro




Læs mere om Odin Teatret.
 
Andre anmeldte forestillinger på Teater V:

torsdag den 7. september 2017

Anmeldelse: JÆGERNE på Teater V


Foto: Morten Fauerby // Montgomery

Gæstespil af Teater O.
I ”Jægerne” møder vi de tre mænd, Ernst, Joseph og Makmut, der er draget ud i skoven for at jage, men mest for at finde sig selv (igen), og det de har tabt. Skoven kommer til at repræsentere den maskulinitet som det kan være svært at holde fast på i et moderne samfund, hvor den moderne mand modelleres efter kvinden – eller det er i hvert fald sådan som de tre er blevet enige om at opleve det. De indgår en pagt om at nu skal de være til stede i nuet og for hinanden. Men nissen er flyttet med. Dialogerne de tre imellem er sprudlende, morsomme og på samme tid nøgne og ærlige, selv om det også ledsages af en masse grovkornet komik. For det er også en pointe, at ligegyldigt hvor langt vi kommer ud i skoven, så er det ikke let at lægge fra sig – og heller ikke for de tre.

Forestillingen driver af mandehørm, men det er sikkert fordi det er manden der er den jagede i forestillingen. Det er nok mere end en tilfældighed, at Det Kongelige Teater også pt. spiller Bergmanns ”Scener fra et ægteskab”, hvor rollerne er byttet rundt, sådan så kvinden har mandens replikker – og omvendt.
Det er ikke en tilfældighed, at den umiddelbart svageste af de tre samtidig bliver den eneste, der formår at leve ideen fuldt ud – og med rystende konsekvenser.
Nogle gange kan det være svært at se skoven for bare træet – eller gummistøvler, som det er i forestillingen. Scenografien af Claus Hebo er smuk og udtryksfuld. En masse grønne højskaftede (mande)gummistøvler er sat parvist over hele scenen. Da de tre entreer scenen, medbringer de hønen Leif, der bliver en slags totem for dem alle. De er som hønen i kassen buret inde i deres egne forestillinger om sig selv og hinanden. Det kan godt være, at de stræber efter den store maskulinitet, men de er faktisk bare høns, og det gør forestillingen tragikomisk, men samtidig er deres søgen reel. Det samme er forestillingen, der tydeligvis er skrevet med hjerteblod. Den er ærlig og reel, og bliver derfor både vedkommende og nærværende.
Figurerne er mildest talt stereotype og firkantede, og alligevel bliver de fremstillet og løftet så let og levende af Rasmus Reiersen, Lars Dammark og Anders Valentinus Dam, at det bliver til noget meget større end det egentlig er. Det er teatrets magi, og den formår de at overføre til publikum med deres gnidningsløse samspil. Der er meget børne- og ungdomsteater i tilgangen, men hvad gør det, når bare det virker efter hensigten.
Stykkets anslag med et kampråb mod kvinderne og for det maskuline og mandige bliver undervejs til et næsten ironisk statement, for der sættes ikke andet i stedet – og den mandighed, der præsenteres på scenen har ingen videre grokraft. Det er samtidig drømmen om det naturlige og om at vende tilbage til en tidligere naturlighed, der skydes ned af de tre jægere. For det er ikke let at skyde sig ind på noget bedre, når man bliver sin egen skydeskive. Det er smukt at åbne teatersæsonen med at se denne lille fine forestilling, der stiller krav til tilhørerne og som lægger op til en væsentlig samtale om, hvad det vil sige at være menneske. Hvorfor er vi her – og hvad er egentlig meningen med livet?

 
Foto: Morten Fauerby // Montgomery

Medvirkende:
Rasmus Reiersen, Lars Dammark og Anders Valentinus Dam
Idé og manuskript:
Lars Dammark og Anders Valentinus Dam.
Instruktion: 
Morten Lundgaard og Anders Valentinus Dam
Instruktørassistent:
Kathrine Kihm
Scenografi:
Claus Helbo
Lys:
Kisser Rosenquist
Byg og Teknik:
Klement Thorst og Jesper Folke Olsen
Lyd:
Anton Bast
Varighed: 90 min.
Hjemmeside og billetter

*

Andre anmeldte forestillinger på Teater V:
FANDENS OLDEMOR
VON TRIER, PERSONA NON GRATA
SPARTA
SKETCH SJOV

*

torsdag den 24. august 2017

Anmeldelse: SLAG på Bådteatret


Fotograf: Miklos Szabo

Det kommer krybende og pludselig slår det til. Som et lyn slår det ned – og med ét ligger vi der. Det berøver os førligheden, talens brug og efterlader os lammede. Såvel fysisk som psykisk. Men i løbet af et års tid er der mange, der genvinder deres førlighed. Men i løbet af et års tid er der mange der.... I løbet af et års tid...
I forestillingen SLAG med undertitlen ”Når hjernen bløder”, der er et gæstespil på Bådteatret, præsenteres vi for hvad der sker, når lynet slår ned, og mennesker rammes af en blodprop i hjernen og får en hjerneskade.
Det sker for 40.000 årligt i Danmark. Det er ikke noget rart emne. Ligesom døden er det ikke noget, der er mange teaterstykker om.  Bådteatrets gæstespil skal have ros for denne utraditionelle satsning. Det er ikke let at lave teater om noget som alle allerhelst undgår.
Fotograf: Miklos Szabo
 
Bådteatret har tradition for at lave dukketeater, og det er på mange måder en dukketeaterforestilling. Og måske en af de mest vellykkede – bare uden dukker, hvor instruktøren Rolf Heim fører de to medvirkende, Helene Kvint og Jacob Stage, som var de viljesløse dukker i et spil som ingen af dem kan kontrollere. Forestillingen er stærkest i de ordløse scener, hvor hverdagsagtige scener gennemspilles i ”loop” i en uendelighed. Scener, hvor afmægtigheden udstilles knivskarpt. Det er hjælpeløse fald ud af sengen. Påklædningsseancer, der går én lige til hjertet.  Helene Kvint og Jacob Stage er på scenen nogle gange alene, andre gange sammen. Ofte sammen uden alligevel at være det, mens hjælpeløsheden breder sig imellem dem som en adskillelse som det synes umuligt at overskride.

I forestillingen fremstår de som et ægtepar. Han er sig selv, hun er forandret. Scenerne fra deres samliv afløses af scener fra et dukkehus, hvor mini-kameraer filmer alt det vi godt ved, men ikke ser udspille sig på scenen. Det mixes med drømmende og klaustrofobiske videooptagelser af Helle Lyshøj. Dukkehus-scenerne bliver billeder på det indre liv, der langsomt opløses og forsvinder. Som små mus, der æder sig gennem underbevidstheden. Til sidst forvandles de to medvirkende til mus (med livagtige musemasker af Camilla Lind). Det virker på én gang rørende og forfærdeligt nøgent.  
Skuespilleren Helene Kvint har taget udgangspunkt i sine egne oplevelser som nærmeste pårørende. SLAG er ikke historien om hendes egen far, men den bygger på virkeligheden. For hvem er vi, når hjernen krakelerer? Hvad gemmer sig bag personlighedens facade?
Fotograf: Miklos Szabo
 
Under en stor del af forestillingen sad jeg musestille med tilbageholdt åndedræt. Det virkede så voldsomt, fordi det vi oplevede på scenen ikke var det. Jo, selvfølgelig var det voldsomt, men det var orkestreret så tilbageholdt og så underspillet, at det forplantede sig direkte til os. Det virkede som et SLAG, som noget det var umuligt ikke at forholde sig til. Heldigvis varede forestillingen ikke meget længere end en times tid, for det havde heller ikke været muligt at opholde sig i stemningen længere. På sin vis er det uudholdeligt – ligesom sygdommen, men alligevel er forestillingen fuld af håb. Fuld af billeder, overraskende scener og endda humor. Hvem skulle have troet det? Ovenikøbet sluttede den håbefuldt med en lang poetisk dans, hvor parrets raske lemmer blev bundet sammen med de lammede, og derved gjorde en vals mulig. På samme måde som når der danses med en fastbundet kludedukke, der viljesløst bare følger med. Men forestillingen har en sødme og et stille indre liv, der virker så meget desto stærkere i al sin tysthed. Der er heldigvis ingen store armbevægelser, men i stedet megen akrobatik, megen slapstick-komik, for parret kaster rundt med hinanden – eller rettere er det den store mand, der kaster rundt med den syge kvinde. De er forbundsfæller, men også modstandere, når der skal genoptrænes, og vi forstår at begge er ramt, når slaget falder. Det er mesterligt at lave en forestilling om et så tabubelagt emne, som alle helst undgår at tale om – og forholde sig til, og endda gøre det med så få ord, så megen varme og en så afvæbnende glød.

Det er frygteligt, men i løbet af et års tid er der mange, der genvinder deres førlighed. Men i løbet af et års tid er der mange der... I løbet af et års tid...
Fotograf: Miklos Szabo

SLAG
Når hjernen bløder
Spilleperiode: 24. august – 14.- september 2017
Gæstespil
Efter idé af Helene Kvint i co-produktion med Bådteatret
Instruktion: Rolf Heim
Medvirkende: Helene Kvint og Jacob Stage
Video: Helle Lyshøj
Scenografi/kostumer: Camilla Lind
Lysdesign: Jón Gelting
 
 Fotograf: Miklos Szabo

onsdag den 9. august 2017

Anmeldelse: DRØMME OG NYE SANGE af Iben Hasselbalch

 
”Tilværelsen er så fornyende smuk”, synger Iben Hasselbalch på sangen ”Skoven står majgrøn” fra hendes cd-udgivelse fra sidste år, der er hendes nr. to. Jeg kan godt lide viser, og er især glad for Birgitte Grimstads ”Din vise - min sang” og der er noget i Ibens måde at foredrage sangene på, der minder mig om den anden store visesanger. Der er en frisked og et vemod, der går hånd i hånd ... ad skovens stier.
Det er som om sangene synges ind i et univers, hvor tiden standses. Det dufter solvarmt, og jeg ser de kornbølgende marker for mig, og ellers er de gengivet som baggrund for de optrykte tekster i det tilhørende lille hæfte. Der er en evig følelse af sommer, men også af sensommeren, der er ved at tage over. Forude venter efteråret og siden vinterens mørke. Det ligger altsammen som en tone under sangene og måske især i Ibens klangfulde mørke, modne stemme. Det er sange, der egner sig til at blive sunget udendørs til hendes eget guitarakkompagnement, selv om det sagtens også går an indendørs, så smukt som det er tonesat på cd´en af Stanley Samuelsen, der spiller guitarer, bas, harmonika, mundharpe og keyboard, mens Iben synger.
At rime ”forvokset” med ”kokset” er ikke særlig elegant. I sangen ”Den knaldrøde hat” bliver det fine i cd´ens to første sange lidt mere plumpt. Så er der mere swung over linjerne ”Jeg er kun et støvgran, en lille brik/i verdenshistoriens grammatik./Et helt univers af fjerne galakser/påvirker alle mit livs syntakser” fra den efterfølgende sang : ”Skabelsen”.
 
 
I ”Jeg har et hus ved havet” kan man høre bølgerne. Det sprøde guitarfingerspil klinger og funkler som solstrejf i havet. Det er smukt med verset: ”Og her i guders nærvær/vil vi sidde på klippens rand/og tale med vore kære/om alt det vi vil og kan,/og digte os til visioner/om den verden, vi synes er bedst” og endnu bedre når sangen sluttes med ordene: ”Jeg har et hus ved havet/det er mit livssalt, mit hjertested/Jeg bliver selv velkonserveret/og har altid salt til mit æg!”
Det er i sådanne sange, når det storladne og humoren går hånd i hånd, at Iben er allerbedst.
Den meget melodiøse ”Godt og skidt” er fuld af livsvisdom og endda med et velklingende omkvæd – og virker meget (bonde)dansk i modsætning til den efterfølgende ”Under Paris´ broer”, der både synges på fransk og på dansk (i Ibens egen fine oversættelse).
”...når forårets brise bliver livsfarlig storm” er sidste linje i sangen ”Slipsene sidder præcis som de skal”. En sang om at ”Man kan ikke længere regne med vejret,/Vi trækker det dagligt, men er det det værd?”
Faktisk er det noget af det som Iben er dygtig til, netop at skrive sange, der langsomt bliver politiske og sandelig kan slå til, selv om det stadig lyder så gemytligt.
Min favorit er ”Brev til mor”. Den skal høres. Den vil jeg ikke citere fra her. Men den er fuld af overraskelser og djævelsk sjov.
Humoren blomstrer videre i ”En super investering”, der måske ikke er den allerbedste investering alligevel.
”Bellevue” er en fint skrevet og smukt sunget sang om alderens glemsel. Og morsom er den.
”Jeg vil ha´” er den perfekte afslutningssang på denne fine samling sange fra Iben Hasselbalch og hendes cd ”Drømme og nye sange”.
 
Fotos : Anna Holte

Læs mere på Iben Hasselbalchs hjemmeside.
Iben Hasselbalchs første cd "Tankens magt" udkom i 2009 og bestod også af 14 sange som hun selv havde skrevet tekst og musik til. Den var ligeledes et samarbejde med Stanley Samuelsen, men hvor også Jens Madsen (harmonika) og  Nicolai Engstrøm (guitar) medvirkede. Hør titelnummeret.
 

torsdag den 1. juni 2017

Anmeldelse: SKJULT NUMMER af Cantabile 2 & Teatergrad


Fotograf: Karoline Lieberkind

Du befinder dig i en sanselabyrint, hvor alle veje fører frem mod dig selv. Du er din egen rejsefører, og rejsen er en livsrejse, hvor du først og fremmest møder dig selv og dine drømme, håb og ønsker. For hvem er du og hvad ønsker du af livet? Hvilken vej vælger du? Du starter med at møde dig selv – i døden. Du gravsættes, kastes tilbage i mindernes hus og bliver bagefter giftet væk – med dig selv. Du er dit eget teaterstykke. Du er arenaen for den forestilling som Cantabile 2 ledet af Nullo Facchini, fra Vordingborg, iscenesætter sammen med københavnske Teatergrad rundt om dig.

Hvorfor går vi i teatret? Velsagtens for at møde os selv og hinanden. For at nå ind til de rum indeni, hvor alting startede. Dengang, hvor vi dannedes. Dengang, hvor livet var så skrøbeligt, at alting var så svært. Det er den tilstand vi søger tilbage til. Det er den livsrejse som forestillingen opfordrer os til at følge. Selve titlen lægger op til det mobilnummer som den telefon vi får med på rejsen ringer op fra. Måske er livet at følge nogle af de opfordringer vi får fra de ”ukendte numre” omkring os.

Selve begyndelsen er vi fælles om, da vi mødes på en skole på Duevej på Frederiksberg. Senere deles vi op i grupper og besøger tre steder i byen. Men inden vi når så langt, gennemlever vi et fælles ritual. Der bliver taget meget venligt imod os. Det føles hjemligt, men også som porten ind til det ukendte, og det er den vej vi guides videre ad, da vi via en smal trappe ledes op ovenpå, hvor vi to og to føres ind i et smukt lokale, hvor vi splittes op og placeres foran en anden publikummer som vi får overdraget ansvaret for. Det er dét menneske som vi skal lære at kende. Det er dét forestillingen handler om, men også om at lære os selv bedre at kende. Vi udstyres med en farvet paraply og på et givent signal starter vores rejse rundt i byen, for udenfor venter en taxa med en chauffør på hver af de 3-4 mand store grupper, der derefter transporteres frem mod for os ukendte destinationer i København. Med lukkede øjne fragtes vi hen til første sted. Ingen af rejserne er ens, for ingen vil antagelig tilbagelægge samme rejse, og selv om de gør, vil de opleve noget forskelligt. Sådan er det også med de liv vi hver især lever.

Vi mødte ”Kvinde & Døden”, ”Manden i Familien” og ”Kvinden i Kirken”. Det første og andet sted blev vi guidet igennem af en enkelt person, mens det tredje sted var der flere personer til at lede os gennem oplevelsen, der trængte stadig dybere ind i os og i hinanden. For der var flere forløb, der kørte sideløbende, for samtidig med at vi selv var på en personlig mission frem mod os selv, handlede det også om at knytte bånd til hinanden. Om at opbygge tillid til hinanden, men først og fremmest handlede det om åbenhed, hjertelighed og om at bygge bro til det i os, der hver især holder os sammen. Om at turde. For hvad er det, der holder et liv sammen, hvad er det for en virkelighed som vi har bygget om os selv og hinanden? Hvor er vi på vej hen, og hvad er det for en virkelighed vi lever i? Hvad er det som gør os til det vi er? Hvordan finder vi nøglen til at nå det inde i os selv? At følge anvisningerne fra ”Skjult nummer” var en udfordrende sjælevandrende måde at forsøge at få det afdækket på. Tak for opfordringen – den er hermed givet videre. Hvis du tør?
Fotograf: Karoline Lieberkind

SKJULT NUMMER
Cantabile 2 & Teatergrad

Medvirkende Anna Bove Eiler, Loa Carlslund, Nullo Facchini, Siri Facchini Haff, Karolina Pietrzykowska, Al Seed, Steffen Sommerstedt, Maria Stoyanova, Sandra Yi Sencindiver, Angela Østergaard, Natali Khokhlova
Instruktør Nullo Facchini
Scenograf Paola Serafini
Teknisk chef & lysdesigner Allan Hansen
(Det Kinesiske Lysthus: Malte Hauge)
Scenografiske assistenter Lui Angelini, Vilde Jensen
Ide & Koncept Cantabile 2
Fotograf Karoline Lieberkind (fra Vordingborg-udgaven)
Forestillingsleder Delia Trice
Projektleder Karen Zenia Hai Hermansen
Frivilligkoordinator Kiki Stybe
Administrator Helle Luel
Producent Gavin Charles Clarke
Arrangør Teatergrad
 
Spilleperiode 1.-11. juni 2017 – kl. 18.45
Varighed ca. 3 timer
Mødested Skolen på Duevej, Gymnastiksalen, Duevej 63, 2000 Frederiksberg
Indgår i CPH Stage 2017

Om Cantabile 2: Egnsteater i Vordingborg. Skaber Human Specific Performing Art, hvor non-fiktion og publikumsinteraktion er centralt.
Om Teatergrad: Københavnsk byrumsteater. Skaber nye teaterrum i alle byens rum. Ude og inde.


Anmeldelser af tidligere Teatergrad-forestillinger:
En landsby på højkant
Forført
Husker du?

 

torsdag den 20. april 2017

Anmeldelse: MR TESLA PLAYED af Why Not Theatre Compagny

Grafik: Kristel Pent. Grafisk design: Kenneth Kikkenborg
Forestillingen starter på gaden. Vi samles uden for Knabrostræde 23 i indre by, før vi ledes ind igennem porten til en lille gård, hvorfra en smal spiraltrappe leder os op på 1. sal. The New Yorker Hotel står der på skiltet. Alene trappeopgangen signalerer hotel. Det er pænt og ordentligt på en gammeldags måde. Det er som at gå tilbage i tiden til 1943, hvor monologen tager sin begyndelse.
Vi bliver bænket omkring et stort rundt solidt bord, der er placeret ved siden af køkkenet. Det er en 1-værelses lejlighed. Den grønne farve på væggen virker beroligende. Sådan føler Mr. Tesla det givet også, for han er der hele tiden og forlader sjældent lejligheden, det er der han bor og nu lever sit liv. Han kommer ind i pyjamas og uldne sokker. Der er en robust følsomhed over ham. Han beretter sin historie, mens han færdes hjemmevant rundt i den lille lejlighed. Fra tid til anden beretter han direkte til os.
Det hele startede, da han som dreng stryger katten over pelsen og mærker den statiske elektricitet knitre. Det vækker noget i ham. Det er det her, han vil undersøge, for hvad er elektricitet? Mest af alt lå det i kortene, at han skulle blive præst. Han er familiens og landsbyenes eneste dreng. Hans bror dør i en rideulykke, som han overværer. Det sidder stadig i ham. På en måde har livet også sat sig fast i ham. Han er en vild dreng, der på grund af gale streger kunne have være død mange gange. Lægen giver op under et af de gentagne sygelejer. Sønnen spørger faren, om han ikke nok må læse til ingeniør, for så skal han nok komme sig... og faren svarer at han vil sende ham til den bedste skole, der overhovedet findes, hvis han overlever. Det gør han: overlever og bliver sendt til den bedste skole - i Graz. Men hans studier er økonomisk en byrde for forældrene, så han tager bagefter arbejde i et telefonselskab. Han opholder sig senere i Paris før han rejser videre til New York, hvor han møder Thomas Edison, Rudyard Kipling og Mark Twain. Han samarbejder i starten med Thomas Edison, men vil meget mere og ikke bare stille sig tilfreds med de opdagelser han gør, men hele tiden videreudvikle dem, og får en ny og bedre samarbejdspartner i George Westinghouse, der inspirerer og udfordrer ham i det videre arbejde. Det er den samme, der mange år efter stadig betaler for hans hotelværelse. Mr. Tesla er ikke særlig social, men ønsker brændende at yde sit bidrag til menneskeligheden som forsker. Han opdager noget så elementært, men livsvigtigt som den vekselstrøm vi dagligt tapper direkte fra stikkontakten. Ikke for at vinde rigdom og berømmelse. Man kan sige at det er godt gjort at han helt undgår det, mens han er i live, for hans opfindelser bliver epokegørende og bestemmende for den fremtid vi lever i i dag.
 
Nikola Tesla (1856-1943). Fysiker, opfinder og elektroingeniør.
Filmen "The Secret of Nikola Tesla" med Orson Welles fra 1980 er frit tilgængelig på nettet. Også i "The Prestige" af Christopher Nolan fra 2006 er der skildringer af Nikola Tesla (i filmen spilles han af David Bowie!!). 
Titlen "Mr Tesla played" går på Teslas legende forhold til sin forskning. Monologen er skrevet af den dansk-serbiske dramatiker Tanja Mastilo, blandt andet på baggrund af Nikola Teslas erindringer, og lanceres som en Why Not Pop-Up production. Det er historien om en opfinder, en stor humanist og altruist. Et kammerspil, mesterligt spillet af den herboende new zealandske skuespiller Nathan Meister, der allerede har medvirket i en af teatrets tidligere forestillinger "Secrets" af samme dramatiker. Han spiller med en afvæbnende naturlighed. Der er ikke én unødvendig bevægelse. Hans diktion er flot og klangfuld. Ikke ét ord går tabt. Han er allestedsnærværende i den meget poetiske forestilling, der forløses med stort kunstnerisk overskud. Det er som Teslas sidste del af sit liv stille, intimt og tyst. Men båret af stor nysgerrighed og både af lyst og vilje til at yde sit for det fælles bedste.
 
Grafik: Kristel Pent. Grafisk design: Kenneth Kikkenborg
 
Spilleperiode: 18. - 20. & 24. - 26. april 2017 kl. 18 og kl. 20
Spillested: Knabrostræde 23, København
Dramatiker: Tanja Mastilo
Nikola Tesla: Nathan Meister
The Tesla Team: Tanja Mastilo, Nathan Meister, Sue Hansen-Styles og Barry Wesil
Musik: Louise Hjorth Hansen

Forestillingen spilles på et letforståeligt engelsk
 
Anmeldelser af teatrets tidligere produktioner: